Hendes kat forsvandt, og hun havde opgivet den – men det var verdens stædigste og sejeste kat

Facebook

Dan Bouchery bor i Beaumont-en-Auge i det nordligste Frankrig, nærmere bestemt Normandiet.

 

I januar 2013 måtte hun på grund af sit arbejde tage til Grasse helt sydpå i Provence i tre måneder. Hun tog sin ti måneder gamle kat Cookie med.

 

Bouchery boede på hotel, og Cookie fik ikke lov til at strejfe omkring udenfor, som den plejede at gøre derhjemme.

 

For dog at give den lidt adspredelse lukkede hun den ind imellem ud i hotellets lukkede gård. Men den 7. marts forsvandt Cookie pludselig under sin ”udgang”.

 

”Jeg troede, at nogen havde stjålet den,” siger Dan Bouchery til The Local.

 

Hun gjorde alt for at finde sin kat. Hun gennemsøgte byen, satte plakater op, satte en annonce i den lokale avis Nice-Matin, men det førte ikke til noget. Så hun endte med at måtte rejse hjem til Normandiet uden Cookie.

 

Telefonen ringede

Så gik der næsten halvandet år. En dag ringede hendes telefon. Det var en dyrlæge fra den nærliggende by Orbec.

 

Han kunne fortælle hende, at han havde fundet Cookie!

 

Katten havde faktisk været hos en kvinde i Orbec i cirka tre måneder. Hun troede, at den magre, snavsede og udmattede kat var uden ejer. Men så en dag tog hun den til dyrlægen for at få den tjekket for lopper, og han kunne se på den mikrochip, den havde, at den tilhørte Dan Bouchery.

 

Kvinden i Orbec måtte nødtvungent acceptere at levere katten tilbage til Bouchery. Den 14. oktober i år blev hun genforenet med Cookie.

 

Den havde selv fundet vej hjem til Normandiet. Det var en rejse på omkring1.200 km, og den tog altså omkring halvandet år.

 

Det har krævet en kraftpræstation uden lige. Men hjem ville Cookie.

 

Verdens stædigste og sejeste kat.

Del på Facebook