I dag træder det nye dagpengesystem i kraft: Her er ændringerne

Colourbox

Fra 2. januar kan man bruge opsparede arbejdstimer til at forlænge sin dagpengeperiode.

 

En række ændringer af dagpengesystemet træder i kraft i løbet af 2017.

 

Ændringerne betyder blandt andet, at man fremover kan forlænge sin dagpengeperiode ved at tage småjob og vikariater.

 

Her er et overblik over det nye dagpengesystem ifølge Beskæftigelsesministeriet:

 

* De nye regler giver mulighed for at opspare arbejdstimer og forlænge dagpengeperioden med op til et års ekstra dagpenge.

 

* Allerede nu tæller hver time, man arbejder, med i ens opsparing og giver ret til to timers forlængelse af dagpengeperioden. Også småjob eller job i kortere perioder vil forbedre ens dagpengesituation.

 

* Fra 2. januar kan man bruge sine opsparede timer til at forlænge sin dagpengeperiode eller til at optjene en ny toårig dagpengeperiode.

 

* Frem til 1. juli 2017 skal man have mindst 9,3 arbejdstimer i alt for at kunne forlænge sin dagpengeperiode. Det krav bortfalder 1. juli 2017.

 

* Dagpengeperioden er to år med mulighed for forlængelse.

 

* Hver gang man har været ledig i en fire-måneders periode, vil der fra 1. juli 2017 være en karensdag. Det er en nedsættelse af dine dagpenge, som svarer til værdien af 1 dags dagpenge. Man undgår en karensdag, hvis man arbejder mere end 148 timer inden for fire-måneders perioden.

 

* Man kan i højere grad selv påvirke, hvornår ens dagpenge udløber. Det gør man ved at tage arbejde, når man kan, og dermed spare op til en forlængelse eller en ny dagpengeperiode.

 

* Ens dagpenge afregnes fra 1. juli 2017 i timer. Det betyder, at man kun bruger af sine dagpenge for de timer, man reelt får udbetalt.

 

* Fra 1. juli 2017 har man op til halvandet år til at bruge sine optjente dagpenge, efter at den toårige dagpengeperiode er udløbet.

 

Ministeren er tilfreds med reglerne

Få timers job forlænger dagpengeperioden for de ledige i det nye dagpengesystem, siger beskæftigelsesminister.

 

Det er godt, at ledige på dagpenge får et mere smidigt system, hvor de kan forlænge dagpengeperioden med småjob.

 

Det siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om det nye dagpengesystem, som træder i kraft mandag.

 

– Hvis man tager småjob, så får man nogle bedre vilkår for de dagpenge, man optjener. Det sker for at give mere fleksible vilkår til dem, der gerne vil have en tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Bag reformen står V-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Reformen følger dagpengekommissionens anbefaling.

Forlæng dagpengeperiode med få timers arbejde

Ledige kan fra 2. januar forlænge dagpengeperioden med få timers arbejde, som de kan spare op.

 

Når småjob også giver ret til dagpenge, vil flere ledige tager vikariater eller småjob, mener beskæftigelsesministeren.

 

Var systemet for stift, når ledige skulle arbejde et år for at få dagpenge igen?

 

– Det er en reaktion på det arbejdsmarked, vi vil se i fremtiden. Mange mennesker arbejder nu i perioder. De har måske ikke et fuldtidsjob. Derfor har man brug for nogle mere fleksible mekanismer, siger Troels Lund Poulsen.

 

Fra 1. juli kan ledige tjekke deres timebank på jobnet.dk.

En times arbejde bliver nok

Indtil 1. juli kan de få oplyst i a-kassen, hvor mange timer de har. Indtil 1. juli skal ledige arbejde mindst 9,3 timer for at få forlænget dagpenge. Derefter er en time nok.

 

Før skulle de ledige arbejde i et år, inden de havde genoptjent retten til dagpenge. Nu optjener ledige dagpengeret i forholdet 1:2. Når de arbejder én dag, får de ret til to dage på dagpenge.

 

Ledige kan højst forlænge deres dagpengeperiode på to år med et ekstra år. Derefter skal de have mindst 1924 timers arbejde inden for tre år for at genoptjene deres dagpengeret.

 

Troels Lund Poulsen glæder sig over, at flere kommer i job, så færre er ledige.

 

/ritzau/

 

Del på Facebook