Dramatisk konfrontation: Politimand nægter at give hånd til Frankrigs præsident ved mindehøjtidelighed for den kollega, der forleden blev dræbt af en terrorist

Denne video er en optagelse fra en mindehøjtidelighed for politichef Jean-Baptiste Savaing og hans kæreste Jessica Schneider, der brutalt blev myrdet af terroristen Larossi Abbala den 13. juni. Morderen har pakistanske rødder.

 

Frankrigs præsident Francois Holland deltog i højtideligheden, det samme gjorde premierminister Manuel Valls.

 

Hollande kalder i en tale de to myrdede for ”hverdagens helte”. Men de smukt klingende ord forhindrer ikke en dramatisk konfrontation, da han bagefter går ned langs rækken af politifolk og giver dem hånd.

 

Da turen kommer til politimanden Sébastien Jallamion, der må støtte sig til to krykker, nægter denne simpelt hen at give præsidenten hånd.  Han bliver bare stående og ser ud i luften med et fast blik. Hollande skynder sig videre for at slippe ud af den pinlige situation.

 

Sitrer af spændinger

Bagefter kommer premierminister Manuel Valls, og det samme sker. Politimanden giver ikke hånd, men ser lige frem for sig.

 

I modsætning til Hollande reagerer Valls. Han går tæt på politimanden, ser direkte på ham og kommer med nogle bemærkninger, men det vides ikke, hvad der bliver sagt.

 

Valls virker vred, men det ændrer ikke politimandens attitude. Så tager premierministeren sig i det og slutter af med at give Jallamion et klap på skulderen.

 

Men optrinnet sitrer af spændinger. Politimanden udstråler foragt og forbitrelse i forhold til præsidenten og regeringschefen. På den anden video hører man hvorfor.

 

Sviende anklage

Her holder Jallamion en mindetale over sin kollega Jean-Baptiste Savaing og hans kæreste Jessica Schneider, der arbejdede på kontor hos politiet.

 

Men mindetalen udvikler sig til en sviende anklage mod de ansvarlige politikere og myndighederne i det hele taget.

 

Jallamion giver frit løb for sin harme over, at terroristen Larrosi Abbala fik lov til at begå de bestialske mord – parrets treårige søn så sin mor få skåret halsen over.

 

Abbala blev i 2013 idømt tre års fængsel for deltagelse i forberedelser til en terrorhandling. Myndighederne vidste, at han var en farlig islamisk ekstremist. Alligevel sørgede man ikke for at holde ordentligt øje med ham.

 

Jallamion giver udtryk for, at der er sket alvorlige svigt hos ansvarlige myndighedspersoner.

 

Samtidig kobler han terrorhandlingen til den ekstreme mangel på ressourcer i politiet. Han peger på, at der er skåret ned på politistyrken, samtidig med at opgaverne hober sig voldsomt op.

 

Cheferne har ikke lyst til at tage opgøret med regeringen, men forsøger at optræde ”smidigt” – hvilket vil sige, at politifolkene får besked om, at de bare må klare arbejdet med de ressourcer, der er.

 

Dyb frustration

Den usædvanligt skarpe kritik af politikerne og politifolkenes chefer udvikler sig til en politisk brandtale. Jallamion bryder alle regler ved helt direkte at sige, at årsagen til de enorme problemer er, at man har valgt en socialistisk præsident!

 

Han er tydeligvis en mand, der koger så meget af harme, at han nægter at lægge nogen bånd på sig selv. Hans tale er jo ensbetydende med, at han vinker farvel til enhver karriere i politiet. I forvejen er han blevet trukket ud af aktiv tjeneste.

 

Nu er han bevidst om, at hans ord også vil fjerne ham fra reserven.

 

Få politifolk er så åbenmundede og konsekvente som Sébastien Jallamion. Men der er næppe tvivl om, at han udtrykker den dybe frustration, som mange franske politifolk føler.

 

Problemerne vælter ind over dem – fra den enorme terrortrussel til EM i fodbold. Men de kan ikke gøre den indsats, som de gerne ville gøre, og som er nødvendig.

 

Oven i købet må de finde sig i, at venstreekstremister og andre politihadere angriber dem.

 

Der er ikke meget overskud tilbage. Heller ikke hos Sébastien Jallamion. Ikke engang overskuddet til at holde på formerne og give hånd til en præsident, som han giver et stort ansvar for, at det er gået så galt.

 

Se den dramatiske konfrontation her:

 

 

Se talen her:

 

Del på Facebook