|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
”Vores retssystem er farligt for danskerne”. Det var overskriften på en kronik af Eva Selsing i B.T. 30/7.
Kronikken blev skrevet på baggrund af en mild dom for dødsvold på bare 7 måneder, som en seriekriminel blev idømt.
På trods af et langt synderegister med vold, voldtægt og drabsforsøg blev han for denne dødsvold, der i realiteten er mord, idømt en straf, som hører til i afdelingen for småkriminalitet.
Synderegistret
I marts 2014 blev han idømt to år og ni måneders fængsel for blandt andet voldtægt, vold, grov vold, trusler og ulovlig tvang.
På trods af den meget milde straf for disse forbrydelser, blev han allerede prøveløsladt 19. oktober 2015 med prøvetid frem til 19. oktober 2017.
Mindre end to måneder efter prøveløsladelsen (december 2015) begik han et drabsforsøg på Diskoteket Jupiter i København. Her blev et mandligt offer knivstukket i brystet og ville have været død af blodtab og hjertestop, hvis han ikke havde fået lægehjælp med det samme. Forbryderen blev idømt syv års fængsel for det forhold.
I 2017 blev hans ekskæreste udsat for drabsforsøg. Hun blev lam i begge ben efter knivoverfaldet. Altså tilsyneladende livsvarigt skadet. Også her angives det, at han blev idømt 7 års fængsel.
Noget her stemmer ikke: 7 års fængsel for drabsforsøg i 2015 og 7 års fængsel for drabsforsøg i 2017. Er de to drabsforsøg mon slået sammen under den samme retssag?
I en erklæring fra Retslægerådet lød det i forbindelse med sagen om drabsforsøg, at han blev fundet “personlighedsmæssigt forstyrret med dyssociale træk – manglende empati, lav frustrationstærskel, ansvarsforflygtigelse og bagatellisering – men i øvrigt uden tegn på alvorlig psykopati”.
Hvis den kriminelles vanvittige knivoverfald og øvrige forbrydelser ikke er ”alvorlig psykopati”, kunne vi måske få oplyst, hvordan ikke-alvorlig psykopati manifesterer sig. Mon ikke de fleste lægfolk vil mene, at hans forbrydelser tyder på netop alvorlig psykopati, hvilket mordet her i 2026 bekræfter.
Definitioner
Hvad er forskellen på de to ovennævnte drabsforsøg, der medfører 7 års fængsel, og så dødsvold, der foreløbig er takseret til 7 måneders fængsel? Anklageren er efter sigende gået i tænkeboks, om hvorvidt straffen bør ankes.
Systemets blindhed
Den meget lave straf er, som som Selsing skriver: ”systemets blinde modvilje mod strengere straffe. Systemets folk påstår, at straf ikke virker, hvilket altid har været en slags pæn løgn.”
Selsing skriver videre, at ”Resultatet af denne ideologi er, at vi har et farligt retssystem, som tager mere hensyn til forbryderne, og som håner ofrene og de pårørende.”
Endnu engang står vi med en tragedie, et tabt liv, fortvivlede pårørende og en chokeret befolkning, mens der bliver lagt blomster og stillet lys, hvor mordet fandt sted og politikere, der erklærer, at de ”ikke vil finde sig i det”.
Hvad kan de sørgende pårørende bruge det til? Hvad kan befolkningen, som færdes ude i samfundet, bruge det til?
For og imod højere straffe
Forskningsprofessor Lars Højsgaard Andersen, Rockwool Fonden anfører, at der ”ikke meget forskning, der peger på, at folk tænker sig om en ekstra gang, bare fordi straffen hæves.”
Nej, muligvis ikke, men netop som Eva Selsing skriver, er det svært at begå kriminalitet, når man sidder i fængsel.
Højgaard Andersen medgiver, at ”Længere fængselsstraffe holder naturligt også de dømte bag tremmer i længere tid”, men mener, at ”kriminalitet i høj grad er et socialt problem”. Derfor mener han, at ”når nu forslaget indeholder et ønske om længere straffe er det vigtigt at bruge den yderligere tid til at sikre, at de dømte ikke kaster sig ud i ny kriminalitet, når de igen er ude i det fri, og at ”det vil være gavnligt at bruge den ekstra tid bag tremmer til “godt resocialiserende arbejde”.
