En 29-årig mand er fængslet for at forsøge at stikke sin eks-svigermor til døde med en stegegaffel

Politi

Iført en overtræksdragt med hætte og handsker angreb en 29-årig mand ifølge politiet lørdag aften sin tidligere svigermor på Fyn.

 

Flere gange skal manden have stukket den 51-årige kvinde med en stegegaffel.

 

– Det skete i kvindens hjem i Frørup. Efter omstændighederne har hun det godt, men hun har flere stiklæsioner i ryggen, siger vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi.

 

Søndag valgte en dommer ved Retten i Odense at varetægtsfængsle den 29-årige i foreløbig 26 dage. Sigtelsen lyder på forsøg på manddrab.

 

Manden, der nægter sig skyldig, ønskede i retten ikke at afgive forklaring, men han protesterede ikke mod fængslingen.

 

Motivet til overfaldet er ifølge vagtchef Erik Skov endnu ikke kendt.

/ritzau/

Del på Facebook