Vil vi oven på fredagens rædselsvækkende terrorangreb i Paris blive klogere?
risiko for passiv pacifisme frem for handlekraft
Man kan godt frygte, at det endnu ikke er tilfældet. Djævelen ligger ganske ofte i detaljen, og det stemte i hvert fald undertegnede til mismod, da jeg erfarede, at man i søndags, ligesom efter terrorangrebet i København i februar, havde sunget ”Kringsat af fjender” af norske Nordahl Grieg. Melodien er smuk, men det er en pacifistisk sang par excellence, og det er altså ikke den ultimative selvopgivenhed, vi har brug for nu. Pacifister taber alle kampe og krige, og det hold skulle vi nødig være på.
At valget kan falde på netop Kringsat af fjender, viser desværre, at flertallet af danskerne og for den sags skyld vesteuropæerne ikke har fattet, at vi er oppe imod mennesker, som ønsker at dræbe os og smadre vores måde at leve på. Og flertallet synes desværre slet ikke at have forstået, hvad der kunne gøre fredagens usandsynligt forfærdelige begivenheder mulige.
Indvandring fra muslimske lande
Sandheden er jo den, at terrorangrebet i Paris med den allerstørste sandsynlighed ikke havde fundet sted, hvis en stribe lande i Europa, herunder Danmark, ikke havde tilladt meget stor indvandring af personer fra muslimsk dominerede lande. At netop Frankrig skulle opleve et angreb i den størrelsesorden, kan ulykkeligvis heller ikke undre. Frankrig er det land i Europa (når bortses fra Rusland), der har så langt den største muslimske befolkning, formentlig mindst otte millioner, måske ti. Det vides ikke blot nogenlunde præcist, da det er ulovligt at registrere den slags i Frankrig.
Samtidig oplever næsten hele den muslimske verden i disse år en markant øget radikalisering. I 1960’erne og 1970’erne ville de fleste have spået, at muslimer var hastigt på vej mod samme grad af sekularisering som europæere, og i stedet er nøjagtig det modsatte sket. Wilke har for nylig for JP undersøgt en række holdninger blandt muslimer i Danmark, og anden generation er signifikant mere radikal end forældregenerationen. Det lover ilde for fremtiden.
Sådan ser forholdene i jernindustrien altså ud, og vi gør klogt i snarest at lære det og at handle ud fra denne analyse. Og hvad kan man så gøre? Heldigvis rigeligt til at vi kan få stabiliseret Europa, også helt uden at komme i konflikt med retsstaten.
Her er det, man skal gøre
For det første må de berørte europæiske lande – groft sagt landene på den frie side af det hedengangne jerntæppe – opsige eller insistere på omfortolkning af de relevante konventioner, først og fremmest flygtningekonventionen. Vi vil gerne hjælpe, men det skal konsekvent ske i nærområderne.
For det andet må der iværksættes er generøst, frivilligt repatrieringsprogram. Det har reelt aldrig været forsøgt tidligere, idet de tilbudte beløb har været helt utilstrækkelige. Lyder tilbuddet på f.eks. en eller to millioner danske kroner – der har en købekraft, der er langt højere i oprindelseslandet – vil det have en betydelig effekt, er jeg overbevist om.
For det tredje må straffeloven afspejle den nye virkelighed. Det må betyde særdeles hårde straffe for at hylde terror, og generelt må ikke-statsborgere langt nemmere kunne udvises, end tilfældet er i dag.
Alt dette kan man gøre uden at krænke retsstaten på nogen måde. Vi er ikke engang i nærheden af grænsen.
Vi kan gøre som her skitseret eller noget lignende, eller vi kan lade stå til. I så fald vil det ikke være sidste gang, at et voldsomt terrorangreb finder sted på europæisk jord, og vi vil gå mod tider, hvor de oprindelige europæiske indbyggere i land efter land kommer i mindretal, i Sverige først af alle.
Valget burde ikke falde os svært.
