Ole Hyltoft har de senere år skrevet essays om årets og vejrligets forfriskende skiften i vores land.
Det er en litterær genre, som også Johs. V. Jensen, Knud Sønderby og Frank Jæger har dyrket. Hver af forfatterne har sin måde at gøre det på. Hyltoft udgår fra observationer af skovens, havets, blomsternes, dyrenes liv, som fører frem til tanker om politik og filosofi, barndom og nutid i Tisvilde og alle steder.
Dette essay til Den Korte Avis handler naturligvis om november, ifølge forfatteren en meget undervurderet måned:
En måned for spøgelser
November er en stærkt undervurderet måned. Dens vanry skyldes nok, at den er så mørk. Det er spøgelseshistoriernes måned. Fra klokken fire kan man ikke se en hånd for sig. I hvert fald ikke på mine kanter, hvor en modernitet som gadebelysning endnu ikke er indtruffet. Og går man vild i den nærliggende skov efter klokken sytten, er alt håb ude. Hvis man da ikke har psyke og fysik til at overleve en nat i en ravnsort skov med tudende ugler og hjorte på flugt. Og sikkert også trolde, der er ude og lave rav i den.
Våde, gråsorte skyer har det med at blive gennemskåret af Tibirke Kirketårn og derefter skyde frem over Ellemosen og Holløse Bredning med kurs mod Arresø og Grib Skov. De ligner ulykkesbebudere.
Jo, vel er november fuld af tungsind. Men når solen så endelig skinner, tager vi danskere i skoven. I november-skoven befinder solen sig ikke oppe over trætoppene, men omme bag de sorte stammer. Den skinner én direkte i øjnene. Og den glinser fra de krasgule ahornblade på stien. Et enkelt blad er blevet tilbage på træet og vrider sig i vinden for at komme løs. Men grenen holder godt fast, vil ikke give slip på sit sidste barn.
Solen ser ud som om den er ved at gå i graven allerede ved 2-tiden om eftermiddagen. Så står den lige så lavt som ved 21-tiden om sommeren. Men julis aftenlys er hyggeligere end novembers eftermiddagslys. Der er noget farveløst over november-lyset. Det mangler løvet og kornet at lege med.
Bøgeskovens grønne domkirke-hvælvinger og egeskovens vimrende guirlander og krumme heksefingre er på denne tid af året reduceret til grå skeletter. Fra jeg var ganske lille tog mine forældre mig med ud i Dyrehaven om søndagen. Vist kedede det mig lidt at gå tur med de voksne. Men med min mor og far i hånden blev jeg tidligt forbundet med skovens trylleri, og er aldrig kommet fri af det. Det burde være enhver purks ret jævnligt at vanke i skovens hal med en tillidvækkende voksenhånd i sin. Skoven sætter lykkemærke i sjælen. Når jeg læser Turgenjevs ”En Jægers Dagbog”, får jeg indtryk af den russiske natur som en ødemark uden ende. Held den der har en susende, pippende, duftende, forfriskende skov at fortabe sig i.
Jeg vandrer ofte ad den lange sti op til kirken. Den er flankeret af forvredne fabeldyr, egene. Det gjorde jeg en smuk junidag for mange år siden. Var taget til Tisvilde alene. Var netop blevet afskediget fra Kulturministeriet, fordi jeg skrev hvad jeg mente. Det er sket for mig flere gange i livet. Et eller andet her under de skyggefulde ege gjorde mig sikker på, at jeg måtte bruge livet, det meste af det i hvert fald, på at opdage de hemmeligheder, folk skjuler sig bagved, og nedfælde de mærkværdigheder og lykkestunder, livet har til os – og skrive om dem i kronikker, romaner og sange.
Johs. V. Jensen
De samme ege har stået og kigget ned på Johs. V. Jensen, der ikke boede langt herfra. En novemberdag for nogle år siden besluttede jeg at se hans matrikel an, og måske hilse på et af hans børnebørn. Jeg kørte min bil ned til vejen, der fører op til hans hus, og hen over en jernkæde, der lå på jorden. Her parkerede jeg så bilen og spadserede de 2-300 meter op til digterens hus. Det stod her som i Jensens tid, men var mennesketomt. Så jeg tillod mig at gå rundt om det. En forfatter må vel have lov til at se, hvor hans beundrede forgænger holdt til.
