|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
To granater eksploderede
To 13-årige blev bragt ind efter eksplosionen.
Politiet mener, at eksplosionerne er en del af et opgør mellem to bander. De ser også en forbindelse til en kidnapning af en 24-årig, der fandt sted for kort tid inden. Den 24-årige er ikke fundet men sandsynligvis bortført til udlandet. olitiet har dog været i kontakt med ham.
En af de involverede bander ser ud til at være den svenske indvandrerbande Foxtrot, der forbindes med mord og anden form for meget grov kriminalitet i Sverige.
Foxtrot-banden ledes af Sveriges mest eftersøgte mand, Rawa Majid, med øgenavnet Den Kurdiske Ræv. Foxtrot er forbundet med en række mord i Sverige og er kendt for at rekruttere mindreårige drenge til at begå forbrydelser på opgaver.
Nu undersøger det norske politi, om de 13-årige handlede efter ordre fra andre.
– Når gerningsmændene er så unge, er det naturligt, at efterforskningen undersøger, om de handler efter ordre fra andre – og i så fald hvordan ordren er blevet givet. Det er det, vi betegner som “vold som en tjeneste,” sagde politiinspektør Grete Metlid på et pressemøde. (VG.no)
Børns involvering i grom kriminalitet, har udløst en debat om den kriminelle lavalder.
Den kriminelle lavalder
Bølgen af alvorlig ungdomskriminalitet sætter fokus på et dybtliggende problem: Norske myndigheder mangler effektive foranstaltninger til at beskytte de mest sårbare børn. Det skriver netmediet rights.no. Det følgende er i det store og hele en gengivelse af artiklen i rights.no.
Debatten handler om, hvorvidt kriminelle børn skal kunne spærres inde.
Justitsminister Astri Aas-Hansen (Arbejderpartiet) mener nej.
Hun argumenterer for, at indgreb i børneværnsinstitutioner skal følge princippet om “barnets bedste” med midlertidige muligheder for at tilbageholde børn i tilfælde af stofmisbrug eller kriminalitet, men hun afviser permanent låstee døre med den begrundelse, at minimumsalderen for kriminalitet ikke bør sænkes.
Partileder Sylvi Listhaug, fra det indvandringskritiske Fremskridtsparti er uenig og opfordrer til lukkede institutioner for børn under den kriminelle lavalder for at forhindre yderligere eskalering af adfærd.
Partiet gik stærkt frem ved det netop overståede valg til Stortinget.
Listhaug udtalte sig i stærke vendinger efter granatangrebet tirsdag i sidste uge og fortalte VG, at vi nu står “ved en korsvej i norsk retspolitik”. Hun havde også en række forslag til ændringer :
– Frp vil indføre lukkede institutioner for alvorlige kriminelle under den kriminelle lavalder, sænke lavalderen, skærpe straffeniveauet for våbenbesiddelse, indføre straffe, der har en præventiv effekt for unge, og gøre det strafbart at rekruttere børn og unge til kriminalitet, for blot at nævne nogle få eksempler, sagde hun.
Debatten bør ikke kun handle om straf eller samfundsmæssig sikkerhed, men om essensen af god omsorg: At sætte klare grænser, hvor det er nødvendigt for at sikre børns udvikling og sikkerhed. Forskning og praksis viser, at midlertidig sikring af døre i børneværnsinstitutioner ikke er en strafforanstaltning, men en form for omsorg, der beskytter barnet mod sig selv og farlige miljøer. (rights.no)
Alvorlig voldelig kriminalitet
Ungdomskriminalitet i Norge har længe været faldende, men i de senere år er alvorlig kriminalitet blandt de yngste steget markant. Ifølge Statistisk sentralbyrå (SSB) og politiets tal fra 2024-2025 er antallet af røverier og voldsepisoder blandt 10-14-årige næsten fordoblet alene i Oslo , hvor knive og sprængstoffer er almindelige våben. Dette er derfor alvorlig voldelig kriminel adfærd.
Minimumsalderen for strafansvar på 15 år betyder, at børn under denne alder ikke kan straffes, men henvises til børneværnstjenester – et system, der i øjeblikket har begrænsede muligheder for tvang. Børneværnsloven (§ 1-3) fastslår, at alle foranstaltninger skal være “i barnets bedste interesse” med vægt på deltagelse, kulturel følsomhed og tidlig hjælp. Ikke desto mindre viser praksis, at dette princip ofte kolliderer med realiteten i institutionslivet.
I granateksplosionen i Pilestredet var en af de 13-årige allerede i børneværnets varetægt , men han slap væk – med katastrofale konsekvenser. Det kunne selvfølgelig have været endnu mere katastrofalt, men det må betegnes som en katastrofe, at børn, der bor på institutioner, opretholder kontakt med alvorlige kriminelle netværk og samtidig frit kan gå ud. Hvis nogen havde været offer for granaten, ville det naturligvis have været værre, men praksis viser potentialet.
