Django Levakovic blev i 2015 blev udvist af Danmark for bestandig af Højesteret. Men det tager han ikke så tungt. Han huserer fortsat i landet med kriminalitet, og det kan han takket være de åbne grænser.
Således blev han den 16. februar i år grebet på fersk gerning af en vagt under et butikstyveri i butikken Wood Wood Museum, og i torsdags den 16. marts faldt dommen i form af ét år og tre måneders fængsel.
Ud over to butikstyverier blev han dømt for yderligere fire overtrædelser af straffeloven i form af overtrædelse af indrejseforbud, for at udgive sig for at være sin bror Giovanni, som hidtil har undgået udvisning, samt for at være i besiddelse af en kniv og en joint. Det skriver BT 17.3.
Måtte lægges i håndjern og mandsopdækkes
Da dommen blev læst op, udløste den et sandt raserianfald hos Levakovic’en, der førte sig så voldsomt frem, at han måtte lægges i håndjern og mandsopdækkes, medens han ifølge BT råbte til dommeren:
”Jeg synes, at jeg får en for høj straf. Er det ikke mærkeligt, at jeg bliver straffet så højt for sådan nogle bagatelforhold,”
Samtidig fyrede han råbende sin forsvarer med ordene:
”Jeg vil have en ny forsvarer. Jeg gider ikke tale mere med dig. Fucking racister!”
Derefter pegede han på BT’s journalist: “Jeg håber, du skriver noget ordentligt, din fucking forpulede svans. Din fucking luder.” (BT 17.3)
Blev udvist efter brutalt hjemmerøveri mod 77-årig mand
Som tidligere nævnt blev Django Levakovic udvist af Danmark for bestandig af Højesteret, som den 21. april 2015 stadfæstede udvisningsdomme fra både byret og landsret.
Den aktuelle årsag til udvisningen var et brutalt hjemmerøveri, han begik sammen med sin bror, Stefano, mod en 77-årig mand i Kastrup.
De havde først stjålet mandens pung, hvor de fandt hans adresse og ved at udgive sig for at være politibetjente, der kom angående tyveriet af pungen, fik de adgang til lejligheden, som de raserede totalt.
De blev begge ved Københavns Byret i september 2013 idømt fem og et halvt års fængsel samt udvisning af Danmark for bestandig. Begge ankede udvisningen til Østre Landsret, som stadfæstede den, hvorefter de ankede til Højesteret, idet Stefano dog trak sin anke tilbage og accepterede udvisningsdommen.
Har fået domme på tilsammen tyve år
I sin begrundelse for at stadfæste udvisningsdommen over Django Levakovic fremførte Højesteret dengang, at Django Levakovic over en lang årrække havde fået i alt tredive domme med tilsammen tyve års fængsel, hvoraf han havde afsonet de tolv år.
På sin side fremførte anklagemyndigheden blandt andet, at Django Levakovic uanset sit lange ophold i Danmark:
”Ikke i nogen forstand er integreret i det danske samfund, og at der heller ikke er nogen udsigt til, at han vil blive det. Han har ingen uddannelse og har aldrig haft tilknytning til det danske arbejdsmarked,” oplyste anklagemyndigheden i sin skriftlige begrundelse og understregede:
”Hans vedvarende kriminalitet viser, at han ikke har magtet eller ønsket at blive integreret i det danske samfund.”
På kontanthjælp med et liv i luksus
I lighed med den øvrige Levakovic-familie har også Django Levakovic været på kontanthjælp hele livet, men det har hverken forhindret ham og de øvrige familiemedlemmer at leve et liv i luksus med dyre biler finansieret af røverier og tricktyverier med videre.
I 2011 viste beregninger, Ekstra Bladet fik foretaget, at Levakovic-familien dengang havde kostet de danske skatteborgere 73,9 millioner kroner, siden de i 1972 dukkede op i Danmark fra Kroatien.
Det var for seks år siden og udgifterne for de danske skatteborgere er formentlig nu tæt op mod hundrede millioner kroner.
Bor nu i Sverige med fri adgang til Danmark
Selvom Django Levakovic er blevet udvist til Kroatien, bor han dog stadig tæt på København, idet han har fået bopæl i Sverige, hvilket gør det let for ham at fortsætte sin kriminelle løbebane i Danmark.
Sagens sammenhæng har fået formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), til at ryste på hovedet.
”Det er helt fint med udvisningsdomme for udenlandske kriminelle, og den slags retsafgørelser kan vi ikke få nok af, men det er helt forrykt, at vi ikke samtidig sikrer, at de efterleves,” siger Peter Skaarup til Den Korte Avis og understreger:
”Der er kun én måde at sikre det på, og svaret er her grænsekontrol i god gammeldags forstand med døgnbevogtning af vore grænser. Det er et kardinalpunkt for Dansk Folkeparti, og vi vil blive ved med at presse på.”
Peter Skaarup er dog overbevist om, at Folketingets flertal på et tidspunkt vil komme så meget til fornuft, at de indser, at danskernes sikkerhed er vigtigere end Schengens regler.
http://www.bt.dk/krimi/levakovic-amok-i-retten-din-fucking-forpulede-svans