Sidste år i slutningen af februar udkom tobinds-værket UIve, får og vogtere, som resultatet af den forskning i Den Kolde Krig, som professor Bent Jensen sammen med fire unge forskere gennemførte på Center for Koldkrigsforskning (CFKF) i årene 2007 til 2010.
Forskningen blev som så mange andre forskningsprojekter finansieret af en speciel bevilling vedtaget af et flertal i Folketinget i 2006 under vilde protester fra blandt andre tidligere justitsminister Morten Bødskov (S).
Her er Bent Jensens beretning om værket, der som ventet skabte en rasende debat:
Selvom det er mit navn, der står på værkets omslag, da CFKF’s bestyrelse helt rigtigt besluttede, at jeg skulle være den ansvarlige for indholdet og dermed også lægge bryst til de ubehageligheder, der kunne komme, er der tale om et fælles projekt.
Uden de fires store bidrag ville værket ikke være blevet nær så bredt favnende og dybdeborende, som det blev. Vi kan som forskergruppe være indholdet bekendt, vel ligefrem stolte over, at det lykkedes på den begrænsede tid og trods de mange benspænd og chikanerier fra Det Politisk-Bureaukratiske Kompleks at få rejst dette monument over Den Kolde Krig i Danmark.
Mogens Lykketofts kærlighed til Mao
Jeg forestiller mig, at ærgrelsen er stor i de kredse, der har modvirket projektet, og som havde forudsagt, at der intet kom ud af bevillingen. Flere politikere, blandt andre Folketingets formand, Mogens Lykketoft, hvis kærlighed til Mao og beundring for marxistisk-leninistiske diktaturer er omtalt i værket, var allerede i stand til, før de havde haft lejlighed til at læse værket, at erklære, at det intet nyt indeholdt, og at konklusionerne var skrevet på forhånd.
Det er jo en beundringsværdig evne at være i besiddelse af, og det må på mange måder lette tilværelsen at vide noget, som man ikke kan vide.
Redaktørens uterlige omgang med Ulve, får og vogtere
Denne tilværelsens ulidelige lethed omfatter også nogle mennesker, der betragter sig som universitetsuddannede forskere. Bo Lidegaard, der er chefredaktør på en avis i København, gik helt fra koncepterne og beskyldte mig for at have øvet ”voldtægt” mod kilderne.
Tænk, at den pæne mand, der lægger vægt på at fremvise et nobelt ydre, er så vulgær. Desværre for Lidegaard var de tre eksempler på angivelig voldtægt forbiere. Det, der bragte ham i affekt, var den dokumenterede kritik af DIIS-udredningen (om Den Kolde Krig, red.) fra 2005.
Den har for ham og andre på den fløj status af hellig skrift, som derfor ikke må anfægtes eller besudles af urene uden for de helliges kreds.
Heldigvis er den avis, han er chefredaktør på, bedre end redaktøren. Den trykte beredvilligt påvisninger af chefredaktørens uterlige omgang med Ulve, får og vogtere og min opfordring til at få udskiftet Lidegaard med en bedre redaktør. Og jeg blev oven i købet inviteret ind på verdens navle, hvor jeg blev behandlet venligt og ordentligt af journalisterne under en dyst med Lidegaard i Politikens foredragssal.
Man må have forståelse for staklen
En anden underlødig anmeldelse var Ib Faurbys i Det Udenrigspolitiske Selskabs tidskrift Udenrigs. Ifølge Faurby var der intet nyt på de 1.500 sider, kun en masse forkerte opfattelser.
Hans belærende og alvidende kommentarer var af en sådan art, at Martin Jensen og jeg i en kort replik spurgte Faurby, hvorfor han egentlig ikke selv havde skrevet det korrekte værk om Danmark i Den Kolde Krig, når han nu tilsyneladende vidste alt.
Jeg vil forbigå Jørgen Dragsdahls latterlige nedrakning i tidsskriftet Arbejderhistorie. Man må have medlidenhed med staklen, efter at jeg sidste år blev pure frikendt i Østre Landsret (for injurerende omtale ved at citere et PET-udsagn om, at Dragsdahl var ”KGB’s nummer ét”, red.).
Det er straks vanskeligere at forstå, hvordan redaktionen på et seriøst historisk tidsskrift kan finde på at bede en mand så kompromitteret som den ifølge PETs ledelse tidligere KGB-agent (Jørgen Dragsdahl, red.) om at grise 20 sider til med sine sygelige rablerier.
Professor dr. Phil Bent Jensen
