Når en samfundsgruppe tildeles et privilegium, er der nogle andre, der skal betale for det. Det virker måske indlysende, men bliver ofte overset.
Når regeringen nu har forelsket sig i masseuniversitetet og ønsker at udstyre 25 procent af en ungdomsårgang med en universitetsuddannelse, er der altså nogle andre, der skal bidrage med den halve million kr., som universiteterne vil modtage i undervisningstilskud for hver enkelt af de mange nye studerende.
De glade givere kunne derfor nok godt tænke sig, at de betalte for nogle uddannelser, som samfundet rent faktisk havde brug for, samt at der blev undervist i nogle relevante fag, som de fremtidige arbejdsgivere var interesserede i. Desværre har disse hensyn tilsyneladende ikke haft nogen høj prioritet hos ledelsen af flere af vores universiteter.
Den er gal med halvdelen af uddannelserne
Dette fremgår af et notat fra Danmarks Akkrediteringsinstitution, som har gennemgået mere end 400 universitetsuddannelser og konkluderet, at cirka halvdelen af uddannelserne ikke var tilstrækkelig relevante for arbejdsmarkedet.
Ud over de problemer, vi har med det faglige niveau på mange uddannelser, er det altså ikke engang det rigtige, der bliver undervist i. Men således som taxametersystemet er skruet sammen, får universiteterne deres penge for undervisningen alligevel – de mister ikke en krone.
I forbindelse med netop taxametersystemet fortalte den tidligere overvismand Niels Kærgård for nylig om sømfabrikker i Sovjet. Når fabrikkerne blev betalt for, hvor mange ton søm der blev produceret, blev der fremstillet meget store søm, men når de blev betalt efter antallet af søm, blev der fremstillet meget små søm. Man får, hvad man betaler for.
Universitetsledelsernes reaktion
Universitetsledelsernes reaktion på de bekymrende meldinger om relevans og optag på uddannelser, der fører til høj arbejdsløshed, giver ikke anledning til optimisme.
I stedet for at beklage, at de har sovet i timen, så forsøger ledelserne at give indtryk af, at de har styr på tingene. ”Hvis (min fremhævning) der skal ses på antallet af studiepladser, skal vi gøre det selv” skrev rektor for Københavns Universitet og formand for Rektorkollegiet Ralf Hemmingsen i Berlingske for nylig.
Rektor konstaterede videre, at det er ”umuligt at forudsige beskæftigelsen præcist”. Det er rigtigt. På samme måde er det også umuligt at forudsige vejret præcist, men de fleste kan nok se nogle fordele ved at forsøge alligevel. Alternativet til at regulere optaget er, at lade de håbefulde unge mennesker, der netop er kommet hjem fra Prag, frit vælge deres uddannelse.
De bliver ellers betalt godt for ulejligheden
Rektor vil nu ”godt overveje (min fremhævning) antallet af studiepladser på uddannelser, der historisk har haft en markant overledighed”.
Men det er svært at argumentere for, at universitetsledelserne selv er bedst kvalificeret til at udføre det arbejde, de har haft ansvar for hele tiden, men som de alligevel ikke har udført meget tidligere. De bliver ellers betalt godt for ulejligheden; ved overgangen til den nye universitetslov blev der i løbet af få år foræret klækkelige lønforhøjelser (i størrelsesordenen 50 procent) til de nye såkaldt ”professionelle” ledelser (som i øvrigt stort set bestod af de gamle ledelser).
Mislykkede aftagerpaneler
Hvad angår problemerne med uddannelsernes jobrelevans, giver Akkrediteringsinstitutionen også arbejdsmarkedets repræsentanter en del af skylden for, at kommunikationen med universiteterne er for ringe.
Man har blandt andet etableret såkaldte ”aftagerpaneler”, som ikke fungerer, hvilket ikke er overraskende.
Erhvervsledere med fokus på effektivitet og resultater passer dårligt til den ofte fodslæbende møde- og ledelses-kultur på universiteternes institutter, som i mange henseender minder om beskyttede værksteder, hvor der kan være lysår fra snak til beslutning og eventuel handling. Erhvervslederne prioriterer sandsynligvis deres tid til andre formål.
Varetager samfundets interesser for dårligt
Det ville dog være katastrofalt, hvis det alene var repræsentanter for arbejdsmarkedet, som skulle bestemme, hvilke fag der skulle undervises i på universiteterne. Det er meget vigtigt, at der stadig er mulighed for at uddanne nogle (få) eksperter inden for mange områder, hvor man måske ikke umiddelbart kan se et væld af jobmuligheder.
Men hvis 25 procent af en ungdomsårgang skal have en universitetsuddannelse, kan de jo ikke alle sammen studere eskimologi eller klassisk filologi i årevis, mens taxachauffører og kassedamer betaler gildet.
Derfor er det trist, at de vellønnede universitetsledelser ikke varetager universiteternes og samfundets interesser bedre ved at handle og spille en mere udfarende rolle i overvejelserne om dette dilemma. De opfører sig fortsat som ledelseskollektivet i en sovjetisk sømfabrik.