|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Tidligt om morgenen den 3. august blev den 15-årige britiske dreng Fraser vækket ved, at fire politibetjente slog døren op til hans værelse og anholdt ham. Han blev kørt til politistationen, fik taget fingeraftryk og DNA-prøve og blev anbragt i en celle. Hans telefon blev beslaglagt, og hans værelse gennemsøgt.
Anledningen var, at Fraser, der er aktiv i Reform UK, havde skrevet en række opslag på Facebook, hvor han gjorde grin med en konservativ lokalpolitiker og gruppeformand i Wolverhampton byråd, Simon Bennett. Han havde blandt andet forsynet Simon Bennett med kaninører og store tænder på et manipuleret billede og kaldt ham rent boy, et nedsættende udtryk for en mandlig prostitueret.
Det var groft og barnagtigt, men Fraser er også kun 15 år.
Det virkelig bemærkelsesværdige er derfor ikke drengens opførsel, men de voksnes:
Bennett følte sig chikaneret og henvendte sig til kommunen for at få råd om, hvad han skulle stille op med drengen. Kommunen anbefalede ham at kontakte politiet, hvilket han gjorde, hvorefter politiet iværksatte en efterforskning, som kulminerede med anholdelsen.
Dermed havde en hel kæde af voksne mennesker, fra den folkevalgte politiker over kommunens embedsmænd til politiet, medvirket til at gøre en teenagers latterliggørelse af en politiker til et anliggende for statens magtapparat. Og ingen synes undervejs at have stillet det indlysende spørgsmål: Hvorfor skal myndighederne overhovedet beskæftige sig med dette?
I Danmark ville vi næppe have oplevet noget tilsvarende. Faktisk forekommer det utænkeligt, at en dansk politiker ville reagere lige så ømskindet, og endnu mindre tænkeligt, at dansk politi ville reagere som det britiske. Men i Storbritannien er forholdet mellem borgerne og deres myndigheder tilsyneladende forskubbet så meget, at ingen af de involverede fandt anledning til at standse forløbet.
En kursændring, der ikke ændrede kursen
Anholdelsen fandt sted blot fire måneder efter, at den britiske Labour-regering efter massiv kritik havde annonceret et opgør med politiets indblanding i borgernes lovlige ytringer.
Den 31. marts meddelte indenrigsminister Shabana Mahmood, at politiets registrering af såkaldte Non-Crime Hate Incidents, NCHI, skulle afskaffes i sin hidtidige form. Systemet havde gennem årene gjort det muligt for politiet at registrere og undersøge borgernes ytringer, selv når der ikke var begået nogen forbrydelse. I stedet skulle politiet koncentrere sig om det, de er sat i verden for, nemlig at bekæmpe kriminalitet.
Men fire måneder senere blev Fraser altså anholdt.
Anholdelsen af Fraser for et barnligt opslag på Facebook er ikke bare grotesk i sig selv. Den rejser også spørgsmålet, om en myndighedskultur, der i årevis har vænnet sig til at betragte borgernes ytringer som et legitimt genstandsfelt for politiets arbejde, overhovedet kan rulles tilbage ved en politisk beslutning.
For omfanget af politiets indblanding i borgernes ytringsfrihed har været enorm:
Ifølge en gennemgang foretaget af The Times blev der i 2023 foretaget 12.183 anholdelser i England og Wales efter to lovbestemmelser om krænkende, truende eller chikanerende kommunikation. Det svarer til mere end 33 anholdelser om dagen. Hertil kommer den årelange registrering af Non-Crime Hate Incidents, hvor der netop ikke var begået nogen forbrydelse.
Når grænsen forsvinder
Derfor bliver Fraser-sagen også langt mere foruroligende, når man sætter den ind i en større sammenhæng: For hvad sker der med myndighedernes dømmekraft, når de i årevis har vænnet sig til at betragte borgernes ytringer som noget, politiet legitimt kan gribe ind over for, også når der ikke er tale om kriminalitet?
Meget tyder på, at den langvarige praksis ikke alene har flyttet grænsen for, hvornår myndighederne griber ind, men også har udvisket selve forestillingen om, at der findes en principiel grænse, som staten skal respektere.
Når først denne grænse er blevet relativ, bliver også myndighedernes vurderinger relative. Det, som tidligere ville have været åbenlyst uden for politiets opgaver, kan nu fremstå som en naturlig anledning til efterforskning. Og selv når regeringen beslutter at ændre kurs, er det ikke sikkert, at institutionerne længere ved, hvordan de skal finde tilbage.
For hvis problemet alene var en forkert administrativ ordning, kunne man afskaffe den. Men hvis problemet er, at myndighederne har mistet fornemmelsen for forskellen mellem borgernes frihed og statens magt, er det langt vanskeligere at rette op på.
Og det er måske netop her, man skal finde en del af forklaringen på Storbritanniens voksende legitimitetskrise: Ikke alene i de problemer, myndighederne ikke formår at løse, men i deres tilsyneladende manglende evne til at erkende, hvornår de overhovedet ikke burde gribe ind.
