13 savnede personer fundet i år på grund af politiets nye SMS-system

Nordsjællands Politi – 2015-11-23 07:00 CET

 

I Nordsjællands Politi er de glade for SMS-tjenesten Tryk Politi, hvor tilmeldte borgere kan få en SMS, hvis politiet fx beder om hjælp til at finde bortgåede personer. Alene i år har det indtil videre resulteret i, at 13 savnede personer er blevet fundet af opmærksomme borgere.

 

Over 34.000 borgere fordelt over hele Nordsjælland er tilmeldt SMS-tjenesten Tryk Politi, der flittigt bliver brugt af Nordsjællands Politi til blandt andet at efterlyse bortgåede personer eller advare om trick- og indbrudstyve.
Succesen er til at tage og føle på, for bare i år er 13 bortgåede personer blevet fundet igen efter henvendelser fra brugere af Tryk Politi.

 

– Det gode ved SMS’erne er, at vi kan målrette dem til et meget lokalt område. Desuden er det vores indtryk, at de fleste kigger på deres telefon, hvis den larmer og vibrerer på grund af en sms, mens en opdatering på Facebook eller Twitter ikke nødvendigvis bliver set lige så hurtigt. Og med efterlysninger af savnede personer er tid en ekstremt vigtig faktor, fortæller politiinspektør Helge Holbek fra Nordsjællands Politi.

 

Nordsjællands Politi håber på, at de mange succeshistorier lokker endnu flere borgere til at tilmelde sig ordningen.

 

– Vi er taknemmelige for den gode opbakning, vi får fra borgerne. Vores øjne bliver pludselig mangedoblet, når vi lynhurtigt kan bede borgerne om hjælp. Det kan i sidste ende resultere i både reddede liv og anholdte kriminelle. Derfor opfordrer jeg alle med en mobiltelefon og bopæl eller arbejdsplads i Nordsjælland til at tilmelde sig Tryk Politi, slutter Helge Holbek.

 

Sådan fungerer det
Ved tilmelding til Tryk Politi indtaster borgeren en eller flere adresser i Nordsjælland, som personen ofte befinder sig på. Sker der efterfølgende noget i et af de områder, hvor Nordsjællands Politi kan bruge borgerens hjælp, modtager personen en SMS med information.

 

Tilmelding til Tryk Politi foregår via linket her: https://www.politi.dk/sms/

 

Indtil videre er Nordsjællands Politi den eneste politikreds med en sådan SMS-tjeneste.
Mediernes kontaktperson er politiinspektør Helge Holbek via pressekoordinator Henrik Suhr på tlf. 7258 6688.
Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .
Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød, hvoraf sidstnævnte har døgnåbent.

Del på Facebook