Døden kommer i bil.
Skoleferien står for døren, en periode, hvor vi har flest spritbilister på vejene. Den forgangne uge er et skrækeksempel på, hvad vi kan vente os.
Onsdag aften i Odense
En spritbilist med en promille på 1.14 kører i alt for høj fart ind i en personbil.
Fire mennesker blev de uskyldige ofre for for denne vanvidsbilist.
Lille Natacha blev kun 13 år, hun var netop blevet konfirmeret og havde hele livet foran sig.
Nu kort efter hendes store dag skal far, mor, søskende og resten af familien igen mødes i kirken, denne gang for at følge den purunge pige til graven. Hendes moster og 14-årige kusine kommer ikke, de ligger begge hårdt kvæstede på hospitalet.
Den 17-årige passager i spritbilistens bil er ligeledes kvæstet.
Den unge spritbilist slap uskadt.
Fredag ved Tappernøje
En 67-årig kvinde blev dræbt af 22-årig spritbilist, der med 140-150 km/t ramte kvindens bil, der blev slynget mod et træ og gik i brand. På strækningen måtte der køres 70 km/t.
Kvinden var dræbt på stedet, spritbilisten slap uskadt.
Som 67-årig er man netop gået på pension, slut på mange års arbejdsliv og med udsigt til 20-25 år med tid til at nyde børn, børnebørn og snarlige oldebørn.
Før var vi gamle, når vi nåede de 67, men nu til dags er de fleste stadig ved godt helbred og ser frem til pensionisttilværelsen, som en tid hvor man har tid og mulighed for at udleve sine drømme. Den mulighed blev frataget hende, da en 22-årig knægt valgte at køre spritkørsel.
Lørdag aften på Folkemødet
Folkefest på Bornholm.
Politiet er på udkig efter spritbilister og flere bliver taget, heriblandt en 33-årig der, netop som han skal alkometertestes, fortryder, gasser voldsomt op og stikker af. Politibetjenten bliver slæbt med bilen en 50-60 meter, men bilen fortsætter og ender kort efter i et stendige, og politiet får fat i føreren.
Betjenten slap med knubs, men måtte tilbringe natten på hospitalet. Denne gang gik det godt, ingen blev dræbt eller kom alvorligt til skade, men det kunne være endt med en grufuld ulykke, da der i weekenden var tusinder af mennesker på Bornholm.
Det var spritbilistens store held, at der ikke stod en gruppe festglade mennesker ved det stengærde,hvor hans bil endte. Nu får han i det mindste ikke at en anklage for manddrab, men det kunne nemt være sket.
En uges hændelser på spritfronten
Til dette kommer så de mange tilfælde, hvor spritbilismen kun kommer frem som små notitser i lokalpressen eller politirapporten, fordi der kun er sket materiel skade.
Mindst 10.000 kører spritkørsel hver eneste dag på vore veje. En ny skærpet lov er trådt i kraft her den 1. juni. Man indrager nu spritbilistens bil ved to promille og ligeså hvis man bliver taget to gange indenfor tre år, hvor den ene gang er med 1.2 promille.
Denne uges ulykker viser så alt for tydeligt at promillesatsen er sat alt for højt.
Natacha blev dræbt af en mand med en promille på 1.14.
Altså kære politikere, det må være en ommer, promillen skal længere ned. De fleste spritulykker sker mellem o.8 og op til 2 promille, kun ganske få når over 2, de er faldet i søvn eller kørt ind i en parkeret bil, før de er kommet i gang.
Lørdag udtalte trafikminister Magnus Heunicke udtalte på TV2, at det ville blive for dyrt for bilisterne at kræve alkolås i bilerne.
Sikke noget vrøvl, en alkolås ville, når den først er lovpåkrævet, koste mindre end alufælge.
Omkostningerne til ofrene, de efterladte, de skadede og ikke mindst rets- og fængselsomkostningerne til spritbilisterne er i sidste ende langt langt dyrere.
Hvor meget er et menneskeliv værd?
Svend og Lillian Drews mistede for fem år siden deres datter og svigersøn på grund af en spritbilist. To børn blev forældreløse. Lige siden har de kæmpet for at få alkolåse i bilerne.