Den 4. juli viste TV2 et interview med den tyrkiske statsborger, Ömer Kücükavci, der har været aktiv i Islamisk Stat. Han sidder nu på 13. måned i fængsel i det kurdiske selvstyreområde i Syrien, mens hans tyrkiske kone sidder i en lejr for kvinder og børn.
Kücükavci vil så gerne tilbage til Danmark, eller ”hjem” som han kalder det. Nu er det imidlertid sådan, at ”hjem” er Tyrkiet. Men da det kurdiske selvstyre og Tyrkiet lige nu er i konflikt, har det nok lange udsigter, før stridsøksen er begravet, så de tyrkiske statsborgere kan forlade fængslet og kvindelejren og komme hjem til Tyrkiet.
IS-kalifatet hverken paradis her eller hisset
Kücükavci oplyste, at han og konen var flygtet fra ISIS. Kalifatet var slet ikke, som han havde forestillet sig: paradis på jorden og en stor chance for hurtigt at entre paradiset på den anden side.
I stedet endte flugten i fangenskab i Syrien, før de kunne komme tilbage til Danmark, hvor den danske befolkning ville være i den største fare for en trænet IS-kriger.
Da Kücükavci er født og opvokset i Danmark, er han i det mindste klar over, at den islamiske frækhed og selvovervurdering ikke har gang på jord, hvis man skal gøre sig håb om at få tilgivelse for sine forbrydelser. Næh, skal man have nogen til at hoppe på den, skal man se sølle ud og kaste sig fladt ned og bekende sine synder.
Og det gjorde han da også – sådan da. For da han blev spurgt om, hvorvidt han havde slået nogen ihjel, gik der nogle sekunder med svaret, mens hjernen tydeligvis arbejdede på højtryk. Det ville jo slet ikke gå an at sige, at han havde deltaget i halshugninger og voldtægter af kvinder og børn, købt/solgt slaver, kastet homoseksuelle ud fra høje bygninger, og hvad der ellers fandtes af adspredelser efter fredagsbønnen i kalifatet. Så tankevirksomheden mundede ud i, at han havde skudt, men jo ikke vidste, om han havde ramt nogen. For sådan noget ved man jo aldrig, når man skyder ind i en folkemængde.
Kurdisk fængsel
Det kurdiske fængsel er noget møg. Tyve personer i en fugtig celle. Og den medicin, som Kücükavci har bedt om i 13 måneder, har han ikke set skyggen af.
Det stod i hvert fald klart, at det hele var den rene elendighed, og man kunne jo godt ønske for ham, at Tyrkiet snart indvilligede i at tage deres egne terrorister tilbage.
Terrorister med dansk statsborgerskab
Jacob El-Ali (tidligere Muhammad) blev berømt i Danmark, da han lod sig fotografere med afhuggede hoveder.
Da han på et tidspunkt er blevet meddelt dansk indfødsret, mener nogle, at det er de danske myndigheders pligt at hjælpe ham tilbage til Danmark. Også selv om han har begået frygtelige forbrydelser for ISIS og er våbentrænet.
Og den kone og to børn han har tilegnet sig i kalifatet, men som i øjeblikket befinder sig i Tyrkiet, er det lige pludselig også blevet vores pligt at sørge for. Advokat Bjørn Elmquist mener endog, at vi skal lede efter børnene og sørge for, at de kommer til Danmark.
Nu trisser El-Ali tilsyneladende rundt i Syrien uden at kunne komme videre, for han har mistet sit danske pas, hævder han.
Sandsynligheden taler dog stærkt for, at han selv har smidt det væk, da han endnu regnede med, at der virkelig ville blive oprettet et kalifat, hvor alle medlemmernes sadistiske og psykopatiske tilbøjeligheder kunne komme til fri udfoldelse.
Det skorter sandelig ikke på terrorister, som de danske politikere har givet dansk statsborgerskab. Også Ahmad El-Haj havde en drøm om kalifatet, men endte i fængsel i Tyrkiet.
Enhver rigtig ISIS-mand bør selvfølgelig have en kone og børn, så det har også El-Haj sørget for at få. Der er tilsyneladende mange kvinder, der stiller sig til rådighed.
El-Haj er blevet hårdt såret efter et bombeangreb, og derfor mener hans familie, at det er Danmarks pligt at hjælpe ham her til landet, så vores overbelastede læger kan lappe ham sammen. Derefter et par år i fængsel. Og det hele betalt af skatteyderne.
Og så kan han igen sammen med sine ”brødre” gå frit rundt iblandt os, mens vi bare kan håbe på, at han ikke går til angreb på os.
Theresa May og terrorister
Advokat Thorkild Høyer mener, at vi er ”internationalt forpligtede til at tage dem hjem, hvis de er danske statsborgere.”
Men er vi nu også det?
Da Theresa May endnu var indenrigsminister i Storbritannien, fratog hun et større antal ISIS-krigere deres britiske statsborgerskab. I 2013 drejede det sig om 20 personer, og mellem 2010 og 2013 havde i alt 37 personer fået frataget deres britiske statsborgerskab.
Alle med undtagelse af to var i Syrien, da statsborgerskabet blev frataget dem. De blev simpelthen ikke lukket ind i England igen.
En af ISIS-krigerne klagede til Menneskerettighedsdomstolen(EMD), dels over at være blevet frataget sit britiske statsborgerskab, dels over at være udelukket fra britisk territorium. EMD afviste sagen, idet domstolen i sin afgørelse lagde vægt på, at han fra udlandet kunne instruere sine advokater i England om, hvordan han ønskede sin sag ført.
Integrationsminister Inger Støjberg blev i 2014 spurgt om, hvorfor Danmark ikke følger Englands eksempel, men hun afviste med ordene: ”Storbritannien er ikke bundet af samme konvention, som vi er, da de ikke har skrevet under…”.
Hvis det er Statsløsekonventionen, Støjberg taler om, fremgår det af artikel 21, at Storbritannien har underskrevet konventionen (se landene sidst i dokumentet).
Mor til en afdød ISIS-kriger
Det mest forfærdelige i denne verden må være at miste sit barn. Og har den unge valgt at blive landsforræder og at slå så mange uskyldige mennesker ihjel som muligt, må smerten være ubærlig.
Det kan derfor måske nok undre, at en mor, hvis sorg der ikke kan herske tvivl om, tør løbe den risiko på andre folks vegne og plædere for, at terrortrænede ISIS-krigere kommer tilbage til Danmark. De skal have hjælp, for de er hjernevaskede, mener moderen Karolina Dam, selv om hun er af den opfattelse, at sønnen var så programmeret (minut 18.10), at det var umuligt at trænge gennem barrieren. Det var for sent.
Alligevel mener hun, at de skal til Danmark og have hjælp. Men hvad hvis hjælpen ikke hjælper? Hvis det er for sent?
Det er et frygteligt ansvar at påtage sig, men hun bakkes op af de to venstrefløjspartier, Enhedslisten og Alternativet, der også gerne påtager sig et sådant ansvar.
Som bekendt er det letteste ansvar at påtage sig dét, hvor andre må bære konsekvenserne.
