Ingefær er roden til alt godt. Ingefær har været anvendt som lindrende middel mod infektioner, gigtsmerter og kvalme i mange hundrede år, og erfaringsmæssigt har den lille ingefærrod vist sig effektiv overfor disse lidelser.
Ingefærplanten har været anvendt herhjemme siden middelalderen. I Indien, Kina og andre steder i Asien har ingefær derimod været kendt og anvendt som et lindrende middel mod forskellige lidelser i årtusinder. Det er plantens rod, der kan anvendes såvel medicinsk som i form af krydderi til maden.
”Ingefærroden har en fantastisk antiinflammatorisk effekt, og da inflammation (betændelse) indgår i udviklingen af stort set alle velfærdssygdomme, så kan det for os alle sammen være en god ide bruge mere ingefær i den daglige madlavning,” forklarer Anette Harbech Oleson, der blogger om mad og sundhed på madforlivet.com.
Gode egenskaber
”Ingefær har erfaringsmæssigt vist sig velegnet blandt andet som middel mod gigtsmerter, køresyge, kvalme, hoste, fordøjelsesbesvær og forstoppelse og kan for nogle have lindrende effekt i forbindelse med kemoterapi. Ingefær kan også være velegnet ved forskellige infektioner og forkølelse, og her er det den friske ingefær, der er mest effektiv.
Vi kan rive frisk ingefær i wokretten, over salaten eller bruge det i den daglige friskpressede grønsagssaft. Det smager også dejligt som te, og det er enkelt og let at lave en kop ingefærte,” skriver Anette Harbech Olesen på sin blog madforlivet.com.
Drik det
Ud over at bruge ingefær i madlavningen, kan du med fordel drikke det.
Lav fx ingefærte ved at rive ca. 2½ cm rod ned i en stor kop og tilsætte skal og saft af ¼ økologisk citron og overhælde det med kogende vand.
Du kan med fordel lave en stor portion og afkøle det. Det vil læske på en varm sommerdag med citronskiver og isterninger og være et godt alternativ til saft og sodavand. (madforlivet.com)
Du kan også blot rive frisk ingefær og komme det i dit drikkevand sammen med citron.
Mit daglige shot
Den verdenskendte frisør Gun-Britt Zeller er en af fortalerne for ingefær.
Hun tager hver morgen og hver aften et shot ingefær, som blandt andet lindrer smerter i knæene.
”Jeg tager et stykke økologisk ingefær og presser det med skræl i en frugtpresser. Saften fra ingefæren blander jeg op med kogende vand – som hvis jeg lavede en kop the – og en lille smule honning. Det smager ret stærkt og man kan ligefrem mærke, at det renser kroppen ud. Og bonus er, at mine ingefærshot også hjælper mig med at få dækket mit daglige væskebehov,” har Gun-Britt Zeller tidligere fortalt til Den Korte Avis (20.6.13)