|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Efter at jeg for nylig skrev om de danske biskoppers udeblivelse fra overrækkelsen af Sapphoprisen til Raymond Ibrahim, blev jeg ringet op af en folkekirkepræst, der præsenterede sig som medlem af Tænketanken for Forfulgte Kristne. Han havde læst artiklen, syntes den var interessant og var glad for, at emnet blev taget op.
Går man ind på tænketankens hjemmeside fremgår det, at den har det som sit primære formål ”At formidle dokumenteret viden om overtrædelser og krænkelser af religionsfriheden nationalt såvel som internationalt”. Derfor besluttede vi i Trykkefrihedsselskabet at invitere Tænketanken for Forfulgte Kristne til at komme til vores Fredagsbar og fortælle om deres arbejde. Ikke som debat. Ikke som konfrontation. Men som en mulighed for at udbrede viden om et emne, de selv – efter eget udsagn – er engagerede i, og som er selve omdrejningspunktet for Raymond Ibrahims forskning.
Invitationen blev givet.
Og så skete der noget interessant.
Trykkefrihedsselskabets næstformand, Michael Pihl, tog efterfølgende kontakt for at få det konkretiseret. Han gjorde det klart, at der var tale om et oplæg. Ordet var frit. De kunne komme og sige præcis det, de ønskede om deres arbejde med forfulgte kristne.
Alligevel opstod der tøven.
Der blev henvist til, at det måtte vendes i bestyrelsen. Og da spørgsmålet blev stillet mere direkte – hvorfor det overhovedet var nødvendigt – kom svaret. Ikke som en løs formulering, men som en begrundelse:
Det skyldtes, sagde han, “politiske hensyn og af hensyn til vores samarbejdspartnere.”
Så blev røret lagt på og samtalen afsluttet.
Ikke med en egentlig afvisning eller en forklaring, der kunne diskuteres – men med en lukning. Det er i sig selv påfaldende.
Her er ikke tale om en fjendtlig debat eller en konfrontation, men om en invitation til at tale om deres eget arbejde på en platform, der ønsker at give dem taletid. Og alligevel bliver svaret – i praksis – nej.
Det afgørende er ikke afslaget, men begrundelsen.
Og der er kun én oplagt forklaring:
Afsenderen.
Det er ikke budskabet, der er problemet. Det er, hvem der lægger rum til det.
Dermed bevæger vi os ind i en velkendt, men sjældent klart formuleret mekanisme i den danske offentlighed: Man vil gerne stå på den rigtige side og vise engagement og ansvarlighed. Men det gælder kun så længe, det kan ske inden for de rigtige rammer – blandt de rigtige mennesker – i de rigtige sammenhænge.
Når konteksten ændrer sig, ændrer villigheden sig også.
Det handler mindre om kynisme end om omdømme. Hvem forbindes man med? Hvilke signaler sender det? Hvad kan det koste mig? Netop derfor bliver formuleringen om “politiske hensyn” og “hensyn til samarbejdspartnere” så afslørende. For det afslører, at deltagelse ikke kun vurderes ud fra sagens indhold, men ud fra de relationer og positioner, man i egen optik risikerer at bringe i spil.
Men resultatet er det samme: sagen bliver det sekundære.
Hvis det vigtigste var at oplyse om forfulgte kristne, ville enhver mulighed for at nå ud til et publikum være relevant. Også – og måske især – når publikum befinder sig uden for de vante kredse, og selv når det indebærer en risiko for associationer, man ikke deler.
Det peger tilbage på den pointe, der allerede lå i den oprindelige artikel. Dengang handlede det om tavshed. Om biskopper, der ikke mødte op. Om et fravær, der ikke kunne forklares med tilfældigheder, men måtte forstås som et valg.
I tilfældet Tænketanken for Forfulgte Kristne ser vi en beslægtet mekanisme i en anden form: ikke tavshed, men selektiv deltagelse.
Man taler gerne – men ikke alle steder. Man engagerer sig – men ikke i alle sammenhænge. Og man sætter kun fokus på problemer inden for rammer, der ikke har omkostninger.
Forskellen er tilsyneladende stor. Men i praksis er resultatet det samme.
Man undgår det ubehagelige.
Det er ikke en kritik af enkeltpersoner. Det er en beskrivelse af en tendens, der især florerer på venstrefløjen. En måde at navigere på, som i stigende grad præger institutioner, organisationer og dele af den offentlige samtale.
Men konsekvensen er til at få øje på.
Når en sag kun bæres frem under de rette omstændigheder, mister den tyngde. Når hensynet til relationer, positioner og samarbejdspartnere får forrang, bliver engagementet betinget. Og når selv dem, der arbejder med forfølgelse, vælger deres platforme ud fra, hvem de føler, de kan tillade sig at blive set sammen med, så er det ikke længere sagen, der sætter retningen.
Forfølgelsen af kristne er ikke et nicheproblem. Det er en global realitet med konsekvenser for millioner af mennesker. Den realitet ændrer sig ikke afhængigt af, hvem der lægger rum til den. Det gør viljen til at tale om den.
Og når den vilje forsvinder i det øjeblik, rammen ikke er den rette, er der ikke længere tale om et engagement, der bærer sagen. Så er det et engagement, der kun eksisterer, så længe det ikke koster noget.
