|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Der er noget mærkeligt ved som dansker at se en britisk debat om islam i 2026. Ikke fordi emnet er irrelevant. Tværtimod. Men fordi næsten alle argumenterne lyder så bekendte.
Den 17. juni havde den hæderkronede debatforening Oxford Union inviteret til debat under overskriften This House Believes the West is Right to be Suspicious of Islam (Dette hus er af den opfattelse, at Vesten har ret i at være skeptisk over for islam). Debatten skulle munde ud i en afstemning for og imod dette udsagn.
På den ene side sad Tommy Robinson, den britiske skuespiller og politisk aktivist Laurence Fox og den britisk-israelske journalist Jonathan Sacerdoti. På den anden tidligere konservativ minister Jacob Rees-Mogg, den muslimske debattør Abdullah al-Andalusi og podcasteren Michael Doward.
Det blev to en halv times diskussion om Koranen, haditherne, jihad, terrorisme, tolerance, kvinders rettigheder og selvfølgelig den efterhånden uopslidelige påmindelse om, at de koranvers og hadither, der ikke tager sig fordelagtigt ud for moderne vestlige øjne, skal læses i deres rette kontekst.
For en dansker, der har fulgt debatten om islam og ytringsfrihed siden Muhammedkrisen, var der noget been there, done that over det hele. Muhammedkrisen blev Danmarks brutale lynkursus i mødet mellem islam og den vestlige ytringsfrihed og tvang os til at tage en diskussion, som briterne trods deres massive problemer med islam tilsyneladende stadig fører tyve år senere.
Det mest interessante var heller ikke, hvad der blev sagt inde i Oxford Union, men hvad der skete omkring den.
Debatten, der næsten ikke kunne finde sted
Invitationen til især Tommy Robinson havde udløst voldsomme protester. På selve aftenen samledes hundredvis af demonstranter fra bl.a. Stand Up to Racism og en række venstreorienterede og propalæstinensiske organisationer omkring Oxford Union, hvilket fik forretninger og pubber til at lukke tidligt, og politiet til at afspærre gader og iværksatte en omfattende sikkerhedsoperation.
Og ikke uden grund: en talsmand for Oxford Stand Up to Racism sagde ligefrem til studenteravisen Cherwell, at man gennem antallet af demonstranter kunne “prevent this horrible debate”.
Og det prøvede man så at gøre: udenfor forsøgte såkaldte antifascister fysisk at forhindre en debat i at finde sted – indenfor diskuterede man, om Vesten havde grund til at være mistænksom over for islam.
Paradokset blev endnu tydeligere, da Oxford Unions præsident, Arwa Elrayess, under debatten gjorde det til en pointe over for Robinson, at han kun kunne sidde dér og tale på grund af de omfattende sikkerhedsforanstaltninger omkring ham.
Det var ubestrideligt.
Men som argument imod Robinson var det et spektakulært selvmål.
For spørgsmålet meldte sig selv:
Beskyttet mod hvem?
Det var jo ikke Robinsons tilhængere, politiet skulle beskytte hans modstandere imod. Det var tværtimod Robinson og selve arrangementet, der måtte beskyttes mod mennesker fra den fløj, Elrayess selv stod på i debatten – de demonstranter, der udenfor forsøgte at forhindre ham i overhovedet at blive hørt.
Elrayess kom dermed uforvarende til at levere endnu en illustration af aftenens paradoks: Hun brugte behovet for beskyttelse af en islamkritiker som argument imod islamkritikeren, selv om beskyttelsen var nødvendig på grund af hans modstandere.
Det er udtryk for den efterhånden velkendte mesalliance mellem islamistiske interesser og dele af den vestlige venstrefløj, der har gjort kampen mod kritik af islam til deres egen. Islamkritik omdefineres til racisme, kritikeren gøres til problemet, og forsøget på at forhindre ham i at tale kan derefter fremstilles som antifascisme.
Denne aften blev mekanismen næsten fysisk synlig uden for Oxford Union.
Den brune kuvert
Inde i salen leverede Laurence Fox aftenens måske mest elegante demonstration af samme problem.
Mod slutningen af sit indlæg tog han en brun kuvert frem. Han havde netop talt om britiske muslimers modstand mod offentliggørelse af billeder af Muhammed og erklæret, at Vesten burde modsætte sig islam alene af hensyn til ytringsfriheden.
