I 13 dage for 53 år siden balancerede verden på randen af tredje verdenskrig, der ville blive en atomkrig med uoverskuelige følger. Jeg var som marineoverkonstabel, påmønstrede patruljebåden P 520 Huitfeldt.
Det var midt i Den kolde Krigs allerværste periode. Såvel NATO-landene som Østblokken oprustede og opstillede atomraketter og i 1961 blev Berlinmuren bygget.
Mandag den 22. oktober 1962, kunne man fra en udkigsstation på Langelandsfortet observere russiske handelsskibe af Krasnograd-typen på vej op gennem Storebælt med atommissiler, på vej mod Cuba.
På den anden side af Atlanterhavet var nogen i gang. Amerikanske spionfly havde afsløret, at russerne var i færd med at bygge raketaffyringsramper på Cuba. Raketterne var her kun 140 km fra USA.
Det danske flyvevåbnets fotorekognosceringsfly, kunne herefter sende billeder til det amerikanske efterretningstjeneste, der sammen med deres overvågningsfly fandt ud af, at Sovjet var i gang med at opstille raketter på Cuba.
I denne internationale krise var det danske forsvar, herunder Søværnet, i forhøjet alarmberedskab og alle poster bemandet, ingen måtte gå i land eller få orlov, vi var næsten konstant i søen.
Mandskabet var på vej til orlov, men så …
Ombord på Huitfeldt var vi på vej mod flådestation Holmen, efter en længere øvelse i Østersøen, kom det helt bag på hele besætningen, da vi fik melding om, at én Warszawapagt ubåd var på vej gennem Øresund, som Søværnets Operative Kommando (SOK) syntes, at vi skulle få i nærmere øjenkontakt.
Samtidigt giver chefen ordre KLART SKIB. Mandskabet myldre frem, hver mand sin plads, og min plads var oppe i artillericentralen bag broen, hvor jeg hurtig fik forbindelse med 105 mm. kanonerne.
Pludselig giver det et ryk i båden og den accelererer nu op på en hastighed omkring maksimum, og nu drøner den store, 780 tunge patruljebåd op gennem Øresund med en fart på ca. 36 knob (70 km/t).
Mandskabet har været på øvelser i mange timer og troede at vi endelig skulle på orlov, men vi er igen på vores poster.
København, ligger som en lysende perle, bliver fjernere og fjernere. Ude i horisonten kan man se den store silhuet blive ét med aftenhimlen og vi nærmere os Helsingør. Vi kunne melde til SOK, at det var én Sovjetisk ubåd af Whisky-klassen.
Vi var ikke helt klar over hvor alvorlig situationen var
Blandt besætningen var der stor nervøsitet og vi blev meget dårligt informeret af vores overordnede, som vel også selv blev dårligt orienteret. Nogle var sure og tvære, fordi de ikke kunne komme hjem, fordi vi ikke kunne komme i havn og få orlov, mens andre var nervøse og bange.
Vi var på havet i konstant højeste alarmberedskab. Vi havde kun en lille ide om, at det ikke var godt, hvis ballonen gik op, som vi sagde den gang, men jeg må jo sige, at her mange år efter ved vi meget mere, og havde vi vidst det den gang, så tror jeg bestemt ikke, at vi havde taget det så rolig, som vi gjorde.
Efter ca. 13 dages tid blev alarmstilstanden lempet, da forhandlingerne gik i gang bag kulisserne. Krisen var drevet over i denne omgang.
Året efter, i 1963 blev John F. Kennedy myrdet, og i 1964 blev Nikita Krustjov afsat, svækket af nederlaget i Cuba-krisen, som han selv havde fremprovokeret. Efterfølgende genoptog oprustningen, og Den kolde Krig fortsatte indtil Berlin-murens fald i 1989, primært på grund af pres fra NATO med USA i spidsen.
Efter 3 år og 3 mdr. i Søværnet og 32 år i Hjemmeværnet, har jeg nu sagt farvel (2005) til forsvaret, og koncentrere mig med andre udfordringer som formand i Frederikssund Marineforening og næstformand i Fregatten Peder Skrams Venner.
