En politimand er på vej hen på stationen i byen Clarksville, der ligger i den amerikanske stat Indiana.
Pludselig bliver han udsat for et højst overrumplende voldeligt overfald. Gerningsmanden er … en gås.
Den giver betjenten nogle ordentlige bank med sine vinger. Han forsøger at forsvare sig ved at svinge sin taske mod gåsen. Men han falder omkuld og flygter så snublende i retning af politistationen.
Gåsen spankulerer veltilfreds rundt, efter at den har jaget politimanden væk. Som om den tænker: ”Dér fik jeg virkelig givet ham tørt på.”
Ifølge den lokale TV-station WDRB slap betjenten uskadt fra slagsmålet – altså lige bortset fra hans stolthed.
Selvfølgelig kunne en af betjentens kolleger ikke nære sig for at offentliggøre videoen på YouTube. Den har været vældig populær.
Flere gartnere i området er også blevet overfaldet af aggressive gæs. Man mener, at gæssene forsvarer deres territorium, fordi der er unger i reden.
Faktisk kan Folkets Dagblad i Kina fortælle, at man i provinsen Xinjiang bruger gæs frem for hunde til at bevogte politistationerne om natten.
Måske vil politiet i Indiana overveje noget lignende. Nu ved man i hvert fald, at gæssene kan slå hårdt.