Jeg har efterhånden skrevet for Den Korte Avis i over et år. Jeg har været meget kritisk overfor kriminelle, bandemedlemmer, voldsmænd, politikere, det danske retssystem, dansk politik på mange områder, religiøs fanatisme, mm.
I den forbindelse har jeg fået en masse henvendelser fra folk, som både er enige og uenige med mig. Jeg har for det meste modtaget beskeder fra folk, som støtter op om mine holdninger og som opfordrer mig til at fortsætte med at ytre dem.
Og så var der tilsvininger fra både den yderste højrefløj, den yderste venstrefløj og ikke mindst indvandrere. Det var til at overkomme. Sådan er politik. Mange kan ikke skelne manden fra bolden, og så bliver det grimt.
Den første gang jeg fik direkte trusler
Men jeg fik første gang direkte trusler, da jeg begyndte at skrive om islamisme og Grimhøjmoskeen.
Da jeg foreslog, at man lukkede stedet, fordi det ikke længere burde betragtes som et bedested, men en ulovlig virksomhed, hvor man opfordrede til vold og rekrutterede andre folks mindreårige børn til krigsområder.
Det er ikke spor behageligt at få at vide, at jeg skal se mig over skulderen, når jeg går på gaden. Det er bestemt ikke rart at få at vide, at jeg har ophidset en pårørende til en ung mand, der har mistet liv i Syrien så meget, at vedkommende har tænkt sig at komme efter mig. Fordi jeg har kritiseret de mennesker, som sendte hans familiemedlem i døden.
I 2012 skrev jeg et indlæg i Politiken om mit liv med min danske kæreste og vores børn.
Det medførte, at jeg fik henvendelser fra folk, som mente, at de havde ret til at blande sig i, om jeg måtte kalde mig selv muslim, hvem jeg skal leve med, hvorvidt jeg måtte udtale mig til medierne igen og hvorvidt jeg skyldte en undskyldning til alle danske muslimer.
Jeg var rystet.
Min kæreste blev kaldt kafir (vantro, red.) og mine børn uægte. Og jeg var luder. Det var dagen, hvor jeg besluttede, at jeg ville gøre alt for, at mine børn ikke vokser op i et samfund, hvor andre menneskers fanatisme skal bestemme deres skæbne og deres frihed.
Det er skræmmende, at der i Danmark findes mennesker uden hæmninger, som mener, at de kan gøre hvad de lyster og manipulere andre til det, så længe de gør det i Allahs navn.
Jeg har selv været en af dem, der ikke tog islamisme seriøst.
Jeg er opvokset i en troende familie, hvor både min mormor og farmor bedte 5 gange om dagen og troede på gud, men aldrig gik med hijab og aldrig satte deres fødder i en moske.
Deres børn opdraget til at finde deres egen tro og leve livet, som de selv lyster.
Så for mig har det været ubegribeligt, at man kan slå ihjel, udøve vold, eller i troens navn tvinge andre til noget, de ikke havde lyst til.
Men så flyttede jeg på Nørrebro og kom ud i en virkelighed, som indtil da var mig meget fjern. Og desuden blev jeg med alderen mere nysgerrig omkring politik og samfund.
I dag er jeg blevet noget klogere på området og har indset, hvor farlig islamisme er. Islamismen er farlig for integration og deltagelse i det danske samfund, men også for det danske demokrati, ytringsfriheden og i værste fald sikkerheden.
Flere og flere helt unge mennesker bliver hjernevasket og manipuleret til at sætte deres liv på spil, så andre kan udleve deres sadistiske drømme.
Og når det er så nemt at sende disse mennesker flere tusind kilometer for at slå ihjel i Allahs navn, hvor nemt, tror du, det er at sende dem til Kastrup, Nørreport eller i en bybus, for at gøre det samme?!
Som muslim ser jeg islamisme som en meget farlig fjende. Som Merete Riisager, min partifælle fra Liberal Alliance, skrev forleden “Den rabiate islamisme er en trussel mod friheden – ikke mindst mod friheden for danske muslimer.”
Det stikker meget dybere end spørgsmålet om, man må pynte et juletræ i Kokkedal, eller om man må få øl og røde pølser på et stadion i Brøndby.
Det handler om, at 16-årige børn bliver sendt i krig – uden forældrenes samtykke eller kendskab til, at det sker. De bliver sendt af sted med instruktion om at lyve, stjæle, udøve vold og hærværk i guds navn. Det handler om trusler mod og overfald på folk, der på den ene eller den anden måde måtte have provokeret islamisterne og selv mordforsøg på folks private adresse.
Hvor meget skal der til, før vi tager islamisme seriøst? Før vi begynder at udvise folk, der prædiker og opfordrer til vold og drab i guds navn, hvor der er mulighed for det? Før vi lukker steder, som driver ulovlig og samfundsskadelig virksomhed, under påskud om at være bedesteder?
Skal vi have en Ground Zero midt i København, eller en Theo van Gogh – for handler vi ikke nu, er det præcis der, vi ender en dag.
