Forbryderklaner fra Mellemøsten og romaer styrer nu områder i det tyske samfund – politiet prøver udadtil at sløre, hvor alvorlig situationen er

Ledende kriminalkommissær Ralf Feldmann holdt i juli sidste år et møde med repræsentanter for kurdisk-libanesiske storfamilier på sit kontor.

 

Feldmann er leder af politiet i den problemplagede sydlige del af storbyen Gelsenkirchen i Ruhr-området i Tyskland.

 

Samtalen blev efterhånden noget anspændt. Så sagde en af libaneserne:

 

”Politiet vil aldrig kunne vinde kampen mod os, fordi vi er for mange. Vi kan udstrække kampen til hele Gelsenkirchen, hvis vi vil.”

 

Feldmann skrev en rapport, hvor han kom ind på samtalen med denne trussel. Mere generelt talte han om en ”bekymrende udvikling” i Gelsenkirchen-Syd.

 

Den friserede officielle version

Die Welt peger på Feldmanns interne rapport som et eksempel på, at politiet tegner et barsk billede af indvandrer-kriminaliteten i interne papirer, mens man udadtil formulerer sig meget mere friseret.

 

Denne dobbelthed oplever man for øjeblikket i en politisk undersøgelseskommission i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor Ruhr-området ligger.

 

Baggrunden for kommissionen var de alvorlige sexovergreb i Køln nytårsaften. Men den beskæftiger sig mere generelt med spørgsmål om parallelsamfund og kriminelle indvandrermiljøer.

 

Lukkede parallelsamfund

Det fremgår, at de mest belastede områder i delstaten findes i byerne Essen, Duisburg og Gelsenkirchen.

 

Politidirektør Frank Richter fra Essen sagde til kommissionen, at mange af områdets mellemøstlige familieklaner er ”aktive på alle straffelovens områder”.

 

Politikommissær Ralf Feldmann supplerer: ”Familieæren står over alt andet, og de klarer deres konflikter internt” – altså uden om myndighederne. Der er tale om særdeles lukkede parallelsamfund, som kontrolleres af forbryderklanerne.

 

”Forsvind. Det er vores gade”

Unge medlemmer af forbryderklanerne skaber uro i gaderne. For eksempel begår de såkaldte tumult-forseelser: Hvis politiet forsøger at lave personkontrol, løber større grupper af unge straks sammen og angriber dem.

 

De råber for eksempel til betjentene: ”Forsvind. Det er vores gade. Her har I ikke noget at gøre.” Eller smagfulde ting som: ”Jeg knepper dig på ryggen af din mor.”

 

Politiet retsforfølger dem ikke for den slags, for så kunne de skrive 200 anmeldelser om dagen, som Feldmann siger ligeud. Man lever simpelt hen med retsløse tilstande i et vist omfang.

 

Ralf Feldmann er også personligt blevet truet, og i en periode ændrede han af samme grund hele tiden sin rute, når han skulle på arbejde.

 

Fælles organisation

Men bag de unge, der gør gaderne usikre, sidder lederne af de libanesiske forbryderklaner og styrer parallelsamfundene. Og det foregår meget velorganiseret.

 

I Gelsenkirchen har de ligefrem dannet en ”familieunion” – altså en fælles organisation for alle klanerne. Lederne af denne ”union” fører sig frem over for politiet.

 

Nogle gange kommer de og afleverer en gerningsmand til en eller anden forbrydelse. Det er bare den forkerte gerningsmand! De har valg den person ud, som de bedst kan undvære.

 

Feldmann har også oplevet, at en leder af ”familieunionen” mødte frem og forlangte, at han skulle være til stede under et forhør. Parallelsamfund i sin allermest grove og skamløse udgave.

 

Sikkerhedseksperten Michael Kuhr siger til TV-stationen N24, at storklanernes medlemmer kun er bange for to ting: langvarige fængselsstraffe og udvisning af landet. Men svage politikere forhindrer, at disse midler bliver brugt effektivt.

 

Romaer og libanesere arm i arm

Nu er romaer også blevet en magtfaktor i disse områder.

 

En erfaren politimand siger om den samlede indvandrer-kriminalitet:

 

”De har forskellige grupperinger, der fordeler deres aktiviteter på forskellige slags kriminalitet. Tidligere hadede de kriminelle romaer og libaneserne hinanden som pesten, men nu arbejder de sammen.”

 

For eksempel laver romaerne tyverier, og libaneserne sælger så tyvekosterne. Politiet ser med stor bekymring på denne større organisering.

 

Men over for den officielle undersøgelseskommission giver de ledende politifolk indtryk af, at det hele er under kontrol.

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/article160263451/Die-Polizei-wuerde-den-Kampf-mit-uns-nicht-gewinnen.html

 

 

 

 

Del på Facebook