Hun døde af et hjertestop, hed det sig – men så fik manden en besked, der fik ham til at gyse

Guadalupe Arroyos kone døde af et hjertestop. Det troede han i hvert fald, indtil det kom frem, at der meget vel kan have ligget en anden og gruopvækkende historie bag hendes død.

 

Efter at konen var erklæret død og anbragt i fryserummet til et lighus i Los Angeles, gjorde retsmedicinere en forbløffende opdagelse:

 

Den 80-årige Maria Arroyo lå i en mærkelig stilling med ansigtet nedad. Der var adskillige mærker og skader på hendes krop, blandt andet en brækket næse.

 

Det fik i første omgang hendes mand til at sagsøge lægerne for upassende behandling af liget.

 

Lægens rystende historie

Men en læge, der optrådte som vidne i sagen, havde en anden opfattelse. Han hævdede, at Maria Arroyo blev erklæret død for tidligt – og at hun faktisk levede, da hun blev anbragt i fryserummet! (abcnews.com)

 

Lægens teori er, at kvinden vågnede op på grund af den ekstreme kulde og fik skaderne, da hun forgæves søgte at komme ud af den køleboks, hun lå i.

 

Derfor sagsøger Guadalupe Arroyo nu White Memorial Medical Center for fejlagtigt at have erklæret konen for død.

 

Centeret har søgt at få sagen afvist som forældet, men forleden gav retten grønt lys for, at sagen kan føres.

 

Angsten for, at det kan ske

Man forstår godt mandens trang til at ville til bunds i sagen og hans ønske om en erstatning.

 

På den anden side må man næsten håbe, at den kritiske læges teori er forkert. Det er ikke til at tænke på, hvordan Maria Arroyos sidste stunder har været, hvis lægens påstand er rigtig.

 

Hvis ægtemanden får medhold, kan man sikkert forudse stribevis af fremtidige sager, hvor familien vil sætte spørgsmålstegn ved en dødserklæring. Angsten for, at den kære afdøde kunne havne i samme situation som Maria Arroyo, vil ride de pårørende som en mare.

 

Det ligner en scene fra en gyserfilm. I det virkelige liv skulle det ikke kunne ske. Skete det alligevel?

Del på Facebook