Chefen for det britiske politis anti-terror indsats, Mark Rowley, afslørede søndag på BBC, at den ny form for terror er så omfattende, at det kræver en enorm indsats af politiet.
Ifølge Rowley foretager man i dag 35 procent flere anholdelser, end man gjorde, før Islamisk Stat satte den ny terrorbølge i gang. Det svarer til næsten en anholdelse om dagen.
Terroren i Paris har givet ekstra travlhed, fordi den viste, at der var ting, som britisk politi ikke havde taget højde for.
De mange anholdelser hænger sammen med hele den måde, Islamisk Stat arbejder på. Det er ikke en klassisk terrororganisation, sagde Rowley og fortsatte:
”Vi har at gøre med en gruppe, der prøver at skabe tilhængere, som handler i dens navn. Den prøver at tiltrække utilpassede, kriminelle og sårbare personer, og disse personer, som ikke er medlemmer af en større organisation, kan handle på egen hånd. Det er vores udfordring at holde øje med dem og gribe ind i tide.”
Mark Rowley erklærede sig enig med prins Charles, der forleden udtrykte sin bekymring over, at unge muslimer i Storbritannien bliver radikaliserede i deres egne miljøer.
Britisk politi er meget aktivt med at advare befolkningen mod terrortruslen. Med mellemrum uddeler man således løbesedler på centrale steder, hvor man instruerer befolkningen om, hvilke faresignaler man skal holde øje med.
Den seneste løbeseddel slutter af med de manende ord:
”Stol ikke på andre. Hvis du har mistanke, så meld det til os.”
Filosofien er, at når Islamisk Stat skaber terror, der kan ramme alle mulige steder uden varsel, er det nødvendigt at inddrage befolkningen i at tage terroren i opløbet.