Midt i sorgen og vreden over, at to mennesker blev dræbt og fem såret under terrorangrebene i København, er der også noget, man må være lettet over.
Gudskelov lykkedes det ikke gerningsmanden at gennemføre et blodbad i Krudttønden og i synagogen. Han fik heller ikke ram på tegneren Lars Vilks, som var et hovedmål.
Og gudskelov blev den formodede gerningsmand forholdsvis hurtigt fanget – ellers er det ikke godt at vide, hvilke ugerninger han efterfølgende havde begået.
Politiet fortjener ros for, at det lykkedes at uskadeliggøre ham, inden det gik endnu værre.
Men der er også en række ting i forløbet, som fremkalder kritiske spørgsmål til politiets indsats.
Gerningsmanden fik lov at komme tæt på
Det er umiddelbart svært at forstå, at gerningsmanden fik lov at komme så tæt på indgangen til Krudttønden, at han kunne fyre en massiv salve ind i bygningen. Der var tilsyneladende ingen foran bygningen til at standse ham.
Det samme mønster så man ved synagogen. Der var ingen, der afskar gerningsmanden vejen, før han nåede helt frem til synagogen. Han havde ingen problemer med at komme ganske tæt på.
Begge dele virker inkonsekvente. Hvis man frygter en terrortrussel, må man skærme de truede ordentligt af og være meget agtpågivende over for alt, hvad der rører sig i nærheden. Her så det ud, som om man blev overrumplet.
Problemer med våben, veste og kameraer
Samtidig havde betjentene tilsyneladende problemer med at bruge deres maskinpistoler ved synagogen. Det er endnu ikke afklaret, hvor meget det skyldtes problemer med materiellet, og hvor meget det skyldtes betjentenes manglende træning.
Våbnene skal selvfølgelig være i orden og gennemtjekkede. Og måske er der behov for langt bedre våbentræning for betjentene.
Desuden var der problemer med, at der ikke var skudsikre veste ved hånden. Nu tales der om, at hver betjent skal have en personlig vest til rådighed, og det er da på tide.
Der opstod også problemer med overvågningskameraerne på gader og veje. Alene i Københavns Kommune er der over 100.000 af disse kameraer (Politiken).
Men der er ingen central registrering af dem, så politifolk kan klikke ind og se, hvor de er placeret. Politiet måtte spilde tid på at gå rundt og kigge op for at finde ud af, hvor der var kameraer.
Dårlig koordination og svigt af jøderne
Der har desuden vist sig alvorlige brist i koordinationen mellem myndighederne.
Kriminalforsorgen havde orienteret PET om, at Omar El-Hussein var blevet radikaliseret i fængslet og kunne udgøre en fare. Men PET tog ingen initiativer. Man burde vel i det mindste have orienteret Københavns Politi og andre relevante myndigheder om det.
I øvrigt står det uklart, om PET og andre overhovedet var på det rene med, at Omar El-Hussein var blevet løsladt fra fængslet.
Indsatsen i forhold til det jødiske samfund hang tilsyneladende heller ikke sammen.
Da Helle Thorning mandag holdt internationalt pressemøde, fremhævede hun, at beskyttelsen af synagogen var blevet styrket efter terrorangrebene i Paris.
Men det afviser formanden for Mosaisk Trossamfund, Dan Rosenberg Asmussen (Jyllands-Posten). Heller ikke ved den jødiske skole, det jødiske museum eller de jødiske ældreboliger er bevogtningen blevet styrket. Dårlig koordination.
Har politi og befolkning været mentalt forberedt?
Man sidder også tilbage med en fornemmelse af, at der i den senere tid ikke har været gjort nok for at forberede betjente og befolkning på, hvor akut terrortruslen er blevet.
Den ny form for terror, som Islamisk Stat inspirerer til, er præget af, at enkeltpersoner pludseligt kan slå til mod sagesløse mennesker med simple våben. Det skærper naturligvis truslen ganske betydeligt.
I Storbritannien, Norge og andre lande har myndighederne meget åbent og direkte sagt til befolkningen – og dermed også politifolkene – at truslen er høj, og at terroren kan ramme når som helst. Ikke mindst i Storbritannien har man bedt borgerne om at holde øjne og ører åbne.
I Danmark har politiet en tradition for at tale problemerne ned for ikke at skabe unødig angst. Man har således heller ikke været i nærheden af de advarsler, som er kommet i andre lande.
Man kan rejse det spørgsmål, om den hjemlige stemning omkring terroren ikke har været mere rolig og afslappet, end godt er. Har politiet været forberedt til den mentale skarphed, som er nødvendig for at håndtere den nye alvorlige terrortrussel?
Måske er dette spørgsmål urimeligt. Men man er nødt til at stille det, når man kan konstatere, at bevogtningen af de to steder, som blev ramt af terroren, virkede løs i fugerne.
Værdikamp og politisk debat
Endelig giver terroren anledning til at pege på, at det danske samfund slet ikke fører den aktive værdikamp mod islamismen, som er nødvendig. Hverken i skolerne, i fængslerne, i det politiske liv eller i medierne.
Der er alt for ringe bevidsthed om, hvad islamismen står for, og hvad det danske samfund står for.
Disse spørgsmål må sættes til debat i den kommende tid. I en kronik i dagens Jyllands-Posten lægger de fire borgerlige partiledere op til dele af en sådan debat. Forhåbentlig følger regeringen efter.