Heri er formanden for Venstre Troels Lund Poulsen ikke enig: ”Ikke i forhold til dem, der laver meget grov vold. De har fortjent at sidde i fængsel. Dem skal vi ikke lave nogle særlige initiativer til, for at de skal slippe billigere.
Vi har set forskellige niveauer for strafudmåling, for meget grov vold, hvor vi taler om måneder, selvom folk er blevet slået nærmest til lirekassemænd.”
Jeg troede, man for længst havde forladt den tåbelige pædagogiske ideologi om, at kriminalitet er et socialt problem. Skulle det være tilfældet, ville stort set hele den danske befolkning, inden velfærdstatens ankomst, have været buret inde.
Til dr.dk. siger Lund Poulsen, at ”straffene, som de er flest ikke står mål med forbrydelserne, når det gælder det, der i straffeloven betegnes som grov vold og særlig grov vold.” Det har han i hvert fald ret i.
Som forventet er retsordfører Zenia Stampe, de Radikale, lodret uenig: ”Nu har vi jo forsøgt at hæve straffen igen og igen i de sidste 20 år, uden at det har gjort folk mindre kriminelle.”
Det er glimrende, at venstrefløjen taler om forebyggelse, men det er et langtidsprojekt, mens krudt, kugler og knive flyver igennem luften til fare for befolkningen nu i disse dage, hver dag. Der synes slet ikke at være forståelse for, at der må gøres noget nu.
Hendes største anke er imidlertid, ”at fængslerne landet over allerede er fyldt op. De er faktisk overfyldte og har været i det i en årrække, ligesom der længe har været mangel på fængselsbetjente til at tage sig af dem, der afsoner en fængselsstraf. Antallet af fængselsbetjente er ligefrem faldet – endda ret markant – over de sidste 12 år.”
Hvad skyldes mon de overfyldte fængsler, og at fængselsbetjentene flygter fra deres job? Se på statistikken, der viser, at udlændinge og efterkommere er overrepræsenteret i fængslerne. Såfremt vi kunne nøjes med vores egne kriminelle, ville der sandsynligvis være nok fængselspladser og nok fængselsbetjente, og resocialisering kunne iværksættes med noget større succes, end tilfældet er.
Er det slet ikke gået op for venstrefløjen, at de selv bærer en stor del af skylden for de overfyldte fængsler, og at de i den grad er medvirkende til importen af kriminelle fra hele verden. Og modstand imod, at de sendes hjem igen.
Spørger man Troels Lund Poulsen, kan problemet med overfyldte fængsler løses. ”Det kan jo ikke nytte noget, at vores retspolitik er dimensioneret efter, hvor mange pladser vi har i fængslerne. Er der brug for at skabe flere pladser, så skal vi selvfølgelig også være villige til at skaffe dem.
Vi har en belægning i fængslerne på 100 procent og har haft det i en årrække. Vi mangler fængselsbetjente. I praksis betyder det, at retspolitikken i dag er defineret af kapaciteten i vores institutioner.”
Eksempler på lave straffe:
Flere, herunder Troels Lund Poulsen og tidligere justitsminister Mattias Tesfaye, giver eksempler på lave straffe for meget grov vold:
Henholdsvis seks og fire måneders fængsel fik tre mænd ved Retten i Hjørring i maj. De havde overfaldet et offer i hans hjem, slået ham adskillige gange med en papegøjetang, nikket ham en skalle og sparket ham, mens han lå ned. De havde desuden truet med at rive hans finger af.
Henholdsvis seks, otte og 18 måneders fængsel blev fire unge mænd idømt ved Retten i Odense i 2019. De havde iført masker overfaldet to pædagoger på et opholdssted. Slået dem med baseballbat og knyttede næver og kastet stole mod dem.
