Er vi ved at tabe kampen mod den globale opvarmning?

Arkiv

Den 6. juni 1944 var D-dag, hvor de allierede gik i land i Normandiet i Frankrig for at bekæmpe det tyske nazirige. Dagen blev mindet nu 70 år efter, og regeringsledere og statsoverhoveder mødtes på en af de strande, hvor blodet flød. I år deltog den tyske kansler Angela Merkel, der sagde, at Europa i dag står samlet som et fredens projekt efter en periode med krig og uro.

 

Ny krig – mod global opvarmning

I dag skal en ny krig bekæmpes – krigen mod den globale opvarmning. Alle lande bør sammen bekæmpe den fælles fjende, der med mere ekstremt vejr rammer overalt i verden – sidst i Tyskland, hvor Ruhr distriktet blev ramt af skybrud og oversvømmelse – ironisk nok ikke langt fra det område, hvor firmaet RWE arbejder på at bryde flere brunkul, så der kommer endnu mere CO2 ud i atmosfæren.

 

RWE kan fortsætte i de kommende 36 år – tilsyneladende efter en lov fra nazitiden – og ekspropriere hele byer uden hensyn til mennesker, miljø eller CO2 udledninger fra de beskidte brunkul, som på en måde er medskyldig i det skybrud, der ramte Ruhr distriktet!

 

Da Angela Merkel efter pres fra miljøorganisationer besluttede at stoppe for A-kraft i 2022, var det med en naiv illusion om, at man kunne nøjes med vind og sol samt bruge mindre energi. Nogle A-kraftværker er allerede begyndt at indskrænke, når de alligevel skal lukke i 2022. Hvis man ikke vil være helt afhængig af den russiske gas, betyder det mere kul og brunkul og mere CO2.

 

I Danmark er luftforureningen så stor, at EU’s grænseværdier ikke overholdes. Ca. 3.400 personer dør hvert år i Danmark pga. luftforurening, da 80% af vor energi stadig kommer fra fossile brændstoffer. Vind, sol leverer kun godt 10% af energien (50% af elenergien).

 

Fare for ny boble

Den statsstøttede dyre vedvarende energi som vind og sol kan blive en ny boble – som boligboblen i USA, der i 2008 startede en global krise, der endnu ikke er forbi.

 

En ny bog af finansmanden Per Wimmer: Den grønne boble – Hvordan gode intentioner er forvandlet til højtflyvende spekulation beskriver, hvordan regeringer giver milliarder af kroner i tilskud til vedvarende energi – uden at beregne konsekvenserne. Ikke så underligt, at Goldman Sachs har købt sig ind i DONG, hvilket kan give en konstant statsstøtte – uden udbytteskat.

 

Kernekraft med thorium vil være økonomisk bæredygtig

Den tidligere professor i geologi ved Københavns Universitet Henning Sørensen var i 1960-70erne formand for den danske atomenergikommissions uranforsyningsudvalg og har sagt, at man allerede i år 2000 kunne have haft thorium energi og dermed have undgået de store emissioner af CO2.

 

I dag er man i gang med forskning og udvikling af thorium i mange lande over hele verden for at bekæmpe den globale opvarmning og for at give forsyningssikkerhed af ren og billig energi til alle.

Læs også
To fronter og to femtekolonner – det amerikanske valg

 

Fredsskabende energi?

Thorium kan være fredsskabende – for det kan ikke anvendes til bomber og der er rigeligt af det. Og så er det rent og billigt.

 

Politikere og medier bør interessere sig for thorium, som ikke har urans affaldsproblemer, og der er mere thorium i verden end kul, olie, gas og uran til sammen. Tidligere svenske udenrigsminister Hans Blix (i flere år bestyrelsesmedlem i det norske thorium firma Thor Energy) siger, at thorium ligefrem kan være fredsskabende, da den kan erstatte kul, gas og olie, så man kan undgå nogle af de magtkampe og konflikter i Mellemøsten, der bl.a. baseres på den magtgivende olie.

 

På et grundlovsmøde den 5. juni sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt: Uden EU ville kampen mod klimaet være mere vanskelig! Tja, EU gør ikke nok og satser på dyre og ineffektive løsninger, og der har endnu ikke været tale om at stoppe for brug af de beskidte kul og brunkul.

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…