|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Piercinger accepteres ikke. Kasketter og bluser med synlige partipolitiske eller politiske logoer accepteres heller ikke. Men hijabben, det muslimske tørklæde? Den tør ingen bede kvinderne om at tage af. Islamiseringen af de europæiske samfund fortsætter ufortrødent.
Et møde for 28 år siden
For 28 år siden deltog jeg i et møde mellem afdelingsledere og cheflæger som led i en lederuddannelse i Københavns Amtskommune. I dag ville vi sige Region Hovedstaden.
Et af emnerne var, hvordan uniformskravet skulle praktiseres på hospitalerne. Spiller udseendet en rolle i mødet med patienten? Og hvilke krav kan vi som afdelingsledere stille af hensyn til hygiejnen og til de følelser, som personalets udseende kan vække hos patienterne og dermed påvirke samarbejdet?
Cheflægen var stærkt imod piercinger i ansigtet. Her var der enighed om, at de ikke hørte hjemme i en neutral uniformering. Allerede dengang spurgte jeg derfor ind til hijabben. Jeg kaldte den nok tørklædet, for dengang var det et syn, vi kun yderst sjældent mødte blandt hospitalspersonalet. Men de første var så småt begyndt at dukke op.
Kunne hijabben sidestilles med piercinger? Kunne man bede en ansat om at tage tørklædet af i arbejdstiden?
Nej, mente de øvrige deltagere. Ingen syntes at mene, at det var en mulighed, selvom flere dog undlod at tilkendegive deres holdning.
Gammelt tabu
Allerede for 28 år siden var det nemlig blevet tabu at problematisere hijabben på muslimske kvinder. Den fremherskende opfattelse var, at disse få kvinder, for de var få, blot skulle integreres i demokratiet og det danske samfund. Hvis vi tog godt imod dem, ville de nok selv lægge tørklædet fra sig.
Og de blev taget godt imod. Ingen problematiserede hijabben på muslimske læger, sygeplejersker og jordemødre. De var jo professionelle. I mit eget jordemoderregi havde vi kun én jordemoder med hijab, og hun fungerede upåklageligt. Det gjorde den jordemoder også, som efter sin jordemodereksamen mødte op med piercinger. Men hun fik besked på at fjerne dem. Og det blev de.
Af hygiejniske grunde var lange ærmer ligeledes forbudt. Som afdelingsjordemoder måtte jeg derfor bede en muslimsk læge med hijab om at trække sine lange ærmer op. Det var hun ikke begejstret over, selvom det var tydeligt, de var smurt ind i blod og fostervand.
Der var altså klare regler. Nogle krav blev håndhævet uden tøven. Andre blev tilsyneladende vanskeligere at stille, når religion kom ind i billedet.
Hijabbernes tid
Siden er der gået mange år. I dag ser vi langt flere kvinder med hijab i offentlige stillinger.
Men kom de så helt af sig selv ind i demokratiet og tog vores frie demokrati til sig? Nej. Udviklingen er i hvert fald ikke gået så enkelt, som mange forestillede sig.
I dag oplever vi et markant modspil fra stærkt troende, der tilsyneladende hellere vil følge Koranens regler og love end det frie demokratis samfundsindretning. Forleden opstod der endnu en diskussion om hijab, denne gang i forbindelse med en anklager, der meddelte glædestrålende på de sociale medier, at hun nu er Danmarks første anklager med hijab.
Et overvældende flertal af Christiansborgs politikere mener, at en anklager ikke bør bære hijab. Man kan derfor håbe, at der bliver vedtaget et forbud. Hvorfor?
Fordi en anklager er en myndighedsperson, som bør fremstå politisk og religiøst neutral. Det gælder ikke mindst i en funktion, hvor borgerne skal kunne have tillid til, at loven håndhæves uden religiøse eller politiske hensyn. Og nej, man fremstår ikke nødvendigvis neutral, når man bærer et synligt religiøst symbol som hijabben.
Religiøs manifestation
Uanset hvor ofte en muslimsk kvinde forklarer, at tørklædet er en del af hendes identitet, og at hun sagtens kan udføre sit arbejde professionelt, ændrer det ikke ved, at mange borgere ser hijabben som en manifestation af hendes religion.
Uanset om man er kvinde eller mand, anklager i retssystemet, læge, sygeplejerske, jordemoder på et hospital eller socialrådgiver i det sociale system, er opgaven først og fremmest at være der for borgeren, klienten og patienten. Det er ikke borgerens opgave at forholde sig til den ansattes religiøse eller politiske overbevisning.
Alligevel ser vi en besynderlig forskelsbehandling. Møder offentligt ansatte på arbejde med synlige politiske eller religiøse symboler, risikerer de at blive sendt hjem med besked om at vende tilbage i neutralt tøj eller uniform. Men hijabben får lov at blive siddende.
Politisk korrekt hykleri
Piercinger accepteres ikke. Kasketter og bluser med synlige partipolitiske eller politiske logoer accepteres heller ikke. Vi ser ikke mandlige offentligt ansatte møde op med kalotter eller turbaner som en almindelig del af deres uniformering. Ingen kasketter med Trump- eller Paludan-sympatier. Ingen bluser med klimaaktivisme eller Generation Identitær.
Men hijabben? Den tør ingen bede kvinderne om at tage af.
Det er ikke blot inkonsekvent. Det er forskelsbehandling af medarbejderne, når ledelsen håndhæver reglerne forskelligt alt efter, hvilket symbol der er tale om.
Samtidig kan det være voldsomt intimiderende for de borgere, klienter og patienter, der har svært ved at forholde sig til et så stærkt religiøst symbol, som hijabben er. Hvis hijabben ikke havde en særlig betydning, hvorfor skulle det så være så problematisk at tage den af i arbejdstiden?
Småpiger med hijab
Endnu mere bekymrende er det, at småpiger møder op i folkeskolen med hijab. At et forbud mod tildækning af småpiger ikke kunne gennemføres, trods en anbefaling fra Kommissionen for Den Glemte Kvindekamp, er fuldstændig uforståeligt.
Det vidner efter min opfattelse om den islamisering, der fortsat finder sted i det danske samfund og i resten af Europa. Man tør simpelthen ikke tage diskussionen til ende.
Og det gælder, selvom vi ved, at kvinder andre steder i verden risikerer livet i kampen for at slippe fri af religiøs tildækning. Vi ved også, at hijabben ikke blot er et stykke stof for alle, der bærer den. Den forbindes med forestillinger om kvindelig dydighed og med religiøse krav om, at muslimske kvinder skal optræde ærbart over for fremmede mænd.
I min optik er det et signal om, at kvindens adfærd og påklædning fortsat skal reguleres af religiøse forskrifter. Og det bør vi turde diskutere åbent. Tiden må derfor være inde til, at vi siger fra over for kravet om, at borgere skal forholde sig til myndighedspersoners religiøse tro og politiske overbevisning.
