USA versus Iran
Af Jørgen Casse
Det blev slået stort op, at USA havde dræbt en iransk general som havde hjulpet USA ved tidligere lejligheder. Det lignede en anklage, det perfide USA, alias den perfide Donald Trump.
Det er sikkert rigtigt at denne iranske general har støttet USA ved tidligere lejligheder, men det giver jo ikke livslang garanti og immunitet. Det er ikke første gang at USA laver en kovending.
Irak Iran krigen
Indtil den første Golfkrig havde USA støttet Saddam Hussein med våben (af sovjetisk oprindelse, CIA er leveringsdygtig af alle arter af våben), man havde støttet Husseins krig mod Iran efter Ayatollah Khomeinis overtagelse af magten efter Shah Reza Palavi, den såkaldte islamiske revolution.
Det passede USA fint at Hussein førte denne krig, for det første betød det at mange af de våben som USA havde foræret Iran under Shahen’s styre blev destrueret og lagerene tømt, for det andet, fik man ad denne vej konstateret i hvilket omfang det iranske militær ville være i stand til, effektivt at anvende disse våben i en krigssituation, våben som på det tidspunk repræsenterede state of the art.
Iran havde fået disse moderne våben med henblik på, at Iran skulle være USA’s stedfortræder i mellemøsten. Altså udkæmpe de krige der måtte opstå i mellemøsten på USA’s vegne. På den måde håbede USA at undgå at blive fedtet ind i en ny og blodig krig i mellemøsten, lig den i Vietnam.
Ud af Vietnamkrigens skygge
På det tidspunkt var USA endelig sluppet ud af Vietnamkrigen. De dårlige erfaringer og nederlaget hærgede det amerikanske samfund, red det som en mare, som den for øvrigt stadig gør den dag i dag.
Med den politik som Donald Trump fører er han i færd med at bringe Amerika ud af dette langvarige trauma der har plaget landet, og tildels handlingslammet dette i flere årtier. Vietnamkrigens sorte skygge forsvinde langsomt, og baner vejen for et mere handlingskraftigt USA.
Donald Trump er nok ikke den mest geniale udenrigspolitiske præsident USA har kunnet producere, men han synes at være ret så handlingskraftig, godt hjulpet af de moderne kampmidlers præcisions teknologi. Donald Trump tager nælden ved dens rod, og luger ud i ukrudtet med hård hånd.
De 52 mål
Blandt de 52 mål som Trump omtaler USA har udset sig i tilfælde af Iransk gengældelse for drabet på generalen, vil meget sikkert være de iranske atomoparbejdningsfaciliteter der kan producere atomsprænghoveder for deres raketter, deres raket fabrikker, og de iranske raket lagere.
Det ville være en meget fornuftig plan, der kan bane vejen for en eventuel regulær krig mellem USA og Iran. Ved at sætte dets atomvåbenprogram ud af spillet undgår man at en skarp konflikt ender i en atomkrig.
Ved rettidig omhu
Det er med dette som med så meget andet her i verdenen, at handler man efter A.P.Møllers devise, ved rettidig omhu kan meget undgås, og endnu mere opnås.
Her er måske noget Danmark kunne lære af, tage konflikterne medens vi stadig kan håndtere dem, ikke vente til modparten bliver magtfuld og svær at nedkæmpe.
Demokratiet må kende sin besøgelsestid i enhver henseende og handle derefter med de fornødne midler, gør det ikke det risikerer det at bukke under for de som har viljen til volden og magten.
Det er vi ikke tjent med. Vi må bekæmpe disse elementer med de til rådighed værende midler, og gøre det konsekvent, vise vilje til fasthed og styrke.
Den danske flådes svagheder
Og så et lille efter suk!! Hvorfor har Danmark investeret i fem helt nye og store flådefartøjer hvis sandheden er at de er meget sårbare overfor de våben en ‘skurkestat’ som Iran råder over?
Det forekommer mig at være overlagt mord på danske soldater, når et sådant skib sendes til en krigszone, som den i Golfen, hvor det udsættes for bevidst destruktion. De danske politikere der står bag denne beslutning, og gennemfører den handler i al fald ikke ved rettidig omhu.