Oslo-politiet har gentagne gange opfordret til øget brug af lukkede institutioner for at give “støttesystemet plads til at komme i en bedre position til at yde omsorg og beskyttelse.” Uden sikkerhed risikerer børn at blive trukket ind i kriminelle miljøer, hvor de fungerer som “slavesoldater” for ældre bandemedlemmer. For et 13-årigt barn, der per definition mangler fuldt udviklet dømmekraft, er dette ikke frihed – det er en invitation til ødelæggelse, skriver netmediet.
Forsømmelse forklædt som frihed
Kernen i god børnepasning er ikke ubegrænset frihed, men struktureret tryghed. Vi har skrevet en række artikler om de mislykkede norske strategier i håndteringen af kriminelle børn, men vi kan henvise til denne . Psykologisk forskning understreger, at børn har brug for klare grænser for at udvikle selvregulering og følelsesmæssig stabilitet. En langtidsundersøgelse fra New Zealand (Dunedin Multidisciplinary Study) viser, at tidlig intervention – selv før treårsalderen – er afgørende for at forebygge kriminalitet. Børn, der ikke lærer at “turtage” og sætte grænser i en tidlig alder, tyr ofte til aggression senere, da korrektion bliver meget vanskeligere.
Inden for børneværnet forstærkes dette behov: Uden grænser kan selve institutionsmiljøet blive en arena for negativ påvirkning, hvor børn danner lukkede grupper, der forstærker kriminel adfærd. Lukkede døre er ikke det modsatte af omsorg, men en del af det. I en rapport fra 2024, der blev sendt til høring af Justits- og Beredskabsministeriet , overvejes foranstaltninger for børn med “gentagen eller alvorlig kriminalitet”. Rapporten “De er vores børn – Om at holde hovedet koldt og hjertet varmt” anbefaler omfattende lovændringer for interventioner i institutionel børneværn, herunder beskyttelse, netop for at sikre barnets udvikling. Dette er i overensstemmelse med børneværnsloven, som siden 2021 eksplicit kræver, at foranstaltninger fremmer barnets sundhed og udvikling.
Børn i risikozonen – ofte fra dysfunktionelle familier – har brug for institutioner, hvor voksne kan sætte benene ned og ikke give løst opsyn i det åbne. Kulturelle påvirkninger, såsom æreskultur eller voldelig opvækst, kræver tidlige, konkrete indgreb for at bryde spiraler. Uden grænser lærer børn ikke selvrespekt eller alternativer til vold; i stedet internaliserer de, at kriminalitet er en vej til tilhørsforhold. Jeg kan ikke lade være med at gentage, hvad jeg har skrevet i utallige tilfælde før: Omsorg uden grænser er forsømmelse forklædt som frihed.
Beskyttelse mod eksterne trusler
For 13-årige som dem, der var involveret i Pilestredet-hændelsen, er timeout ofte synonymt med fare. Politiet beskriver, hvordan yngre børn rekrutteres af kriminelle netværk, hvor de bruges til at begå alvorlige forbrydelser, som en voksen ville risikere en lang fængselsstraf for.
En 13-årig har ikke modenheden til at navigere i sådanne miljøer; hjernens præfrontale cortex, som styrer impuls og risiko, er først fuldt udviklet i midten af 20’erne. Lukkede døre sikrer, at barnet holdes væk fra disse arenaer, hvor “frihed” hurtigt bliver til udnyttelse. Som vi skrev umiddelbart efter granatkastningen, må man også drage paralleller mellem ekstremisme og banderekruttering: Begge påvirker den samme sårbare gruppe – børn fra familier med svag grænsesætning og voldelig forældreadfærd – og kræver institutionel isolation for at forhindre eskalering, når det er gået så vidt, at børnene er blevet rekrutteret. Kulturelle normer forstærker vold, og børneværnet skal kunne låse døre for at beskytte mod en kultur, der tyranniserer – ikke kun internt, men også eksternt.
For et barn, der er “kendt af politiet” for for eksempel at have brugt granater, er den institution, der låser dørene, en mulig redning, ikke et fængsel i ordets kriminelle forstand. Justitsministeren frygter, at permanent lukkede døre underminerer tillid og deltagelse, men glemmer det vigtigste: Grænser styrker tilliden, når de forklares og følges op.
Uden tidlige, faste grænser fortsætter vi med at svigte de mest sårbare – og sender dem ud i en verden, der udnytter deres umodenhed. Barnets bedste interesser er ikke naiv tillid i et farligt miljø, men de voksnes vilje til at beskytte. Det er tid til, at politikken afspejler dette. Om det løses ved at sænke den kriminelle lavalder eller ved at integrere låste døre som et omsorgsværktøj, er faktisk ligegyldigt. I princippet kan den kriminelle lavalder i et fungerende demokrati helt skrottes; selve fængselssystemet i Norge er netop kriminalomsorg . For politikere, der brænder så meget for at fremstå gode og uden viljen til at fornærme, har jeg endda et slogan, de kan få gratis:
Lukkede døre, åbne hjerter, slutter artiklen i rights.no.
