”Vi har mistet det mest dyrebare – sansen for hvem vi er.” – Sådan skrev Mikael Jalving på sin blog i Morgenavisen Jyllands-Posten forleden. Samtidig fortsætter han med at fastslå, at vi alle er svenskere – multikulturalister med en ideologiseret evne til at benægte eller fortie konflikter og spændinger i et samfund mod indre opløsning. Det er hårde ord, men også ord, der maner til eftertanke her i det gryende danske forår.
Svage og eftergivende vestlige ledere
Når vi alle karakteriseres som svenskere, så betyder ”alle” i den sammenhæng det officielle Danmark – altså de politisk korrekte meningsdannere, der sidder på den politiske magt i landet. Selv om der i forlængelse af de tragiske terrorbegivenheder i København er gjort meget for at samle danskerne og for at gøre de ledende politikere til de figurer, der skal samle folket, så er den triste kendsgerning, at befolkningen er delt. Delt mellem de mange, der føler en reel angst for alt det, der sker med vores land og vores kultur i disse år, og så det mindretal, der sidder på den offentlige meningsdannelse. Det er alle dem, der har et medansvar for tingenes tilstand, og som stædigt og vedholdende bliver ved at foregøgle den danske befolkning, at den terror og destabilisering af vores demokratiske samfund, vi er vidne til, er nogle få galninges værk. Galninge som intet har med islam at gøre, selv om de dræber i profetens navn (!). Den ene danske og europæiske toppolitiker efter den anden står frem på diverse medieplatforme og slår fast med syvtommersøm, at islam hører hjemme i Europa, at islam er en fredens religion, at vi skal leve side om side i gensidig respekt for hinandens værdier, og at vi i øvrigt i den frie verden ikke vil rokke os en tomme af angst for terror. – Samtidig med at vi rokker os og rokker os (!).
Den kolde krigs nyttige idioter
Historien har det med at gentage sig. Vi har set det før i historien, hvordan frie vestlige demokratier har ladet sig trænge i defensiven af totalitære og voldelige ideologier. Vi så, hvordan svage og eftergivende demokratiske ledere ikke formåede at matche Hitlers og nazismens fremmarch, og hvordan man skulle igennem en krigstragedie med millioner af ofre, fordi man ikke stoppede tyranniet i tide. Vi genoplevede problematikken, da Stalin og Sovjetunionen blev den nye trussel mod et frit demokratisk og kristent Vesteuropa. Mange vestlige intellektuelle faldt for kommunismens og marxismens utopi om paradis på jord, hvor løven og lammet græsser side om side. Den kolde krigs tid var samtidig også tiden, hvor mange nyttige idioter i deres naivitet understøttede totalitære kræfter, der ville os det ondt.
De nyttige idioter fandt en ny sag
Da den ellers meget udskældte og forhånede amerikanske præsident Ronald Reagan satte hårdt mod hårdt i forhold til ”ondskabens imperium” banede det lykkeligvis vejen for jerntæppets fald og et genforenet frit Europa. Men den naive intellektuelle elite fandt snart en ny sag at spænde sig for – nemlig idéen om at skabe et Europa helt uden hverken interne eller eksterne grænser. Nationalstaterne skulle erstattes af multikulturelle fællesskaber, og her var den voldsomt tiltagende indvandring fra den muslimske verden i bl.a. Mellemøsten og Afrika en sand gave. Vi skulle naturligvis åbne både vore grænser og vore hjerter og give plads til alle. Samtidig med at de herskende klasser i Vesteuropa systematisk undergravede formidlingen af den kristne europæiske kultur og de værdier, der knytter sig hertil, flirtede man i en misforstået tolerances navn med islam og alt det, den bragte med sig.
Svigt af fædrelandet til fordel for naiv drøm om multikulturelt Utopia
I dag ser vi resultatet af mange års forfejlede udlændingepolitik, hvor de folkevalgte hen over hovedet på befolkningerne, i forsøget på at skabe et multikulturelt Utopia har sviget deres fædreland. Drømmen om et Utopia på jord, hvor løven og lammet græsser side om side, er igen på vej til at ende i et mareridt. Fordi naive drømmere nægter at se virkeligheden i øjnene, og fordi man nægter at beskæftige sig med realiteterne. Realiteterne er bl.a., at jøderne igen er et forfulgt folkefærd i Europa. Danske jøder må i dag have politibeskyttelse for at kunne leve en bare nogenlunde tryg tilværelse. Kan man ikke se mønstret, som Mikael Jalving også påpeger i et af sine indlæg på sin blog: Hvor kommunismen var en religion maskeret som en politisk ideologi, så er islam det modsatte? Hvorfor finder man ikke en eneste fri demokratisk nation i hele den muslimske verden? Hvorfor er det uhørt at kunne bygge en kristen kirke her, når vi i Vesten giver plads til den ene moské efter den anden?
Ja, vi skal leve i fordragelighed og med gensidig respekt for hinandens tro og værdier. Gensidig respekt vel at mærke – men hvor er gensidigheden? Er velmenende og naive vestlige politikere i færd med at bane vejen for et sekulært, men desværre også dekadent Vesteuropas forfald, eller begynder de snart at lytte til deres befolkninger? I så fald er det på høje tid!