NY FILM: Et far-datterforhold belyst igennem hjemmevideoer og erindringer 

*** 3 stjerner ud af 6 

 

Charlotte Wells (født 1986) er skotsk manuskriptforfatter, producer og nu også prisbelønnet instruktør med spillefilmsdebuten AFTERSUN. 

 

Handling

Tiden er 90’erne. Stedet Tyrkiet, hvor den 11-årige Sophie (Frankie Corio) er på charterferie med sin far, Calum (Paul Mescal]. Forældrene er skilt, og Calum må have fået Sophie som ganske ung – i hvert fald antages han på et tidspunkt for at være Sophies bror. Forældrene er dog på talefod og er i kontakt med hinanden i løbet af ferien. 

 

Sophie har aldrig glemt oplevelserne med faderen i den uge, de er afsted, bl.a. fordi en stor del af rejsebegivenhederne er blevet gemt på hjemmevideo. 

 

Først sent i filmen står det klart, at det er den voksne Sophie, nu mor til et lille barn, der 20 år senere ser tilbage på rejsen. Og via filmoptagelserne erindrer, hvordan faderen både styrker hendes selvværd ved at lære hende at svømme, dykke, spille billard og skak m.m. – og også indimellem svigter. Og opfører sig underligt! 

 

Det er tilsyneladende svært for ham, at hun er ved at komme i puberteten og i stigende grad løsriver sig, bl.a. ved at rette sin opmærksomhed væk fra Calum og hen mod hotellets unge gæster, der udfolder deres seksualitet. 

 

Så hvad slags menneske er faderen egentligt, og kendte Sophie ham sådan rigtigt for alvor? 

 

Vurdering
Temaerne – et kærligt far-datterforhold og en-pige-bliver-(mere)-voksen – er bestemt interessante, og der er også flere fine scener, hvor Calum og Sophie viser deres kærlighed og rørende omsorg for hinanden. 

 

Mht. opbygning er ”Aftersun” paradoksalt nok på samme tid både kaotisk og repetitiv. Først til allersidst falder brikkerne så nogenlunde på plads i forhold til nutids- og fortidsplanet, og den fortælleteknik er i dette tilfælde generende forvirrende. I andre tilfælde kan teknikken være såre vellykket

 

En vis originalitet har filmen med sin klipning og skift mellem hjemmevideoer og ’rigtig’ film, men mange scener er bare for langsomme og stillestående. Der sker FOR lidt, fortællerytmen er FOR dvælende!   

 

Filmen har modtaget en stjerneregn og høstet adskillige prisnomineringer, senest en Oscarnominering for rollen som Sophies gådefulde far.
Den ubetingede kritikerros deler jeg ikke, eftersom ”Aftersun” for mit vedkommende ikke kalder på et gensyn. 

 

Som altid, når jeg er negativt kritisk: Tag ikke mit ord for det! 

  

Længde: 102 minutter 

  • Medvirkende: Paul Mescal, Frankie Corio, Celia Rowlson-Hall m.fl. 
  • Instruktør: Charlotte Wells 
  • Manus: Charlotte Wells
  • Premieredato: d. 2. februar 2023  

AFTERSUN (trailer) – Biografpremiere d. 2. februar 2023 – YouTube

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…