Regeringen har ringet til pressen: I skal skrive en fejl og ikke grundlovsbrud – ”Vi nærmer os østeuropæiske tilstande,” lyder det fra Pia Kjærsgaard, som nu vil have statsministeren i samråd

Den socialdemokratiske et parti regering føler sig åbenbart så hårdt presset af statsminister Mette Frederiksens (S) grundlovsbrud den 4. november, at man nu henvender sig til pressen for at få ændret ordlyden.

 

I skal ikke skrive grundlovsbrud, men kalde det en fejl, lyder det fra embedsmænd i Justitsministeriet, som har kontaktet Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Danmarks Radio.

 

Det har fået Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, helt på mærkerne og nu vil hun have pressens minister, det vil sige statsministeren, i samråd i Folketingets Udvalg for Forretningsorden.

 

”Det her er helt uacceptabelt. Vi nærmer os østeuropæiske tilstande,” siger Pia Kjærsgaard til Den Korte Avis

 

Men i regeringen finder justitsminister Nick Hækkerup (S) det helt naturligt, at embedsmænd kontakter pressen for at gøre opmærksom på faktuelle fejl, skriver han i et svar til Jyllands-Posten.

 

Danmark har fået sin egen Komiske Ali i form af justitsministeren

Hækkerup skriver i mailen til Jyllands-Posten, at det blandt andet er embedsmænds opgave at gøre opmærksom på fejl, og især:

 

”hvis alvorlige påstande om lovbrud og grundlovsbrud bliver fremstillet som kendsgerninger, selvom de ifølge Justitsministeriets faglige vurdering ikke er det.”

 

Ifølge den faglige vurdering, som Hækkerup her henviser til, udstedte Mette Fredriksen ikke en ordre, da hun den 4. november beordrede samtlige mink i Danmark aflivet.

 

”Udmeldinger fra pressemøder og politiske møder kan ikke udgøre hverken administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter, der kan skabe rettigheder eller pligter for borgerne,” lød det til pressen fra Hækkerup i første desperate forsøg på få fjernet formuleringen grundlovsbrud fra pressens dækning.

 

Den forklaring fik blandt andre BT’s chefredaktør, Michael Dyrby, til i en leder torsdag den 25. november indledningsvis at konstatere, at ”Danmark har fået sin egen Komiske Ali. Justitsminister Nick Hækkerup”

 

”Lad være med at spilde vores tid med det latterlige pjat og juristeri. Der blev givet en ordre, som man for sent opdagede, var ulovlig, og som man nu vil rette på. Punktum,” skrev Dyrby blandt andet.

 

Komiske Ali var under Irakkrigen i 2003 talsmand for diktatoren Saddam Hussein og blev ved med lige til det sidste og medens de amerikanske tanks rullede ind i Iraks hovedstad, at hævde, at Saddam Husseins tapre hær var i færd med at nedkæmpe amerikanerne.

 

Pia Kjærsgaard er enig: Et indgreb uden lovhjemmel er grundlovsbrud

Heller ikke hos Dansk Folkeparti hopper Pia Kjærsgaard på Nick Hækkerups forsøg på at bagatellisere sagen, der har fået betegnelsen Minkgate.

 

”Justitsministeren kan glemme alt om det pjat, og det er vist kun ministeren selv, der tror på, at statsministeren udstedte en ordre, der ingen gyldighed havde og derfor ikke kunne være ulovlig,” siger Pia Kjærsgaard til Den Korte Avis og forsætter:

 

”Vi har en højspændt politisk sag, hvor statsministeren har været ude med et indgreb, der ikke var lovhjemmel til, og uanset hvordan justitsministeren så end forsøge at vende og dreje det, så er der tale om grundlovsbrud.”

 

Pia Kjærsgaard påpeger i den forbindelse, at stort set hele Folketinget bortset fra Socialdemokratiet er enige om, at der er tale om grundlovsbrud.

 

”Det er helt klart, at vi her har er en meget alvorlig sag, som pressen selvfølgelig skal dække. Alt andet ville være mærligt, og embedsmænd skal holde sig langt væk og ikke blande sig i. hvad pressen skriver. Det her er helt uhørt!” understreger Pia Kjærsgaard.

 

Vil ikke lade sig spise af med justitsministeren

Pia Kjærsgaard fortæller til Den Korte Avis, at hun regner med, at statsminister Mette Frederiksen vil henvise samrådet til justitsministeren.

 

Men ham vil Dansk Folkepartis værdiordfører ikke lade sig spise af med.

 

”Det her er en alvorlig og alarmerende sag, der handler om forsøg fra en regering på indgreb i pressens frie arbejde og uafhængighed,” siger Pia Kjærsgaard til Den Korte Avis og understreger:

 

”Derfor er det pressens minister og ikke justitsministeren, der skal stille op.”

 

Til den tid bliver det så interessant at se, om Mette Frederiksen også i den situation vil begrunde forsøgene på indgreb i pressens ytringsfrihed med sin foretrukne formulering: hensynet til folkesundheden.

Læs også:

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12595064/journalister-skrev-om-regeringens-ulovlige-ordre-saa-ringede-en-embedsmand-fra-justitsministeriet/

 

https://www.bt.dk/debat/bt-mener-nick-haekkerup-er-komiske-ali

 

https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/justitsminister-nick-haekkerup-om-kritik-af-regeringen-for-at-give-en-ulovlig-ordre-paa-pressemoeder-den-4-og-5-november/

 

https://denkorteavis.dk/2020/nu-samrad-sagen-der-ikke-vil-gaa-vaek-doede-mink-vaelter-op-af-gravene-medens-justitsministeren-forsoeger-at-forklare-at-mette-f-aldrig-gav-ordre-til-aflivningerne/

Del på Facebook