Johs. V.’s hus i Tibirke er et almindeligt enlænget stuehus, som de byggedes omkring 1920. På grunden op ad en brink lidt væk fra hovedhuset har digteren egenhændigt muret en digterhytte, et fantasifuldt lønkammer, som han kunne trække sig tilbage til, når han skulle have ro for familiens tre aktive drenge. Fra denne sin digterhule belærte han os om sin antropologiske verdensanskuelse.
Ikke langt borte sad Hans Scherfig en sommer sidst i 1930’erne og skrev. De har begge været med til at lære mig og mange andre at skrive. Johs. V. – den storladne. Scherfig – den drillende. Scherfig skrev to mester-romaner. Derudover et par lidet menneskekloge, men grineglade romaner om mennesker på livsanskuelsens yderfløje – hvor forfatteren i øvrigt selv befandt sig. I disse bøger og i sine utallige rettroende avisartikler i ”Land og Folk” var han den pinlige stalinist. Men når jeg talte med ham på tomandshånd – det skete et par gange – var han mere kollegial end kommunist og anbefalede mig at blæse på hvad ”Land og Folk” skrev om mig.
Jensen er den største. De steder, Johs. V. beskriver, dér har man været. Hos ham er der intet postmodernistisk fjant. ”Korsør er en ringe by”, skriver han. Og så er den det. Hans sans for naturen, vejrliget, er skarp som martssolen. Om den skriver han:
Solet smiler husfacader
gennem lange, lyse gader.
Når han vil være politisk eller biologisk overdommer, bliver han rethaverisk. Det er ikke pynteligt, og man må le.
Da jeg vendte tilbage til bilen efter helligstunden, hørte jeg hundeglam fra et af bakkernes andre huse og opdagede, at jeg blev forfulgt af et par galpende køtere i Baskerville-størrelse. Og foran min bil var jernkæden hængt op på sine standere. Udkørsel forhindret. Jeg lagde mig på knæ foran kæden, og med nervøse fingre fik jeg kæden løsnet og sænket, mens hundeglammet nærmede sig. Jeg kastede mig ind i bilen og kørte ud på Bækkebrovejen og væk. Idet jeg kørte ud, drejede en firehjulstrækker ind, med tre unge, fitness-trænede mænd. Et tæskehold?
Hvad mener skovens træer om sådan en mistænksomhed og ophovnet ejerinstinkt? Hans Scherfig har fortalt, hvad han mener – i den ene af sine to mester-romaner, ”Den forsvundne fuldmægtig”. Han skrev den i netop dette skønne jernalderlandskab med fritstående enebær, lyng og græssende får og heste. Jeg har stået i det lillebitte værelse i Tibirkes gamle skole, hvor han sad og skrev den.
Fordringsløs
November er en fordringsløs måned. Næste måned, julemåneden, er fest og forhåbning. Så kommer januar og februar, med Kong Vinter storladent sneklædt.
Mig minder november om 1950’erne. Vi var fattige dengang, sammenlignet med i dag. Unge par, hvor pigen var gravid kunne dårligt skaffe sig en halvanden værelses lejlighed at bo i. Og dog havde tiden kvalitetssans. Smukke møbler af Hans Wegner, Finn Juhl, Børge Mogensen. En abstrakt billedkunst, et hestehoved foran resten af verden, brød igennem. Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen, Asger Jorn, Ejler Bille, Robert Jacobsen. Deres antagonist, der fastholdt mennesket i dets egen form, den storladne Sven Wiig Hansen, blev også en national førerskikkelse i disse år.
Der var i 50’erne og indtil 68 en nedarvet respekt for det bedste, dansk videnskab, kunst og industri havde skabt. Fra Ørsted til Bohr, fra Oehlenschlæger til Martin A. Hansen, fra Tietgen til A.P. Møller. Statsministre som Hedtoft og H.C. Hansen fabulerede i deres nytårstaler ikke om efterløn og skattesænkning, men om danskere, der havde præsteret noget enestående i det forløbne år, som f.eks. den kække kaptajn Carlsen, der forblev på sit synkende skib midt ude i et stormpisket Atlanterhav, eller om de nationale storheder, der var gået bort i det forgangne år. I disse år kunne det være en Peter Freuchen, en Robert Storm Petersen, en Johannes Jørgensen, en Ib Schønberg, en J.F. Willumsen eller Johannes Larsen. Vel stræbte 50’erne mod lighed. Men det forstod vi som lige muligheder for alle. Og det var godt. For det var en lighed, der ansporede, og som ikke lod det unikke i stikken. Respekten for det, der overgår lighedens strøgmål, var indiskutabel.