Biskoppelig tågetale
Af Visti Christensen
Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, er med jævne mellemrum i pressen med korte udtalelser. Sidst i Altinget 12. januar, hvor han – tilsyneladende med julens fest og glæde fortsat boblende i blodet – udtaler, (at) ”vi alle bør stå ved glæden i det nye årti”. Et udefinerbart udtryk.
Selvfølgelig skulle Julens glæde til indvortes brug gerne vare hele året, og ingen vil modsige de øvrige biskoppelige ord om, at når man betragter glæden og mærker den spire i sit sind, kommer man nemt til at tænke anderledes om verden, og man synger håbets sange. En rigtig vinkel.
Men så følger det, som formentlig igen er biskoppens egentlige, halvpolitiske anliggende. ”Vi må se på verden med taknemmelighed. Glæde og håb skal bevæge os mod løsning af klimaproblemer og alle andre store udfordringer. Angst vil bare lamme os!” Også det er en delvis sandhed.
Men så: ”I det daglige forekommer det, at det plagsomme, det problemfyldte, er det raffinerede at tale om. Alvorlige mennesker taler om alvorlige ting. Derfor virker det nærmest overvældende letsindigt og på grænsen til det pjattede, når man kommer med glæde og håb.”
Et sært forsvar for egen retorik, som uddybes: ”Sortsyn er klarsyn, har Strindberg sagt, og nogen særlig munterhed har han heller ikke formidlet. Derimod gav han indblik i det sørgelige, tragiske, formummede menneske, der lever i skyggen af meningsløshed og fortvivlelse.”
Altså: Strindberg var forfatter, og hans skuespil sætter fokus på virkeligheden. Det gør biskoppen ikke i sit skuespil og ordspil her. Tværtimod. Han forklarer ikke, hvordan glæde og håb i sig selv skulle kunne være et ydre og indre bolværk mod det, som nærer frygten for landets opløsning.
I stedet vender han igen tilbage til eget postulat og siger: ”Glæden forekommer ofte at være noget, man kun taler om i skåltaler, eller blandt spejdere, tosser, børn og naturfolk. Kan det virkelig give mening at tale om glæde, når verdensfreden trues af alvorlige konflikter i Mellemøsten, når klimakrisen er over os, når atomtruslen igen skal tages højtideligt, og når ikke mindst demokratikrisen trues af totalitarisme og det autoritære? Jeg ved ikke noget mere vigtigt end glæde og håb i disse tider. Hvis vi lader os overmande af tristheden og angsten, overlader vi kun os selv til at bygge mure og hegn mellem vores fjender og os. Hvis vi overgiver os til livsleden og mistanken, udleverer vi os til krig og had. Angsten spærrer os inde i tristhed, i kedsomhed, i mishagsytringer og i vrede.”
Hvilket halvskjult politisk statement. Hån mod os, der berettiget frygter landets opløsning. Uden at han nævner tingene ved rette navn. Det er en uklar ”Imam-snak”. Selvforsvar, tro, mistro og from humanisme er vævet ind i hinanden. Halve sandheder pakket ind naiv positivisme.
Så er der anderledes klar tale, slående beviser og evidente argumenter i det foredrag, som Asger Aamund for et par år siden leverede i Helsingør Domkirke, og som nu kan læses her i avisen. En biskop skal være tilsyns- og foregangsmand. Og helst ikke i folkekirkens forfald.
Mellemøsten flytter til Danmark
Af Lone Eriksen
Der er mange gode og plausible grunde til, at tilvandringen fra Mellemøsten skal begrænses og stoppes. En af disse grunde kan læses ud af et gammelt arabisk ordsprog fra disse ørkenområder, som lyder på denne måde:
En skorpion og en flodhest står ved siden af hinanden og skal over en flod
”Må jeg sidde på din ryg” spørger skorpionen
”Nej, du stikker mig bare” svarer flodhesten
”Selvfølgelig ikke, så drukner vi jo begge”
Det kan flodhesten godt se. De sætter over floden.
Halvvejs ude stikker skorpionen.
”Jamen du sagde, at vi begge drukner”
Skorpionen svarede ”Vi er i Mellemøsten”
Hvis tilvandringen og befolkningsudskiftningen fortsætter, flytter ”Mellemøsten” til Danmark og så er det gradvist slut med alt hvad der hedder fornuft, sammenhængskraft og fravær af korruption.