I februar 2020 blev den 19-årige Lauritz overfaldet af en gruppe. Seks måneders fængsel var den hårdeste straf, en af gerningsmændene blev idømt, selv om det var vold i forening, selv om han var tidligere straffet, og selv om det var umotiveret. Lauritz fik rimeligt brutale tæsk, blev smidt ud på kørebanen med risiko for at blive kørt ihjel. Efterfølgende sagde Lauritz’ mor, at hun synes, det er latterligt, at man kan udøve så voldsomt et overfald på et andet menneske og så slippe med seks måneders fængsel. Jeg er enig med Lauritz’ mor: Det ER latterligt, sagde Tesfaye til Avisen Danmark.
Mattias Tesfaye (S) mener, at hans parti har brudt samfundskontrakten med borgerne ved at råbe op om hårdere straffe og hurtigere konsekvens uden at bakke det op med penge. I dette interview maler han et grumt nutidsbillede af en utilstrækkelig retsstat og erkender, at der mangler noget i den socialdemokratiske fortælling.
Forhøjede straffe – men hvad med praksis?
Gældende straffelov (LBK nr. 1294 af 7.11.2025). Stramninger (Lov nr. 263 af 11/02/2026).
- 245. Den, der udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Forhøjes til 8 år.
Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.
Stk. 2. Den, der uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden personskade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år. Forhøjes til 8 år.
- 246. Har et legemsangreb omfattet af § 245 eller § 245 a været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år. Forhøjes til 12 år.
- 247. Begås nogen af lovovertrædelserne nævnt i §§ 243–246, af en person, der tidligere er dømt for forsærligt legemsangreb, for psykisk vold eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve.
Hvad er det, der er til at misforstå i det ovennævnte? Hvad er det, der er til at misforstå i sætningen ”haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder”?
Hvordan synes dommerne, der skal rette sig efter lovene, at 7 måneder for dødsvold (eller mord, som det regulært er) rimer med ovennævnte love? Der er jo overhovedet ingen sammenhæng.
Man kommer til at tænke på ”ét er kort at forstå, et andet skib at føre”.
De milde domme for mord
At meget grov vold, der resulterer i dødsfald, ikke kvalificerer til mord, skyldes, at Straffeloven splitter volden op i uagtsomt (§ 245, 246) eller med forsæt (§ 237): Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.
Men sådan ser Straffeloven ikke på det. For her er mord (som i øvrigt i Danmark betegnes ”drab” – det lyder ikke lige så slemt) en gerning, som morderen skal have haft forsæt til. Ikke forsæt (planlægning), ikke mord.
Som det ses ovenfor, er der et stort spænd mellem laveste og højeste straf. Ganske vist skal domstolene rette sig efter de love, der er vedtaget af Folketinget, men med et sådant spænd, er der et lige så stort spænd for domstolenes skøn.
På baggrund af strafferammer, der i realiteten aldrig anvendes fuldt ud, har der ind imellem været forslag om, at der burde være minimumsstraffe. Det skulle forhindre, at dommerne dømmer så mildt, at det mere ses som et rap over fingerne end en egentlig straf og er ikke befordrende for befolkningens retsfølelse.
Det har kloge hoveder advaret imod. Så vidt jeg erindrer, går advarslerne på, at det ikke giver dommerne mulighed for at tage højde for f.eks. formildende eller andre omstændigheder.
Man må dog indvende, at netop det gigantiske spænd, der i dag er mellem laveste og højeste straf, giver dommerne alle muligheder for at tage alverdens hensyn til de kriminelle.
Samfundskontrakten
Samfundskontrakten går ud på, at myndighederne har voldsmonopolet, og at befolkningen til gengæld ikke begår selvtægt.
Med pjatstraffe på få måneder for så grov vold, at ofrene enten dør eller næppe slipper uden livsvarige mén, det være sig psykiske eller fysiske, hvorefter de farlige kriminelle slippes ud igen i samfundet, er en direkte opfordring til selvtægt.
I mine øjne er samfundskontrakten for længst brudt fra myndighedernes side. Selvtægt ville uden tvivl være en mere probat afklapsning, end retsstaten kan byde op med. Men farlig for retsstaten.
