De er udvist til Kroatien: Men det blæser Levakovic-klanes sigøjnergangstere hånligt på og rejser ind og ud af Danmark, som det passer dem

Arkivfoto fra familiens storhedstid / privatfoto

De er udvist af Danmark for grov kriminalitet. Blandt andet brutale røverier, vold og tricktyverier samt bortførelse og voldtægt, men alligevel opholder de sig i Danmark, som det passer dem

 

Det har de tre udviste Levakovic-gangstere, brødrene Stefano og Django Levakovic samt deres nevø Alpacino Petrovic gang på gang demonstreret.

 

Efter at have været igennem en række retsinstanser blev de alle tre udvist af Danmark i løbet af 2015.

 

Stefano og Django Levakovic er udvist for bestandig, medens deres nevø Alpacino Petrovic blev udvist med indrejseforbud i 12 år.

 

En fjerde udvist er Jura Levakovic.

 

Han slår dem alle, hvad kriminalitet angår. Han blev ved Østre Landsret i august 2013 udvist til Kroatien for bestandig og afsoner stadig sin dom. Han blev nægtet at få udvisningen prøvet ved Højesteret og har nu anket sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

Men de færdes stadig i Danmark

Selvom de tre sigøjnergangstere blev udvist til Kroatien opholder de sig nu i Sverige. Her har de ikke indrejseforbud, men har tværtimod som EU-borgere fri adgang til landet på den anden side af Øresund.

 

Django Levakovic bor nu fast i Malmø. Han har i Danmark fået et utal af domme på tilsammen 20 års fængsel.

 

Alpacino Petrovic, som har en alenlang forbryderkarriere præget af vold og brutalitet bag sig, har slået sig ned i Hälsingborg. Hans udvisningsdom blev blandt andet udløst af, at han havde kidnappet, groft mishandlet og voldtaget sin eks-hustru i flere døgn.

 

Stefano Levakovic’s opholdssted er ukendt, men da han ifølge Ekstra Bladet i sidste måned sendte live på sin Facebook fra Gammel Torv i København, vil det være nærliggende at tro, at han også har slået sig ned i Sverige. Han har domme på tilsammen ti år.

 

Det var et ualmindeligt råt og brutalt hjemmerøveri mod en svagelig 77-årig mand, der slutteligt medførte, at brødrene Django og Stefano Levakovic blev udvist af Danmark for bestandig.

 

Tager over Øresund til Danmark og begår kriminalitet

I en stort opsat artikel har Ekstra Bladet beskrevet, hvordan de udviste sigøjnergangstere gang på viser sig i Danmark på trods af deres udvisningsdomme.

 

Og de fortsætter deres kriminelle løbebane.

 

Således blev Alpacino Petrovic så sent som den 20. september i år anholdt for et groft tricktyveri i Jylland, skriver Ekstra Bladet.

 

I retten forklarede han, at han var taget til Danmark for at skaffe penge til hash, samt at det i øvrigt ikke var første gang, han var rejst ulovligt ind i Danmark.

 

Ligeledes blev Django Levakovic anholdt den 16. februar i år for tøjtyveri i en forretning i København. Han forklarede i retten, at han var taget til Danmark for at besøge sin syge mor.

 

Ligeledes har Ekstra Bladet på Levakovic’ernes Facebook fundet fotos, hvor de udviste gangstere poserer i Danmark sammen med de kriminelle klanmedlemmer, som endnu ikke er udvist,

 

Svært at forhindre udviste i at rejse til Danmark

På Syddansk Universitet fastslår lektor i udlændingeret, Peter Starup, at der ikke er noget til hinder for, at udviste kan slå sig ned i EU-lande, hvor de ikke har indrejseforbud.

 

”Man hører også om mange, som bosætter sig i Sverige, hvor de er tæt på familien, og så kan det være svært at kontrollere, om de kører over broen til Danmark,” siger Peter Starup til Ekstra Bladet.

 

Han nævner i den forbindelse, at Danmark har mulighed for at indgå en aftale med Sverige om, at udviste fra Danmark heller ikke kan få indrejse i Sverige, hvis deres kriminalitet er af en sådan karakter, at den udgør en trussel mod den offentlige orden.

 

Da en sådan aftale ikke eksisterer er det af samme grund svært at forhindre udviste i at rejse tilbage til Danmark, fastslår lektoren.

 

”Det kommer jo an på, hvor hårdt man bliver straffet for at bryde indrejseforbuddet og hvor afskrækkende, det virker på den pågældende,” siger Peter Starup til Ekstra Bladet og fortsætter:

 

”Hvis vedkommende er ligeglad kan man jo ikke rigtigt gøre noget for at dæmme op for det.”

 

DF: Grænsekontrol mod Sverige kan løse problemet

Hos Dansk Folkeparti mener integrationsordfører Martin Henriksen, at der dog er en effektiv måde at løse det problem på.

 

”Dansk Folkeparti har ved tidligere lejligheder fremhævet nødvendigheden af grænsekontrol mod Sverige, og sagen her med de udviste sigøjnergangstere, der fra Sverige rejser ind og ud af Danmark, som det passer dem, er jo endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er, at vi også har grænsekontrol andre steder end mod Tyskland,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:

 

”Regeringen har tidligere været inde på den tanke, men det er som om det er ved at gå i regeringens glemmebog.”

 

Straffen for ulovlig indrejse er ifølge Ekstra Bladet ti til tres dages fængsel første gang, to til fire måneders fængsel anden gang og mere end fire måneders fængsel tredje gang.

 

I den forbindelse er Martin Henriksen dog noget tilbageholdende med hensyn til at skærpe straffen for ulovlig indrejse.

 

”De har ikke noget at gøre i Danmark. Heller ikke i et fængsel,” fastslår Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.

 

Du kan læse hele artiklen i Ekstra Blade her:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/levakovicer-pendler-frem-og-tilbage-til-danmark-det-er-helt-uacceptabelt/6861667

 

Og her kan du læse meget mere om Levakovic’erne:

https://denkorteavis.dk/2016/storkriminel-levakovic-gangster-igen-i-aktion-smadrede-hovedet-pa-en-medfange-i-nyborg-statsfaengsel/

 

https://denkorteavis.dk/2015/sigojnerbossens-gimi-levakovics-nevo-dodskorsel-brutal-bortforelse-mishandling-og-voldtaegt-af-ekshustru-men-bliver-han-udvist/

 

https://denkorteavis.dk/2017/udvist-levakovic-gik-totalt-amok-i-retten-matte-laegges-i-handjern-og-mandsopdaekkes-medens-han-rabte-fucking-racister/

 

https://denkorteavis.dk/2017/vanvid-den-storkriminelle-gangster-gimi-levakovic-losladt-og-for-lov-at-blive-i-danmark-medens-dansk-gifte-og-lovlydige-luliia-skulle-udvises/

 

 

Del på Facebook