Det virker, som om det slet ikke er gået op for regeringen og dermed de to ansvarlige ministre, justitsminister Karen Hækkerup (S) og integrationsminister Manu Sareen (RV), at radikalisering af unge muslimer handler om islam, moskeer og imamer.
Blækket i regeringens såkaldte handlingsplan om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme var knap blevet tørt, førend det blev afsløret, at moskeer på stribe nægter at tage afstand fra Islamisk Stat . (TV2 Østjylland)
Det begyndte med moskeen på Grimhøjvej. Her har 22 af de 27, som på et tidspunkt var rejst til Syrien havde sin gang – ifølge Østjyllands Politi.
Det vakte opsigt, at talsmanden for Grimhøj for tre uger siden ikke ville tage afstand fra Islamisk Stat.
Derefter satte TV2 i Østjylland sig for at undersøge holdningen i de andre moskeer i Østjylland.
Her nåede de efter en ihærdig research frem til at kun to tyrkiske moskeer stod frem og tog afstand fra Islamisk Stat som en terrororganisation. De andre 13 moskeer eller kulturforeninger ville ikke udtale sig.
Da en del af de unge især mandlige muslimer og deres fædre færdes i disse moskeer, ville det være nærliggende at undersøge om og i hvilket omfang, de har et medansvar for radikaliseringen.
Vi ved også, at den radikalisering, som sker i de lande i for eksempel Mellemøsten de unge og deres familier oprindeligt kommer fra, spiller en stor rolle for de ændrede holdninger.
Regeringens definition af ekstremisme og radikalisering
Ifølge regeringens handlingsplan, der er underskrevet af Karen Hækkerup og Manu Sareen, har ekstremisme og radikalisering tilsyneladende intet med islam specielt at gøre.
Ekstremisme er ”Forenklet verdensopfattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfund ses som truende,” hedder det blandt andet.
Ligeledes forsøger Karen Hækkerup og Manu Sareen sig også med en definition af begrebet radikalisering, hvilket har resulteret i følgende resultat:
”Radikalisering er ikke et entydigt defineret begreb. Der er tale om en proces, som kan foregå på forskellig måde, og som kan ske både over en relativ kort tidsperiode, men også over længere tid,” hvorefter de to ministre fortsætter:
”Der er ingen simple årsagssammenhænge, men radikalisering kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kommer til udtryk ved en støtte til radikale synspunkter eller ekstremisme og kan også medføre brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk/religiøst mål.”
Har radikaliseringen intet at gøre med de moskeer, som ikke vil tage afstand fra Islamisk Stat?
Men hvad ligger der bag disse meget generelle formuleringer: Drejer handlingsplanen sig under denne overflade om, den rolle radikal islam og imamers radikalisering af unge muslimer spiller? Og er det handlingsplanens formål at holde de unge mennesker borte fra radikale moskeer og imamer?
Vi ved det ikke. Det nævnes ikke med et ord, hvordan de unge skal advares mod den udvikling, der sker i radikaliserede miljøer.
Der er ingen overvejelser over, hvordan det kortlægges, hvad der sker i moskeerne. Hvad bliver børnene undervist i i de koranskoler, som mange moskeer driver? Hvad står der i det materiale, som bliver solgt eller delt ud i moskeerne? Hvad siger imamerne i deres fredagsbønner og i kontakten til de enkelte muslimer?
Imamen fra Grimhøj-moskeen blev for nylig kendt langt ud over Danmarks grænser, da han holdt fredagsbøn i Berlin. Her anmodede han Allah om at dræbe alle zionistiske jøder. Senere sagde moskeens talsmand til Den Korte Avis, at det vat noget der blev sagt overalt i moskeernes fredagsbøn. Det ville være oplagt at undersøge nærmere som led i en anti-radikaliserings handlingsplan.
Men det sker ikke i det, man kan læse sig til. Til gengæld går de to ministre meget op i en såkaldt forebyggelsestrekant, der begynder med et ”forebyggende niveau” efterfulgt af et ”Foregribende niveau” og slutter med et ”Indgribende niveau”, og som på alle tre niveauer skal varetages af ”opkvalificerede fagpersoner”.
De skal straffes, men det skal de alligevel ikke
Nu er det som nævnt både Karen Hækkerup og Manu Sareen, der står bag det såkaldte antiradikaliseringsprogram, og noget tyder på, at de på ét område har glemt at koordinere deres synspunkter.
I indledningen til programmet erkender man åbenbart, at indsatsen mod radikalisering ikke altid vil lykkes, idet det blandt andet hedder:
”Men der vil være nogle, som uanset indsatsen vælger Danmark og vores måde at leve på. De skal mærke, at vi ikke ønsker et samfund præget af fanatisme og ekstremisme. De skal mærke, at det har konsekvenser, hvis man ikke følger loven.”
Men de konsekvenser skal de åbenbart alligevel ikke mærke, mener tilsyneladende den ene af de to ministre, for i omtalen af selve indsatsen, står der med henvisning til den såkaldte Aarhus-model det stik modsatte:
”Individuel vejledning og rådgivning til personer, der påtænker at rejse til Syrien og deltage i konflikten eller kommer tilbage efter at have deltaget i konflikten. For de tilbagevendte er der et efterværn, som blandt andet kan indeholde debriefing, psykologsamtale, lægehjælp, mentorkontakt og deltagelse i exitprogram.”
Aarhus-modellen blev nærmere beskrevet i Den Korte Avis torsdag.
Desuden har vi beskrevet, hvordan de unge, der er vendt hjem fra Syrien, modtager psykologhjælp i Aarhus. De bekæmper de værdier, Danmark bygger på. Reaktionen er at lade skatteyderne betale deres psykologhjælp.
Skal de straffes eller skal de belønnes og bæres på hænder og fødder efter at have begået forbrydelser mod menneskeheden i Syrien eller i Irak?
Hvorfor tager man ikke pas og statsborgerskab fra dem?
Uanset hvilken af de to ministre, der vil belønne hjemvendte terrorister med blandt andet psykologhjælp, er det under alle omstændigheder mærkeligt, at man ifølge det citerede afsnit åbenbart er helt på det rene med, hvem der drager af sted.
Og så blot lader dem rejse, hvis man ikke kan overtale dem til at blive hjemme.
Regeringen overvejer dog nu at indføre visse sanktioner som inddragelse af pas og opholdstilladelse. Alle borgerlige partier går også ind for, at det skal have konsekvenser at blive hellig kriger.
Dansk Folkeparti er dem, som har de mest vidtgående forslag. Partiet vil inddrage deres pas og efterfølgende smider dem ud af landet, hvis de alligevel rejser. Og hvis de har fået statsborgerskab, så skal statsborgerskabet tages fra dem.
Det er partiets vurdering, at lovgivningen giver denne mulighed. En person kan miste sit tildelte statsborgerskab, hvis statsborgerskabet er opnået under falske forudsætninger, eller hvis vedkommende har deltaget i terrorhandlinger.