De tomme patronhylstre fløj ud af maskinpistolerne, da den danske statsborger Ahmad el-Haj sammen med tre andre jihadister fra Danmark skød til måls efter fotos af en række kendte danske personligheder og politikere.
Blandt dem tegneren Kurt Westergaard, Anders Fogh Rasmussen og Naser Khader. Videoen, der angiveligt er optaget i Syrien, blev lagt ud på You Tube i august 2013.
Videoen kan ses her
Kun én af de fire har overlevet kampene for Islamisk Stat i Syrien.
Det er den 26-årige terror-sigtede og internationalt efterlyste Ahmad el-Haj, som i øjeblikket befinder sig i et tyrkisk fængsel, hvor han skulle være hårdt såret efter et bombeangreb og sidde i kørestol.
Politiet forsøger at få ham udleveret til Danmark
Sagen kom til offentlighedens kendskab, da jihadkrigerens søster, Samah el-Haj kontaktede Radio24Syv og beklagede sig over, at hendes bror endnu ikke var blevet udleveret til Danmark.
Det er ifølge hendes oplysninger, at broderen er såret og sidder i rullestol.
Nu viser det sig, at de danske myndigheder siden december sidste år har været i kontakt med de tyrkiske myndigheder med henblik på at få ham udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
Det bekræfter vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Jens Møller Jensen:
”Dansk Politi har i lang tid været i kontakt med de tyrkiske myndigheder med henblik på at få ham udleveret til Danmark,” siger Jens Møller Jensen til TV2.
Medens politiet vil have den terrorsigtede til Danmark for at smide ham i fængsel, vil hans familie også have ham hjem, men af en helt anden grund:
”Han har så alvorligt brug for lægehjælp. Det er ikke menneskeligt at lade ham sidde og rådne op under de forhold, han sidder under nu,” siger hans søster Samah el-Haj til Radio24syv.
Khader: Brug ikke tid og penge på sådan en landsforræder
I modsætning til politiet og den terrorsigtedes familie mener flere politikere på Christiansborg, at Ahmed el-Haj intet har at gøre i Danmark, men tværtimod kan blive hvor han er i sit tyrkirske fængsel.
”Jeg synes ikke, vi skal spilde ressourcer, tid og penge på sådan en landsforræder, som vil udgøre en sikkerhedsfare, hvis han kommer tilbage til Danmark,” siger Naser Khader og fortsætter:
”Han skal blive i Tyrkiet. Søge asyl i Tyrkiet. Og så skal vi frakende ham hans danske statsborgerskab. Vi giver statsborgerskab ved lov, og vi kan tage det fra ham igen ved lov.
Lignende toner lyder fra Dansk Folkeparti:
”IS-krigeren Ahmad el-Haj skal ikke hjem til Danmark, for det er slet ikke hans hjem. Ved at rejse til Syrien og kæmpe for terrorgruppen Islamisk Stat, har han sagt endegyldigt farvel til de danske værdier, siger formanden Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup, til Den Korte Avis og understreger:
”Danske IS-krigere kæmper imod Danmark. De er landsforrædere og burde aldrig betræde dansk jord igen. Jeg mener derfor ikke, at man skal bruge nogle ressourcer overhovedet på at få ham hjem. For min skyld må han hellere end gerne forblive i et tyrkisk fængsel.
Heller ikke i Socialdemokratiet er der hjælp at hente:
”Ham skylder vi intet. Og derfor synes vi ikke, at vi skal gøre noget aktivt for at få ham og andre som ham hjem. Han har fravalgt de værdier, vi står på i Danmark,” siger tidligere justitsminister Morten Bødskov til Rdio24Syv.
Og han følges op af den konservative forsvarsordfører, Rasmus Jarlov:
”Vi skylder ham ingenting. Han ligger, som han har redt, og jeg vil opfordre de danske myndigheder til at lade være med at arbejde for at få sådan en person hjem.”
