To muslimske mænd voldtog to unge piger i svømmebad – det fører nu til, at man indfører islamiske regler

You Tube

I kølvandet på asylstrømmen til Europa har mandlige asylansøgere begået en række sexovergreb.

 

De modbydelige overfald i Køln nytårsaften har været det mest iøjnefaldende eksempel. Men der er mange andre tilfælde.

 

Svømmebade har i den forbindelse været hårdt plagede. Senest blev to afghanske asylansøgere på 14 og 34 år i mandags sigtet for voldtægt mod to piger på 14 og 18 år i byen Norderstedt i Slesvig-Holsten. Nærmere bestemt er der tale om ”samleje-lignende seksuelle handlinger”. (Den Korte Avis 29.2.)

 

De to mistænkte ventede på pigerne ved foden af badets rutsjebane, hvorefter de forgreb sig på dem. Sidste sommer fandt et lignende overgreb sted.

 

Pædagogiske tegninger

Svømmebade over hele Europa har forsøgt at finde metoder til at bremse sexovergrebene, der gør det meget utrygt for piger og kvinder at færdes den slags steder.

 

Blandt andet har man forsøgt sig med pjecer, der med pædagogiske tekster og tegninger forsøger at forklare asylansøgere, at kvinders lette påklædning i et svømmebad på ingen måde giver ret til at begramse dem eller overfalde dem.

 

For eksempel har der været en tegning, hvor der er et forbudt-skilt hen over en hånd, der vil tage en kvinde i bikini på bagdelen.

 

Den slags pædagogik er meget naiv i forhold til det kvindesyn, som gerningsmændene bærer rundt på. Det er yderst tvivlsomt, om disse pjecer overhovedet gør nogen forskel.

 

Lidt ligesom i Saudi-Arabien

Det har de tilsyneladende også erkendt i Norderstedt. I stedet for pjecer forsøger de nu at håndtere de muslimske mænds sexovergreb ved at simpelt hen indføre islamiske regler i svømmebadet.

 

Fremover bliver der kønsadskillelse ved svømmebadets rutsjebaner. Mænd og drenge over en vis alder får forbud mod at benytte rutsjebanerne på tidspunkter, hvor kvinder, piger og små drenge har adgang til dem.

 

Det er lidt ligesom i Saudi-Arabien eller et andet muslimsk land.

 

En fundamental værdi

Når svømmebadet indfører islamisk kønsadskillelse er det ganske givet, fordi man ikke ved, hvad man ellers skal gøre. Det er en form for nødværge.

 

Men det er foruroligende, at man presses ud i den slags løsninger. Man bryder med en fundamental værdi i vores lande, der går ud på, at kvinder og mænd kan være sammen som ligeværdige mennesker. Og det gør man, fordi der er asylansøgere, som på det groveste krænker denne værdi.

 

I forvejen er der svømmehaller, også i Danmark, hvor mænd på bestemte tidspunkter er forment adgang af hensyn til muslimske kvinder.

 

Svømmebade oplever kultursammenstød, der er til at tage og føle på. Men det er helt uholdbart, hvis vores samfund lader sig presse til kønsadskillelse, når folk skal svømme. Hvad bliver så det næste område, hvor man indfører det?

Del på Facebook