Voldsom debat om en S-borgmester, der bliver klippet af en indvandrer-frisør med ekstremt lave priser – men TV2 giver et meget velfriseret billede af sagen

Colourbox

Der er opstået hed en hed debat i Hjørring Kommune, som også har ramt de landsdækkende medier.

 

Byens borgmester Arne Boelt opfordrede for nylig indvandrere til at blive selvstændige. Han fortalte i den forbindelse, at han selv bliver klippet af en frisør med indvandrerbaggrund, hvor han kun betaler 100 kr. pr. klipning.

 

Det foregår i ”Salon Laura”, som ejes af Faruk Gashi, der er flygtning.

 

Formanden for Hjørring Frisørlaug, Johnny Brink, har i et debatindlæg anklaget borgmesteren, at han med sine bemærkninger tilskynder til at arbejde som selvstændig ”med ringe løn og ingen krav”.

 

”Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre”

Nyhederne på TV2 bragte fredag kl. 19 et indslag om sagen, hvor man også refererede denne kritik.

 

Man interviewede Faruk Gashi og frisør Ivar Eberg Pedersen, der har salon lige over for Gashi. Han kaldte en klipning til 100 kr. for ”skruebrækkeri”.

 

En ikke-navngivet repræsentant for Danmarks Organisation for Selvstændige Frisører og Kosmetikere sagde:

 

”Hvis man skal betale alt det, der følger med at bo i et samfund som Danmark, så kan man ikke klippe for 100 kr., det kan simpelt hen ikke lade sig gøre.”

 

Indvandreres frisørsaloner

Påstand mod påstand. Social dumping og sort arbejde? Eller bare en flygtning, der kan konkurrere på en meget lav pris, fordi han arbejder hårdere og ikke kræver en høj indtjening på kunderne?

 

Problemstillingen findes ikke bare i Hjørring. I de senere år er der skudt mange frisørsaloner op, der kun tager 100 kr. for en klipning. De fleste er ejet af indvandrere.

 

Normalt ville Journalistisk Venstreparti elske at kunne bore i tegn på social dumping og sort arbejde.

 

Men påfaldende nok viste journalisten bag dette indslag ingen tegn på at ville bore i noget som helst. Det blev bare ved: Den ene siger det ene – den anden siger det andet, og for resten er kunderne i både Faruk Gashis og Ivar Eberg Pedersens saloner tilfredse.

 

Det er jo ellers en højst interessant problemstilling at se nærmere på: Hvad er baggrunden for, at indvandrer-saloner kan klippe så meget billigere end andre saloner?

 

Det kunne journalisten have gjort

Journalisten kunne for eksempel have bedt repræsentanten for frisørernes organisation om at opstille et lille regnestykke for at få belyst hendes på stand om, at man ikke kan klippe for 100 kr., hvis man skal svare enhver sit – herunder skat.

 

Bagefter kunne man bede Faruk Gashi om at kommentere de konkrete tal. Det kunne have gjort seerne meget klogere.

 

Det havde også været nærliggende at nævne, at en undersøgelse fra Rockwool Fonden i 2014 udpegede frisørerne som den branche, hvor der er mest sort arbejde.

 

I klemme

Men journalisten skulle åbenbart ikke have noget klinket. Han var formentlig i klemme mellem flere forskellige interesser, som Journalistisk Venstreparti plejer at støtte:

 

Normalt holder Journalistisk Venstreparti altid med indvandrere og flygtninge. Derfor har man ikke lyst til at gå indvandrer-frisører kritisk efter i sømmene.

 

Normalt holder Journalistisk Venstreparti også med dem, der råber vagt i gevær mod social dumping og skattesnyd. Så man har heller ikke lyst til at lægge sig ud med de etablerede danske frisører.

 

Oven i købet var borgmesteren i skudlinjen en rød politiker, nemlig socialdemokraten Arne Boelt. Dem vil Journalistisk Venstreparti heller ikke genere. Hvad gør man så? TV2 undlod simpelt hen at nævne, at han var socialdemokrat! Normalt vil der ellers altid stå (S), når hans navn bringes på skærmen, men ikke her.

 

Således lykkedes det TV2 at komme igennem dette indslag uden at fornærme nogen vennerne. Hvis man skal holde sig i frisør-sproget, var det et stykke meget velfriseret journalistik.

 

Men seerne fik ikke megen hjælp.

Del på Facebook