I kuverten lå en tegning, sagde han. Hans kone havde bedt ham om ikke at vise den af frygt for konsekvenserne for familien, men hvis han lod være af frygt, havde han allerede underkastet sig.
“I will not submit,” proklamerede han og begyndte at åbne kuverten.
Ingen vidste, hvad kuverten indeholdt, men reaktionen i salen lod ingen tvivl om, hvad mange frygtede. Oxford Unions muslimske præsident, Arwa Elrayess, rejste sig straks og protesterede: Var det ikke netop et bevis på hendes tro på ytringsfriheden, spurgte hun, at hun som muslimsk præsident havde inviteret Fox til at fremsætte sine argumenter?
Jacob Rees-Mogg rejste sig og sekunderede Elrayess med en mere britisk udvej: Måtte man overhovedet bruge rekvisitter i Oxford Union?
Det måtte man.
Fox åbnede kuverten – og fremdrog en karikatur af Jacob Rees-Mogg.
Salen brød ud latter – og man kunne næsten skære i den lettelse, der bredte sig i lokalet. Det var pointen: Fox behøvede ikke vise en Muhammedtegning for at demonstrere dens magt, Oxford Union gjorde det for ham.
Rees-Moggs blinde vinkel
Mest fascinerende var imidlertid Jacob Rees-Mogg, der trods sit stærkt konservative udgangspunkt havde stillet sig på den side, der afviste, at Vesten havde særlig grund til at være på vagt over for islam.
Rees-Mogg er ikke en progressiv relativist, der mener, at alle kulturer er lige gode, og han brugte da heller ikke sit indlæg på at lovprise islam. Tværtimod leverede han et lidenskabeligt forsvar for vestlig civilisation:
“Our values work,” sagde han.
De havde skabt velstand, retsstat og religionsfrihed. De fleste islamiske lande havde derimod “corrupt and bad governments”, mens de mere succesrige blandt dem var begyndt at kopiere Vesten.
Og så forklarede han hvorfor: “The reason the West is strong is because of Christ, and because of the resurrection.”
Kristendommen var ifølge Rees-Mogg selve fundamentet under Vestens værdier. Dermed etablerede han selv den afgørende præmis: Religion former civilisationer, værdier har konsekvenser og forskellige værdier skaber forskellige samfund.
Alligevel kaldte han det “misplaced”, “cowardly” og “weak” at mene, at Vesten derfor skulle have særlig grund til at være på vagt over for islam.
Men hvis kristendommen kan forme en civilisation, hvorfor skulle islam ikke kunne?
Det paradoks gjorde Rees-Mogg til et sindbillede på dele af det britiske establishment, der elsker den civilisation, det har arvet, men ikke kan forestille sig, at det, man elsker, også kan kræve forsvar.
Og så kom aftenens sidste billede.
Rees-Mogg tog et kors frem fra lommen, hvori der efter hans forklaring befandt sig en splint af Kristi kors. Et fysisk relikvie fra den religion, han netop havde udpeget som fundamentet under Vestens civilisation.
Han holdt det manende op foran sig og sluttede på latin:
Christus vincit. Christus regnat. Christus imperat.
Kristus sejrer. Kristus regerer. Kristus hersker.
Rees-Mogg har naturligvis teologisk ret til at tro, at helvedes porte aldrig vil besejre kristendommen. Men Oxford Union diskuterede ikke, om kristendommen vil sejre over islam. Den diskuterede, om Vesten har grund til at være på vagt over for islam.
Og mens Rees-Mogg forklarede, hvorfor svaret var nej, stod en del af svaret uden for døren.
Hundredvis af demonstranter havde forsøgt at forhindre mennesker i at komme ind til en debat. Politiet stod i gaderne. Tommy Robinson behøvede omfattende sikkerhedsbeskyttelse. Og inde i salen havde Laurence Fox blot behøvet at tage en brun kuvert frem, før Oxford Union afslørede, hvilken tegning den frygtede kunne ligge i den.
Oxford Union stemte imod forslaget: 33 mod 30.
Men det var aldrig inde i salen, man skulle lede efter debattens mest interessante argument.
Det stod udenfor.
Aia Fog, cand. jur.
