Reglerne for aktiv dødshjælp og organdonation bør ændres – til gavn for borger og samfund

Politikere og etisk råd er imod aktiv dødshjælp til uhelbredeligt syge – men er samtidig passiv dødshjælper ved ikke at ændre reglen om organdonation! Syge mennesker dør, mens de venter på et organ. Samtidig destrueres brugbare organer fra afdøde eller brændes med resten af kroppen!

 

At betragte organdonation som en gave er en absurd holdning i et sekulært samfund

En repræsentant fra etisk råd er imod at ændre loven for organdonation, så flere syge kan få et livsnødvendigt organ. Det er indirekte en dødsdom over en person, der mangler et organ for at blive rask og vende tilbage som nyttig borger i samfundet. Det er som at nægte medicin til en syg! Har etisk råd en slags religiøs holdning ved at betragte organdonation som en gave?

 

Venstres repræsentant o.a. kalder det en glidebane, hvilket er et udtryk for at ’glide’ udenom ansvaret. Måske har politikerne ikke været nær et menneske, der mangler et organ for at overleve.

 

I 1960erne var der ikke mange organtransplantationer, og min mands bror var en af de første i Danmark. Han fik en nyre af sin mor og levede med den i 25 år. Hvis han ikke havde fået en ny nyre, var han død eller konstant i dialyse. Nu kunne han fortsætte sin lærergerning og leve lykkeligt med sin familie – og fik endda barn nr. 2 efter transplantationen. En nyre fra et familiemedlem er et godt match men belastende, hvis det ikke lige er en mor, der vil ofre alt for sit barn. Derfor er organer fra afdøde det ideelle og fungerer i dag pga. videnskabelig forskning på området.

 

Organtransplantation er blevet almindeligt, men kun få i Danmark har meldt sig som donor, hvilket giver for få organer. Det er svært for sygeplejersker og læger at skulle spørge en afdøds sørgende familie om at ville donere et organ. Læger og sygeplejersker bør koncentrere sig om det faglige.

 

Politikere og etisk råd afgør, om nogle skal dø, mens de venter på en organtransplantation

Reglerne for organdonation bør ændres, så man automatisk er donor, medmindre man melder fra. Se på lande, hvor det fungerer. Etisk råd bør sammen med Folketinget ændre holdning og fjerne dødsdommen over mennesker – ofte i deres bedste alder – der venter på en organtransplantation.

 

Nogle politikere kalder det en glidebane med aktiv dødshjælp

Uhelbredeligt syge, nogle lammede i hele kroppen, der ønsker at sove ind i døden, kan ikke altid få den hjælp, de ønsker. Nogle politikere tror, syge mennesker måske vil blive presset til at tage en dødspille, men ingen skal føle sig presset til det. Sagen drejer sig om uhelbredeligt syge mennesker, der lider og kun ønsker at dø. I sidste ende skal vi alle dø, men vi har svært ved at betragte døden som en naturlig afslutning på livet!

 

Personer som fysikeren Stephen Hawking, der har levet med den svære sygdom ALS i over 40 år, betragtes stadig som en stor videnskabsmand med indsigt i selv komplicerede emner om Universet. Der er i dag stor respekt for syge og handicappede, der opnår resultater – se på de Paralympiske Lege, hvor mange danskere deltager og opnår store resultater. Man glemmer totalt deres handicap, når de kæmper for at komme op på sejrskamlen – men det er en helt anden historie!

 

Politikerne og etisk råd løber fra ansvaret, når en mand er nødt til at hjælpe sin uhelbredeligt syge kone med at dø, så hun ikke skal lide mere, og det er ansvarsløst at lade mennesker i stikken, der venter på en organtransplantation for at kunne fortsætte livet – i stedet for at dø!

 

global-alarm.dk

Del på Facebook