*** 3 stjerner ud af 6
——————————————————————————————–
Damien Chazelle (født 1985) står bag ’storfilmen’ BABYLON. Stor og stor – den er i hvert fald lang, lige godt tre timer.
Chazelle er kendt som instruktør på musicalen ”La La Land”, hvor han lod sig inspirere af dialog-musicals og tydeligvis ramte plet i forhold til både anmeldere, festival-juryer og publikum. Biografomsætningen på filmen var i mange-million-klassen, og filmen modtog ikke mindre end 14 Oscar-nomineringer.
Også ”Whiplash”, om en ung lovende trommeslager, der presses til det yderste for at forløse sit potentiale, var en stor succes. Ikke mindre end tre Oscars blev det til.
Eftersom Hollywood er gået woke og belønner politisk korrekte film, skal ”Babylon” med Brad Pitt i en af de tre hovedroller nok også indhøste både hæder og priser.
Handling
Den overordnede ramme er en ørkenby i 1926, som i de kommende år skal udvikle sig til Los Angeles & Hollywood.
På en støvet landevej sidder Manny (Diego Calva) og venter på en elefant. Den har han fået til opgave at transportere frem til et orgiastisk selskab hos produceren Don Wallach (Jeff Garlin).
Her flyder gæsterne i stoffer og alkohol og raver (nøgne) rundt uden antydning af hæmninger. Flere kopulerer for åbent tæppe, mens et big band orkester hamrer løs på instrumenterne.
Midt under selskabet dukker Nellie LaRoy (Margot Robbie) op. Enten plakatfuld eller også på kokain. Hendes entré er voldsom – hun kører sin bil direkte ind i en søjle foran huset og smadrer den. Sikkerhedsvagten forsøger at forhindre hende adgang til festen – hun står ikke på gæstelisten – men Manny, altmuligmanden, kommer hende til undsætning, fascineret af hendes skønhed og personlighed, og får hende eskorteret ind ad en bagdør. Inden for kort tid har hun selskabets opmærksomhed med sin outrerede og grænseoverskridende opførsel.
Nellie er nemlig parat til at gøre hvad som helst for at komme ind for (stum)film-branchen. Filmen er endnu i sin vår, men den har allerede sine etablerede stjerner – og en masse håbefulde talenter, der venter på deres chance. Deriblandt Nellie.
Hun er en af de heldige. En af gæsterne, en ung skuespillerinde, har fået en overdosis og tager billetten, og Nellie bliver udset til at overtage hendes plads på filmsættet næste dag.
Til stede er også stjernen Jack Conrad (Brad Pitt) – i parentes bemærket i en rolle inspireret af stumfilmens berømte førsteelskere, John Gilbert, Douglas Fairbanks og Rudolph Valentino. Han er ankommet syngende beruset og fylder så meget ekstra champagne på, at han er ude af stand til at transportere sig selv hjem. Det bliver Mannys chance. Han beordres til at køre Jack hjem, og denne insisterer først på, at Manny skal overnatte og lidt senere på, at han skal med til dagens filmoptagelser.
Herfra går det slag i slag, hvor ikke mindst overgangen fra stumfilm til talefilm kommer til at udøve stor indflydelse på de tre hovedpersoners livsskæbne: Manny, Nellie og Jack.
Vurdering
Mine forventninger til Damien Chazelles seneste film var høje. På min rangliste er ”Whiplash” imidlertid bedre end ”La la Land”, der er bedre end ”Babylon”.
Sidstnævnte er helt bestemt godt håndværk med sin fortælleteknik, kameraføring, klipning og lydside. Den er også et udstyrsstykke af rang med hundredvis af statister og må have kostet mindst 10 luksus-palæer at producere.
Både Bradd Pitt og Margot Robbie spiller glimrende, endskønt jeg ikke rigtigt tror på Robbies / Nellies karakter. Den er FOR karikeret.
Der er virkelig gode scener indimellem, fx da Jack bliver konfronteret med, at hans karriere er forbi, fx da trompetisten Sidney Palmer får direktiver om sin makeup, men de kan ikke opveje de mange scener, der skurrer i deres mangel på realisme. Omend den humoristisk-ironiske indfaldsvinkel ofte får absurde optrin til at glide ned.
Så kommer vi til min hovedanke. I min høje alder er jeg ligeglad med at blive kaldt snerpet og puritansk. Det indledende festorgie, et par af de andre selskaber og en filmoptagelse af et kor med ’blandings-køn’ gav mig nærmest kvalme med deres groteske dekadence, seksuelle udskejelser og det ultimative knæfald for Hollywoods woke-manual: Stærke, handlekraftige kvinder, svage, feminiserede og klynkende mænd – i den udstrækning kønnet ikke bare ’flyder’; X antal homoseksuelle, X antal lesbiske, en kineser, en….fortsæt selv. Jeg er også dødtræt af, at homoseksualitet fremstilles som værende det normale.
I dag er jeg klar over, at Hollywood-film altid har fungeret som propaganda-instrument for magthaverne, men den måde hvorpå ideologiske budskaber i dag skal hamres ind i hjernen på os er dybt forstemmende og overtrumfer, hvad vi tidligere er blevet udsat for.
Med alvorlige konsekvenser for især unge og yngre mennesker, der i stigende grad får formet deres verdensbillede og identitet via sociale medier og en manipulerende Hollywood-industri.
Hvis jeg skal være djævlens advokat: Ved at fremstille Hollywood som Babylon er Chazelle så ikke i virkeligheden ude i kritisk ærinde? Og er gået så langt, som man kan, hvis man ikke vil lukkes ude af det gode selskab?
Jeg ved det ikke, men lad endelig tvivlen komme ham til gode.
—————————————————————————————————-
Længde: 3 timer 8 minutter
- Medvirkende: Brad Pitt, Jack Conrad, Margot Robbie, Diego Calva m.fl.
- Instruktør: Damien Chazelle
- Manus: Damien Chazelle
- Censur: Frarådes børn under 15
- Premieredato: d. 19. januar 2023
