Skraldemænd kan meget vel blive de første ofre for en terrorhandling.
Det mener blandt andre to københavnske skraldemænd, som er utrygge over politiets krav om, at de skal låse deres køretøjer, når de forlader dem for at hente affald.
“Hvis en terrorist vil stjæle vore skraldebil, er vi nu skubbet frem i allerforreste række, fordi lastbilen er låst, og vi har nøglen i lommen,” siger 39-årige Thorbjørn Bülow med 23 års erfaring som skraldemand til fagbladet 3f og fortsætter:
“Vi ved fra terroraktioner andre steder i Europa, at chaufføren får et nakkeskud, når de vil have en lastbil.”
Politiet frygter skraldebiler som terrorvåben
Efter terrorhandlingen i Stockholm fredag den 7. april, hvor en lastbil drønede gennem menneskemængden på Drottinggaten og dræbte fem og sårede fjorten alvorligt, frygtede Københavns Politi, at skraldebiler kunne bruges som terrorvåben.
“Det er farligt, hvis nogen tager dem og bruger dem til noget kriminelt,” sagde vicepolitiinspektør Henrik Møller Jacobsen, Københavns Politi, dengang til DR’s P1 og fortsatte:
“Efter det, der er sket rundt omkring i Europa, har vi rettet henvendelse til renovationsselskaberne og opfordret dem til at sikre, at bilerne at bilerne ikke kan stjæles.”
Henrik Møller Jacobsen understregede i den forbindelse, at bilister ifølge Færdselsloven har pligt til at fjerne nøglerne fra deres biler, når de forlader dem, og der vanker bøde, hvis der sløses med det.
Mere sikkert at vi er i live og kan slå alarm
Skraldemændene mener derimod, at aflåsningen af skraldebilerne skaber en falsk tryghed.
“Hvis terroristerne slår os ihjel, tager nøglerne og smider os op bag i skraldevognen, varer det sandsynligvis lang tid, måske timer, før politiet bliver alarmeret, og så er det for sent,” siger 54-årige Erik Rugaard, der har været i branchen i 37 år, til fagbladet 3f og fortsætter:
“Hvis terrorister stjæler en uaflåst skraldebil, mens vi arbejder, opdager vi det meget hurtigt og kan straks alarmere politiets og opgive nummerplade, farve og bilmærke. Den regel skal afskaffes hurtigst muligt.”
Under politibeskyttelse i Mjølnerparken
De to skraldemænd kører på Nørrebro.
Her har de i forbindelse med bandeurolighederne prøvet at tømme skrald under politibeskyttelse i Mjølnerparken.
“Der er meget politi, og vi er selvfølgelig mere opmærksomme, men det (bandeurolighederne, red.) er ikke noget, der gør os nervøse,” siger Thorbjørn Bülow og understreger:
“Det er terrortruslen, der presser, og det er noget, vi skraldemænd taler om. Det gælder både vores og borgernes liv.”
Med bil som terrorvåben: Næsten 800 dræbte og sårede
Både skraldemændenes og politiet frygt for, at de tunge skraldebiler kan bruges om et effektivt terrorvåben, er ikke ubegrundet.
Siden terroraktionen i Nice under Bastilledagen den 14. juli sidste år, er 124 blevet dræbt og 627 sårede under terrorangreb med biler som våben.
Eller i alt 791 dræbte og sårede efter blot fem terroraktioner, hvor lastbiler og varevogne er blevet brugt som terrorvåben:
Cambrils den 18. august 2017:
Ved 02-tiden natten til fredag den 18. august forsøgte terrorister at køre folk ned på havnepromenaden i den spanske middelhavsby Cambrils. Syv personer blev såret. Politiet skød og dræbte de fem angrebsmænd, der alle bar noget, der lignede bombebælter. Alle fem terrorister var kendte af myndighederne for jihadist-forbindelser.
Barcelona den 17. august 2017:
Ved 17-tiden torsdag eftermiddag den 17. august bragede en varevogn ind i en menneskemængde i middelhavsbyens travle gågade La Rambla. I alt fjorten mennesker mistede livet og 130 blev såret. Fire personer er anholdt, medens bilens mistænkte fører, den 22-årige marokkaner, Yones Aboyaaqoub, om eftermiddagen mandag den 21. august blev skudt af politiet, da han bar et bombebælte på kroppen.
Stockholm den 7. april 2017:
Ved 15-tiden fredag den 7. april drønede en lastbil gennem menneskemængden på Drottinggaten og ind i et stormagasins udstillingsvindue og dræbte fem og sårede femten alvorligt, hvoraf én senere døde af sine kvæstelser. Senere den 7. april anholdt politiet en 39-årig uzbeker, som har tilstået at stå bag terrorhandlingen.
Berlin den 19. december 2016:
Den 19. december 2016 gik det løs i Berlin, hvor en lastbil ved 20-tiden om aftenen pløjede sig gennem menneskemængden ved et julemarked i forstaden Charlottenburg og dræbe 12 og sårede 49. Lastbilens polske chauffør blev dræbt, da han forsøgte at forhindre den formodede gerningsmand, en 24-årig tuneser, i at kapre lastbilen. Tuneseren blev fire dage senere dræbt i Milano under en skudveksling med italiensk politi.
Nice den 14. juli 2016:
Under Bastilledagen i Nice den 14. juli sidste år blev 86 dræbt og 434 såret, da en terrorist ved 23-tiden om aftenen gik til angreb med en nitten tons tung lastbil mod en tæt pakket menneskemængde på Promenade de Anglais. Gerningsmanden, en 31-årig mand af tunesisk oprindelse, blev under aktionen dræbt af fransk politi. Få dage før aktionen havde han i øvrigt overført 800.000 danske kroner til slægtninge i Tunesien.
Her kan du læse mere om danske skraldebiler som terrorvåben:
https://fagbladet3f.dk/artikel/vi-er-blevet-skydeskiver-terrorister