Asmaa Abdol Hamid i konflikt: Betjente ved Fyns Politi har klaget over, at hun ikke vil hilse på dem med håndtryk

Knap nok var Asmaa Abdol Hamid i 2013 blevet ansat ved Fyns Politi for at bygge bro mellem Vollsmose og politiet, førend der internt i politiet blev ballade omkring hendes islamiske fremfærd.

 

Den dybt troende muslim forlangte, at ansatte ved Fyns Politi skulle rette sig efter Koranen og acceptere, at hun som muslimsk kvinde ikke må give håndtryk til mænd.

 

Det skabte hurtigt problemer.

 

Det fremgår det af evalueringsrapporten over hendes arbejde som koordinator i et dialogprojekt mellem Fyns Politi og indbyggerne i ghettoen Vollsmose.

 

Den Korte Avis har fået indblik i rapporten, og her hedder det om projektets start blandt andet, at:

 

”Kollegaer ved Fyns Politi gav udtryk for utilfredshed med, at en til projektet ansat koordinator (Asmaa Abdol Hamid, red.) ikke gav hånd til mænd.”

 

Men hvad er det derefter sket?

 

Har de pågældende politibetjente af ledelsen har fået besked på at følge islamiske regler, eller er det Asmaa Abdol-Hamid, som har fået besked på at rette sig efter danske regler?

 

Det vil Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti nu forsøge at få opklaret.

 

Pernille Bendixen: Det her må justitsministeren udrede

Pernille Bendixen er ud over Folketinget også er medlem af Odense Byråd.

 

Hun har tidligere haft den tidligere justitsminister Søren Pind (V) og nuværende justitsminister, Søren Pape Poulsen (KF) involveret i sagen om Asmaa Abdol-Hamids islamiske fremfærd som ansat ved Fyns Politi.

 

Således har tidligere justitsminister Søren Pind blandt andet i et svar til Pernille Bendixen understreget, at han forudsætter, at:

 

“Medarbejdere på ministeriets områder (herunder politiet, red.) udviser den fornødne respekt, for eksempel ved at give hånd i situationer, hvor det forekommer naturligt.”

 

Nuværende justitsminister Søren Pape Poulsen har efterfølgende under et samråd i Folketingets Retsudvalg oplyst, at ledelsen i Fyns Politi over for ham har givet udtryk for, at der ikke har været klaget over Asmaa Abdol Hamids islamiske hilsemetoder.

 

”Men det ser jo ikke ud til at være helt korrekt, hvis man skal tro evalueringsrapporten. Det her må justitsministeren udrede,” siger Pernille Bendixen til Den Korte Avis.

 

I dag skal Søren Pape Poulsen forklare sig i Folketinget

Denne udredning skal finde sted i folketingssalen i dag, onsdag.

 

Pernille Bendixen oplyser således, at hun i dag under spørgetiden til ministrene vil stille justitsminister Søren Pape Poulsen følgende spørgsmål:

 

”Ministeren oplyser på et samråd, at der ifølge ministeren ikke har været “en konkret sag” vedrørende en ansat ved Fyns Politi, der ikke vil give hånd til mænd,” lyder spørgsmålet, som fortsætter:

 

”Alligevel fremgår det af følgende rapport at der har været flere ansatte, der har været utilfredse med det manglende håndtryk. Hvad er ministerens kommentar til det?”

 

Spørgetiden starter klokken 13:00, hvor Pernille Bendixen i øvrigt er på som den første. Det hele kan følges på Folketingets TV Kanal, på PC og på mobiltelefoner med netforbindelse.

 

Tilføjelse: Onsdag klokken 13:00 meddelte Folketingets formand, at Pernille Bendixens forespørgsel var taget af dagsordenen. Ifølge Bendixen havde Pape Poulsen erklæret, at han ikke ville være i stand til at svare tilfredsstillende og har nu bedt om at få spørgsmålet tilsendt skriftligt.

 

På trods af brobyggeri: Balladen fortsætter i Vollsmose

Som nævnt blev Asmaa Abdol-Hamid i 2013 ansat ved Fyns Politi med det formål at bygge bro mellem indbyggerne i Vollsmose og politiet.

 

Det har dog ikke gjort bydelen hverken mere fredelig eller til et mere sikkert sted for politiet at færdes.

 

Tværtimod er antallet af politiets udrykninger til Vollsmose siden da steget fra 1.023 i 2012 til i alt 1.163 udrykninger i 2016, fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg.

 

Op mod fyrre hætteklædte mænd angreb politiet

For politiet har situationen heller ikke ændret sig.

 

I december sidste år måtte en politipatrulje tilkalde forstærkning, efter at den i Vollsmose var blevet angrebet under et forsøg på at anholde nogle personer, der var ved at bryde et pengeskab op.

 

Den 12. april i ligeledes 2016 blev en politipatrulje i Vollsmose angrebet af 40 hætteklædte unge mænd, hvorefter politiet måtte rykke talstærkt ud for at komme patruljen til undsætning.

 

”Men det er der ikke noget usædvanligt i,” sagde politikommissær Erik Skov, Fyns Politi, dengang til Lokalavisen Odense og fortsatte:

 

“Der skete det, der desværre sker derude med jævne mellemrum, nemlig at vi patruljerer, som vi altid gør, og at de kaster ting og sager efter os.”

 

Blev angrebet med bezinbomber

Men det er ikke altid, at de i Vollsmose nøjes med at kaste ting og sager mod politiet.

 

Således blev politiet eksempelvis den 9. juni 2015 angrebet direkte med benzinbomber.

 

Blot et par eksempler på den nytte, de menige politifolk i Odense har haft af Asmaa Abdol-Hamids brobyggeri siden 2013.

 

Her kan du læse mere om Asmaa Abdol-Hamids ansættelse ved Fyns Politi:

https://denkorteavis.dk/2017/asmaa-abdol-hamid-vil-ikke-give-hand-til-maend-men-er-alligevel-ansat-ved-politiet/

 

https://denkorteavis.dk/2017/intern-kritik-hos-fyns-politi-af-asmaa-abdol-hamids-rolle-faktisk-har-politiet-faet-det-svaerere-i-vollsmose-mens-hun-har-vaeret-ansat/

 

https://denkorteavis.dk/2016/asmaa-abdol-hamid-er-ansat-ved-politiet-men-naegter-at-folge-danske-normer-nu-vil-dansk-folkeparti-have-justitsministeren-pa-banen/

 

https://denkorteavis.dk/2017/asmaa-abdol-hamid-scorer-kassen-som-ansat-ved-fyns-politi-tjener-hun-ti-tusinde-kroner-mere-om-maneden-end-en-politibetjent/

Del på Facebook