Til gengæld mener Venstres Jan E. Jørgensen, at den terrorsigtede IS-kriger, der skød til måls efter et foto af Anders Fogh Rasmussen, har krav på at komme til Danmark:
– Det er jo en, vi skammer os over at være landsmænd med. Sådan er det. Men der er desværre ikke andet at gøre, end at vi er nødt til at sørge for at få ham hjem, siger Jan E. Jørgensen til DR.
Pape Poulsen: Lad ham endelig afsone en lang dom i Tyrkiet
Tilsyneladende deler justitsminister Søren Pape Poulsen (KF) hverken politiets eller familiens ønsker om at få den terrorsigtede Ahmad el-Haj hevet ud sit tyrkiske fængsel og hentet til Danmark.
Tværtimod mener han, at tyrkerne skal beholde den terrorsigtede indtil videre:
”Får han en lang dom i Tyrkiet, må han gerne blive siddende. Men bliver han løsladt, så vil jeg gerne have ham hjem i fængsel. Jeg vil hellere have sådanne typer bag lås og slå end på fri fod til fare for andre mennesker i Europa, sagde Søren Pape Poulsen ifølge DR fredag aften den 25. maj.
Spørgsmålet er så, om han vil overleve en lang fængselsstraf i Tyrkiet. Det mener hans advokat, Michael Juul Eriksen ikke, at han vil:
”Hans familie er ekstremt bekymrede for ham og føler, at der er en risiko for, at han dør. Den frygt kan jeg ikke andet end dele,” siger Michael Juul Eriksen til DR.
Men hvordan fik han statsborgerskab – det vil DF nu have opklaret
Det er noget af et mysterium, hvordan Ahmed el-Haj og andre fanatiske jihadkrigere har fået dansk statsborgerskab.
Det vil Dansk Folkeparti nu have undersøgt.
”Det er jo fuldstændig vanvittigt, at vi giver statsborgerskab til den slags,” siger Dansk Folkepartiers indfødsretsordfører, Christian Langballe, til Den Korte Avis og fortsætter:
”I indfødsretsudvalget får vi jo blot en liste med navne, som er blevet godkendt og hvor enkelte personer er blevet udpeget af PET som potentielt farlige for landets sikkerhed, men som Folketingets flertal alligevel giver statsborgerskab.”
Christian Langballe, som også er formand for Folketingets Retsudvalg, oplyser, at han nu helt eksplicit vil bede integrationsministeren redegøre for, på hvilket grundlag Ahmed el-Haj har fået dansk statsborgerskab.
Han var en af de berygtede fire
Sammen med tre andre udgjorde Ahmed el-Haj de berygtede fire som den hårde kerne i den islamisk radikaliserede gruppe ”Kaldet til Islam,” og de var de første fra Danmark, som i 2012 rejste til Syrien for at kæmpe sammen med Islamisk Stat.
Ifølge bogen ”Danmarks børn i hellig krig” af journalist Jakob Sheikh radikaliserede ”Kaldet til Islam” efterfølgende og i stor stil unge danske muslimer og rekrutterede dem til Islamisk Stat i Syrien.
Det var også de fire, som i august 2013 offentliggjorde videoen, hvor der blev skudt til mål efter kendte danske islamkritikere og politikere.
I 2014 blev alle fire efterlyst internationalt af dansk politi.
De tre af dem er nu faldet i kamp for terrororganisationen Islamisk Stat, som i råhed og brutalitet får Hitler og -Stalin til at ligne søndagsskolebørn.
Eneste overlevende er Ahmed el-Haj, som nu sidder og jamrer sig i et tyrkisk fængsel og hyler op om, at han vil hjem til Danmark.
Han blev gift i Syrien og har to børn. Både hans hustru og børnene er tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder.
Formentlig vil de aldrig nogensinde sætte deres ben i Danmark på grund af de skrappe regler, der i modsætning til flygtninge gælder for danske statsborgere, der søger om familiesammenføring med en udenlandsk hustru.
Her kan du læse mere:
https://www.b.dk/nationalt/dansk-is-jihadist-kendt-fra-omdiskuteret-video-er-faengslet-i-tyrkiet