Nu siger jeg fordringsløs om november. Men det er med forbehold. I eftermiddag var jeg på cykel ned til vores borgruin i randen af skoven ned mod Arresø. Kastanjebladene lå her i strålende bundter op ad græsvolden, så deres kobberbrune lød vekslede med græssets friskgrønne, en fuldendt dekoration lige oven over voldgravens sorte vand, i hvis spejl kastanjetræerne skælver.
Novembers skønhed ligger i jordfarvernes nuancer. Fra avnbøgens rødme til benvedens bleggrønne på vej til knokkelhvidt. Man skal have øjnene med sig for at værdsætte novembers herlighed.
Skoven er begyndt at lugte af vinter. Og mejserne er helt pjattede med igen og igen at flyve ind på fuglebrættet og sikre sig nogle af de nys udlagte solsikkekerner. Vinterfrakken, som jeg kun havde på for sjov et par dage først på måneden, den hænger nu permanent på mig.
Fiskerlejets parkeringsplads ligger tom og øde hen. Joh, november er også vemodens måned, hvor det føles godt at gemme sig under det tågegrå skydække. Hvor kunne oldtidens befolkning dog stå dette kolde, tungsindige vintervejr igennem – uden fjernsyn til at holde dem sammen? Sådan en klam novemberdag har den højtbegavede, afsatte statsminister Griffenfeld siddet i sin kachot og stirret ud i Trondhjems tåge. Og et århundrede før har den ligeledes begavede, men uligevægtige kong Christian den Anden affundet sig med sin skæbne og flegmatisk redet sig en pensionisttur ovre på Kalundborg-egnen efter sine grusomme fængselsår på Sønderborg Slot. Vi har vores forfædres dumheder og dramaer med overalt.
Et par minutters gang fra mit hus, på Slugtvej ned til stranden, boede dronning Alexandrines kabinetssekretær C.P.M. Hansen. Han var en betroet mand, besøgte på Christian den Tiendes vegne kejser Frantz Joseph i dennes sidste år. C.P.M. Hansen var involveret i påskekrisen i 1920, da Christian den Tiende nær havde afskaffet kongedømmet ved at udnævne sin egen hjemmelavede regering med sin private advokat, Liebe, som statsminister. Om det var C.P.M. Hansen, der overtalte Christian til det mislykkede statskup, vides ikke. Men udelukkes heller ikke.
Det er sjovt at tænke på, at mine socialdemokratiske forældre har stået på Amalienborg Slotsplads under C.P.M. Hansens vinduer og truet ham, Christian og Alexandrine med generalstrejke. Min far og mor kom nemlig som ganske unge i Tisvilde og må være løbet ind i denne stormægtige Hansen. Måske har far, mor og C.P.M. Hansen stået sammen nede hos boghandler Thuneby. Hansen har købt Berlingske, far har købt Social-Demokraten. Høj og lav lever ikke fjernt fra hinanden i vores land.
C.P.M. Hansen har gjort et varigt indtryk i min lille by. Under øgenavnet Ce-På-Mig-Hansen har nogle af de lokale ham stadig i erindring. Han har nok været en af de sidste autoritære top-embedsmænd med Estrup-blod i årerne. Når han kom ned til Thuneby og avisen ikke bragtes ham straks, bankede han i disken med sin stok.
Hans søn blev rigsombudsmand på Færøerne og var en af hovedpersonerne i den hovedløse Klaksvig-affære i 1955.
Diskret
Jeg holder af novembers upåfaldende måde at være på. Og så er måneden som regel mild. Og sagte. Der er vissent løv til at dæmpe éns skridt.
Og måneden er drægtig, så man næsten kan mærke det på den sorte, saftige jord. Drægtig med forårets fødsel, som vil ankomme i skarpe gule og blå kulører. Vi har det med at glemme den svangre grund, vi går på, når december-morgenerne sætter ind med kulde-skimmel over græsplænen. Og når januar og februar gør jorden til isskorper.
November er et diskret indslag i årets gang. Måneden lader sig nøje. Når den hvide skorstensrøg skraverer den blårosa horisont i skumringstimen, bliver man myg i sindet. Man får sjælefred.
