Trykkefrihedsselskabet: Hvem har bedt staten om at regulere den offentlige debat?

Regeringen vil oprette en medieombudsmand, som skal føre tilsyn med alternative medieaktører og fastsætte regler for god offentliggørelsesskik. Men hvorfor skal staten have endnu en myndighed til at regulere, hvad borgerne offentliggør? Og hvad sker der med ytringsfriheden, når grænserne ikke længere alene sættes af lovgivningen, men også af en myndighed, der selv skal være med til at udvikle dem?

Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet

Hvem har egentlig bedt staten om at regulere den offentlige debat?

Det spørgsmål ligger lige til højrebenet, når man læser regeringens lovforslag om at oprette en ny medieombudsmand, der skal føre tilsyn med såkaldte alternative medieaktører.

Vi har allerede en straffelov, som sætter grænser for, hvad man må sige og offentliggøre. Vi har regler om ærekrænkelser, trusler og beskyttelse af privatlivets fred. Vi har domstole, som kan afgøre, om lovgivningen er overtrådt. Og vi har et Pressenævn, som behandler klager over medier omfattet af medieansvarsloven.

Alligevel mener regeringen, at der er behov for endnu en regulerende institution. En medieombudsmand, som ikke bare skal kontrollere, om offentliggørelser overholder lovgivningen, men også om de lever op til en ny standard for god offentliggørelsesskik.

Og her begynder problemerne.

For hvad er god offentliggørelsesskik? Hvem bestemmer, hvad der er god skik? Og hvorfor skal en offentlig myndighed overhovedet have indflydelse på den del af den offentlige debat, som allerede befinder sig inden for lovens rammer?

Den frie offentlighed er ikke et beskyttet rum

Ytringsfrihed er ikke en garanti mod at blive stødt, fornærmet, hånet eller latterliggjort. Tværtimod.

I et frit samfund må man tåle, at andre siger noget, man finder urimeligt, provokerende eller direkte forkert. Man må tåle at blive modsagt. Man må også tåle, at ens synspunkter bliver udsat for en kritik, som hverken er nænsom eller velvillig.

Det er ikke en fejl ved ytringsfriheden. Det er en del af dens væsen.

Den offentlige debat er ikke indrettet til at beskytte borgerne mod ubehagelige oplevelser. Den er indrettet til, at synspunkter kan brydes, argumenter prøves, og magthavere udfordres.

Det er ikke altid kønt. Det kan være både groft, ubarmhjertigt og uretfærdigt, men det er vilkårene i et samfund med ytringsfrihed og den pris, borgerne nødvendigvis må være villige til at betale for at leve i et frit samfund. Et demokrati forudsætter retten til at ytre sig, men også villighed til at tåle, at andre bruger den ret.

En ny myndighed med vide beføjelser

Medieombudsmanden skal efter lovudkastet kunne fastsætte nærmere regler om såkaldt god offentliggørelsesskik, tage sager op af egen drift, træffe afgørelser om overtrædelser og udstede påbud. Institutionen skal desuden have særlige beføjelser i forbindelse med civile retssager og straffesager. Dermed samles en række funktioner hos én og samme myndighed.

Det er ikke i sig selv grundlovsstridigt at overlade en myndighed kompetence til at fastsætte nærmere regler, men i denne sammenhæng bliver det hurtigt faretruende for den offentlige debat. For den nye standard er ikke udtømmende defineret i loven. Dens nærmere indhold skal udvikles gennem regler og praksis, hvilket gør det svært for borgerne at gennemskue, hvilke offentliggørelser der risikerer at udløse et indgreb.

Og det er netop her, ytringsfriheden kan blive begrænset, uden at nogen formelt har forbudt en bestemt ytring: usikkerheden for, hvornår myndighederne griber ind, kan være nok til at man begynder at censurere sig selv.

Hvorfor skal de nye medier behandles anderledes?

Læg hertil, at de etablerede medier fortsat skal være underlagt Pressenævnet og reglerne om god presseskik, mens andre aktører, som offentliggør nyhedslignende eller faktuelle oplysninger med en vis rækkevidde, skal kunne omfattes af den nye medieombudsmand, som på flere punkter får mere vidtgående beføjelser over for disse aktører end dem, der gælder i Pressenævnets system.

Hvorfor skal hensynet til presse- og ytringsfriheden være mindre, fordi en offentliggørelse ikke kommer fra et traditionelt medie? Begge aktører kan jo udføre præcis samme funktion.

Samtidig får rækkevidden betydning for, hvem der omfattes af ordningen: Jo større gennemslagskraft en stemme får i den offentlige debat, desto mere gennemslag får det nye kontrolsystem for vedkommende. Det betyder i realiteten, at jo flere, der lytter eller læser – desto større grund er der til at regulere og kontrollere. Det har intet med ytringsfrihed at gøre, men faretruende meget at gøre med censur. En ytring er enten inden for skiven eller uden for. Og det er dét kriterium, der må være bærende – uafhængigt at antallet af følgere eller rækkevidde.

Internettet og de sociale medier har gjort det muligt for langt flere mennesker at deltage i den offentlige samtale. Det har gjort den offentlige debat mere åben, mere mangfoldig og vanskeligere at kontrollere, hvilket ubetinget er en demokratisk gevinst. Så hvorfor er statens reaktion at oprette en ny myndighed, som skal føre tilsyn med nogle af de aktører, der har fået adgang til offentligheden?

Regeringens begrundelse er, at borgere skal beskyttes bedre mod udokumenterede beskyldninger og falske oplysninger, og at de skal have bedre muligheder for genmæle og oprejsning. Men hvad er der galt med den eksisterende lovgivning, som beskytter mod ulovlige ytringer og retsstridige offentliggørelser? Hvorfor skal staten udvide reguleringen af den lovlige offentlige debat?

Ytringsfriheden kræver noget af os

Der er en grundlæggende forskel på at beskytte borgerne mod ulovlige overgreb og at beskytte dem mod den frie debats ubehageligheder.

Det første er en opgave for retsstaten. Det andet er i vidt omfang en opgave for borgerne selv.

Ytringsfriheden stiller krav til os. Den kræver, at vi kan tåle at blive udfordret, modsagt og undertiden løjet for og latterliggjort. At vi kan møde argumenter med modargumenter og kritik med kritik.

Det er sådan, vi udvikler vores dømmekraft. Det er sådan, vi lærer at skelne mellem holdbare argumenter og tomme påstande. Og det er sådan, en demokratisk debat holdes levende.

En offentlighed, hvor ingen risikerer at blive stødt, er ikke en friere eller bedre offentlighed. Tværtimod bliver det en offentlighed præget af krænkelsestyranni og selvcensur tilsat en usund, overreguleret barnepigestat.

Forslag til lov om Medieombudsmanden efterlader to centrale spørgsmål: Hvem har bedt staten om at regulere den offentlige debat? Og hvorfor skulle den blive friere af det?