Den blodige terror i Paris markerer ny fase i Europas historie

You Tube

Terrorangrebet mod ugemagasinet Charlie Hebdo i Paris var en afskyelig, afstumpet og kriminel handling mod fredelige mennesker.

 

Foreløbig er 12 mennesker blevet dræbt, heraf 10 journalister og tegnere og to politibetjente. De blev myrdet med koldt blod. Gerningsmændene gik målrettet efter bestemt navngivne journalister og tegnere, som de så henrettede én efter én.

 

Men terroraktionen var samtidig en historisk begivenhed med skræmmende perspektiver.

 

Fra Muhammed-konflikten til Islamisk Stat

Den har klart tråde tilbage til det store opgør om ytringsfriheden, som tog fart med forfølgelsen af Salman Rushdie for romanen ”De sataniske vers” og kulminerede med konflikten om Muhammed-tegningerne i 2006.

 

Her spillede Charlie Hebdo en central rolle, da de som de første bakkede Jyllands-Posten op ved at trykke tegningerne.

 

Men meget tyder på, at aktionen også har forbindelse til den ny trussel, som kommer fra Islamisk Stat. Lige før angrebet på Charlie Hebdo havde bladet ifølge Reuters gjort grin med Islamisk Stats leder Abu Bakr al-Baghdadi.

 

Charlie Hebdo er således nært forbundet med en tid, hvor Europas idealer og værdier er kommet under voksende pres fra frihedens fjender, herunder ikke mindst islamisterne.

 

Det venstreorienterede blad kæmpede indædt imod denne udvikling med sin respektløse satire mod alle slags mørkemænd og modstandere af ytringsfriheden.

 

I går kom straffen for det. Eksekveret af mennesker, der ikke råbte ”Leve friheden!”, men ”Allah er størst!” og ”Nu har vi hævnet profeten!”

 

Hvilken forandring bare i forhold til 1990’erne. Dengang, efter kommunismens kollaps, bevægede Europa og Vesten sig rundt i den berusende forestilling, at de vestlige frihedsværdier nu ville gå deres sejrsgang i hele verden.

 

Europas naive optimisme er endegyldigt punkteret

I går blev denne rosenrøde – ja, naive – optimisme endegyldigt punkteret. Det blev demonstreret, hvor sårbare de demokratiske samfund er over for truslen fra kræfter, der hæmningsløst og brutalt angriber friheden og demokratiet.

 

Kendsgerningen er, at ytringsfriheden og andre europæiske værdier i dag har det klart sværere, end man gik rundt og troede i 1990’erne.

 

Den blodige terror i Paris markerer en ny fase i Europas historie.

 

Henrettelserne af journalisterne og tegnerne understreger med modbydelig klarhed, at radikale muslimske kredse på ingen måde har glemt Muhammed-tegningerne og efterfølgende tegninger, der i deres verden er en ”krænkelse af profeten”.

 

Den ny terror

Samtidig bekræfter aktionen, at terrortruslen mod Europa er voksende – specielt på grund af Islamisk Stat.

 

Vi ser en ny type terror. Den bliver begået af en bredere kreds af gerningsmænd end før. Og en del af den bliver begået af enkeltpersoner, der pludselig slår til med de midler, de har for hånden – en kniv, en økse, et gevær, en bil.

 

Det er en terror, der er sværere for myndighederne at kontrollere og i den forstand farligere. Gårsdagens gerningsmænd var ganske vist meget velorganiserede, men tilsyneladende ikke i efterretningstjenestens kikkert.

 

Terroren kan i dag komme alle mulige steder fra, den kan komme helt uventet, og der er mange forsøg. Meget af det er direkte eller indirekte inspireret af Islamisk Stat.

 

Som det er fremgået af Den Korte Avis, har der i den senere tid været en række eksempler på den ny form for terror. Dertil kommer talløse planer, som er blevet forpurret. Frankrigs præsident Francois Hollande sagde således i går, at man havde afsløret en række terrorplaner i den seneste tid.

 

TV-journalister: Charlie Hebdo havde jo også været grove

Men brede kredse, også i Danmark, har stadig svært ved at erkende alvoren i den voksende trussel mod de vestlige værdier.

 

I går kunne man således høre en studievært og en udenrigskommentator på TV2 News vise en vis forståelse for islamisternes had til Charlie Hebdo, for bladet havde jo skrevet og tegnet ting, som var ret krænkende for muslimer.

 

De pågældende er tilsyneladende ude af stand til at forstå, at hvis ytringsfriheden skal holde sig inden for rammer, hvor man ikke støder sammen med fundamentalistiske begreber om krænkelse af profeten, så er den ikke ytringsfrihed længere.

 

Ytringsfrihedens væsen er, at man hele tiden udfordrer og måske kan komme til at krænke – men at man netop gør det med fredelige midler og med accepten af, at andre kan gøre det samme.

 

Det er meget langt ude, når journalister i et TV-studie begynder at vise en vis forståelse for, at fredelig ytringsfrihed bliver angrebet.

 

Thorning, Lidegaard og Politiken

Det var dog også undtagelsen i går. Ellers var dagen præget af, at alle erklærede ytringsfriheden for urørlig.

 

Det kom også fra dem, der under Muhammed-krisen i 2005-2006 svigtede ytringsfriheden på det skammeligste ved at angribe Jyllands-Posten.

 

Det gælder således statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Martin Lidegaard. Og det gælder Politiken, der gik så langt i at krybe for frihedens fjender, at man gav en undskyldning til en eller anden selvbestaltet organisation, der kaldte sig ”Profetens efterkommere”!

 

Man taler blødt om danske tilhængere af Islamisk Stat

Den svage og eftergivende holdning overfor de islamistiske kræfter, der vil rulle de vestlige frihedsværdier tilbage, viser sig nu også i forhold Islamisk Stats rabiate fanatisme.

 

Da Den Korte Avis i september afslørede, at talsmanden for moskeen på Grimhøjvej i Aarhus støttede denne terrororganisation, blev det mødt med forlegen, politisk korrekt tavshed fra stort set alle andre medier. Regeringen gav heller ikke en lyd fra sig.

 

Disse frihedens fjender, der ønsker en totalitær stat (et kalifat), bliver vedvarende omtalt i en langt blødere sprogbrug, end hvis det for eksempel havde drejet sig om nazister.

 

I laser

Danmark og andre vestlige lande er fortsat meget frie samfund, og tak for det. Men friheden er kommet under stærkere beskydning end før. Og den beskydning kommer også fra kræfter indefra i vores samfund.

 

1990’ernes optimistiske tro på, at resten af verden ville blive som os, hænger i dag i laser.

 

Det blev understreget af gårsdagens blodige terroraktion mod Charlie Hebdo i Paris.

Del på Facebook