Bilister laver alle mulige ting, mens de kører bil – læs her, hvad de selv indrømmer, at de gør og hvor galt, det kan gå

I denne uge vil landets politikredse stoppe uopmærksomme bilister. Det sker som opbakning til de 69 kommuner (se oversigt nederst i pressemeddelelsen), der er med i en landsdækkende kampagne mod uopmærksomhed i trafikken.

 

Gang på gang er der sket ulykker på vejene, som kunne have været undgået, hvis hænderne var blevet på rattet og øjnene på trafikken.

 

Alt for mange bilister bruger af og til deres koncentration på mobilen, radioen, GPS´en eller med at spise i stedet for at holde øje med, hvor de kører. Det betyder, at der er uopmærksomhed involveret i hver tredje trafikulykke.

 

Derfor gennemfører Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og 69 af landets kommuner i de her uger kampagnen “KØR BIL, NÅR DU KØRER BIL“. Nu bakker politikredsene op og gennemfører i løbet af ugen kontrol af uopmærksomme bilister på vejene.

 

– Det betyder meget for trafiksikkerheden, at Politiet gennemfører de her kontroller. Hvis vi kan få flere til at koncentrere sig om at holde øjnene på vejen og trafikken, så vil meget være vundet. Når man er uopmærksom i blot få sekunder, så risikerer man at overse modkørende, cyklister eller fodgængere på vejen, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

 

I sidste uge offentliggjorde Vejdirektoratet antallet af trafikdræbte og tilskadekomne fordelt på hver politikreds i 2014. Tallene taler deres eget dystre sprog, for bag hver tal gemmer sig en person og en familie, der er blevet hårdt ramt af en ulykke.

 

Politikreds: Dræbte og tilskadekomne i trafikken i 2014:

Nordjylland: 23 dræbte og 455 tilskadekomne.

Østjylland: 18 dræbte og 287 tilskadekomne.

Midt- Vestjylland: 33 dræbte og 490 tilskadekomne.

Sydøstjylland: 22 dræbte og 244 tilskadekomne.

Syd- og Sønderjylland: 14 dræbte og 314 tilskadekomne.

Fyn: 13 dræbte og 264 tilskadekomne.

Sydsj. og Lolland-Falster: 9 dræbte og 209 tilskadekomne.

Midt- og Vestsjælland: 20 dræbte og 162 tilskadekomne.

Nordsjælland: 11 dræbte og 199 tilskadekomne.

Kbh. Vestegn: 6 dræbte og 139 tilskadekomne.

København: 9 dræbte og 399 tilskadekomne.

Bornholm: 4 dræbte og 33 tilskadekomne.

 

I alt: 182 dræbte OG 3195 tilskadekomne, heraf 1798 alvorligt.

 

Hver ulykke er én for meget

Gennem årene er trafikken blevet mere og mere sikker. Men én ulykke er én for meget, og derfor vil Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og Kommunerne i Danmark med den aktuelle kampagne mod uopmærksomhed have endnu flere til at være opmærksomme, når de færdes på vejene.

 

En ny undersøgelse blandt 4302 bilister i hele landet, som er lavet i forbindelse med kampagnen “KØR BIL, NÅR DU KØRER BIL”, viser, at der er noget at komme efter:

 

Drikker og spiser: 62%

Betjener GPS: 31%

Finder ting frem/roder efter ting: 27%

Læser sms/mails/på nettet på mobil: 22%

Benytter håndholdt mobil: 18%

Skriver på håndholdt mobil: 14%

 

(kilde: Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, Promonitor 2015).

 

Kontaktinformation: Lisbeth Sahl, seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik: 42 42 70 27. Søren Ørsted Pedersen, pressechef, Rådet for Sikker Trafik: 22 32 70 09.

 

Del på Facebook