I 2014 udkom FN- rapporten:”Concise Report on the World Population Situation in 2014”.
Denne og FN- rapporten fra 2013:”World Population Prospects” er meget spændende, omend noget tung læsning. De vigtigste tal og konklusioner fra de to rapporter sammenfattes efterfølgende.
Befolkningstallets udvikling er afgørende for klodens fremtidige tilstand. Heldigvis kan man med betydelig sikkerhed beregne den nulevende befolknings størrelse i dens levetid ud fra de nuværende livslængder.
Det er afgørende hvor mange børn der fødes, eller rettere ikke fødes
Den fremtidige udvikling i befolkningens frugtbarhed (fertilitet) er derimod usikker og selv mindre ændringer i denne vil være afgørende for udviklingen i verdens befolkningstal.
Det skyldes, at børn, der fødes i disse år, må forventes at leve næsten til år 2100, altså resten af dette århundrede.
De sidste 20 år er verdens befolkning vokset fra 5,7 til 7,2 milliarder. FN forventer med en fortsat aftagende fertilitet svarende til den hidtidige udvikling, at dette tal stiger og når 8,1 milliarder i 2025, 9,6 milliarder i 2050 og 10,9 milliarder i 2100.
Det er stigninger på henholdsvis 25, 33 og 51 % i forhold til det nuværende befolkningstal.
28 milliarder mennesker i 2010
FN forventer, at den globale befolkningstilvækst aftager fra 1,1% om året i dag til 0,5% om året i 2050. Såfremt fertiliteten ikke falder som hidtil, men holder sig på det nuværende niveau, vil verdens befolkning derimod nå 28 milliarder i år 2100, dvs. en stigning på 300 % i forhold til nu eller tre yderligere mennesker for hvert nulevende menneske.
Indtil nu er 54 % af den årlige befolkningstilvækst sket i Asien og 33 % i Afrika. Det vil ændre sig og i 2050 vil mere end 80% af den årlige tilvækst ske i Afrika og kun 12% i Asien.
På det tidspunkt vil befolkningstallet i Afrika vokse mere end 6 gange så hurtigt som i Latin- Amerika og Caribien, medens Europa vil opleve et befolkningsfald efter 2020.
Det meste af befolkningstilvæksten mellem 2014 og 2050, forventer FN, vil være koncentreret på et lille antal lande.
Toppen og bunden for befolkningstilvækst
Ni lande forventes at stå for mere end halvdelen af den globale tilvækst. Det drejer sig om den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Indien, Indonesien, Nigeria, Pakistan, USA- her især pga indvandring samt Uganda.
Der er stor befolkningsvækst i mange af de lande, som er på FNs liste over de 49 mindst udviklede lande. Mellem 2014 og 2050 vil befolkningstallet blive fordoblet i disse lande.
I den anden ende af spektret er der 40 lande med forventet nedgang i befolkningstallet. Det drejer sig i første række om Kina, Tyskland, Japan, Rumænien, Rusland, Serbien, Thailand og Ukraine.
Mange andre lande i Øst- Europa, de sydøstlige og vestlige dele af Asien samt andre dele af Europa og Latin- Amerika of Caribien vil dog også opleve befolkningsnedgange før 2050.
U-landene står for den højeste tilvækst
I 2014 er den totale fertilitet i verden på 2,5 børn pr kvinde. Et konstant befolkningstal opnås ved 2,1 børn pr kvinde. I de sidste 20 år er fertiliteten generelt aftaget, men Afrika skiller sig ud ved, at faldet er langsommere og er startet fra et højere niveau end i de øvrige områder.
Befolkningstilvæksten fra nu og indtil 2100 på 3,7 milliarder mennesker vil øge størrelsen af befolkningerne i udviklingslandene fra 5,9 milliarder i 2013 til 9,6 milliarder i 2100.
Den mest dramatiske tilvækst i denne befolkningstilvækst forventes at ske i de mindst udviklede lande, hvor befolkningerne vil vokse fra knap 900 millioner i 2013 til 1,8 milliard i 2050 og til 2,9 milliarder i 2100.
Middellevealderen
Stigningen i den globale middellevealder er også af betydning for befolkningstilvæksten. Middellevealderen er steget de sidste 20 år og er nu 70 år, men med betydelige variationer.
I USA, Europa og Oceanien er middellevealderen nærmere de 80 år, medens Afrika knap når 60 års middellevealder.
I næsten alle lande er der et overtal af ældre kvinder. I 2014 var der 85 mænd pr 100 kvinder på mere end 60 år og i de højere aldersklasser er der endnu færre mænd.
Overbefolkede byer
Mere end halvdelen af Jordens befolkninger lever nu i byer. I 2014 var tallet 3,9 milliarder og det forventes at vokse til 6,3 milliarder i 2050.
Landbefolkningernes størrelse har derimod været næsten konstant og forventes også at være det indtil 2050. Kun 10 % af verdens befolkninger bor i megabyer dvs. byer med mere end 10 millioner indbyggere.
Sammenfattende kan siges, at det demografiske billede er forskelligt i de forskellige regioner og at billedet er under forandring, således at befolkningsstørrelser og –strukturer samt den geografiske fordeling vil være meget anderledes i fremtiden end i dag.
Familieplanlægning vil være af afgørende betydning for den fremtidige befolkningsudvikling, og da kun få lande har opbygget tilstrækkelige tilbud, er der stort behov for en bedre og mere effektiv indsats på dette område. Behovet er størst i de mindst udviklede lande.
På trods af den betydelige fortsatte befolkningstilvækst udviser både danske og udenlandske politikere stor ulyst til at beskæftige sig med emnet endsige diskutere forventede problemer og mulige løsninger.
Dette kan illustreres med et eksempel fra tidens største og mest alvorlige globale diskussionsemne: den globale opvarmning.
Befolkningstilvægsten er en bombe under den globale opvarmning
Denne er selvfølgelig et vigtigt problemområde, men medens der udvikles mange og komplicerede modeller for opvarmningen og på effekter af forskellige indgreb for at standse eller reducere denne opvarmning, er der ikke scenarier, der detailleret analyserer befolkningstilvækstens betydning herfor.
Ved den berømte/berygtede FN konference i København i 2009 blev dette emne således slet ikke berørt.
Ved forespørgsel forklarede arrangørerne, at de ikke mente, at emnet var af betydning, da den faldende globale fertilitet ville overflødiggøre sådanne overvejelser.
De ovenstående FN- befolkningsudviklingsanalyser viser imidlertid, at dette ikke er korrekt.
Ved gennemgang af resumeerne på internettet fra den tilsvarende klimakonference i Lima 2014 fremgår heller ikke, at emnet har været på dagsordenen. Det understreges dog her, at det er menneskelige aktiviteter, der er hovedårsagen til den globale opvarmning. Men det tilføjes ikke, at en voksende global befolkning vil være af betydning for størrelsen af den globale opvarmning.
Den globale befolkningstilvækst bør efter de nye FN fremskrivninger placeres langt højere på den internationale politiske prioriteringsliste end tilfældet er i dag.
Ligeledes bør emnet indgå som en væsentlig faktor i debatten om den globale opvarmning, da en befolkningstilvækst på henholdsvis 33 og 51 % i 2050 og 2100 er barske realiteter, der ikke længere blot kan affejes med en luftig bortforklaring.
