“Så længe vi ikke tør tage et opgør med islams nedbrydning af det danske folkestyre, kultur og retsstat, er vi på fortabelsens vej”

ISLAMOFOBI FOR VIDEREKOMNE

Det er blevet sagt, at islamofobi er et begreb opfundet af fascister og brugt af kujoner til at manipulere idioter. Den beskrivelse passer perfekt på Danmark, hvor vi nyttige idioter igennem årtier har trukket os bukkende og småfisende tilbage for islams voksende krav om dominans og underkastelse. Ifølge islams hellige skrifter er en muslim altid et offer, fordi profeten Muhammed i sin ungdom blev afvist og undertrykt af hedenske arabiske stammer. Derfor er alle muslimer principielt ofre. Den vantro fornærmer muslimen ved ikke at antage islam som tro og ideologi. Derfor er muslimen offer, og den efterfølgende hævn over den vantro anses som en berettiget forsvarshandling. Jihad er ethvert pres mod den vantro, voldeligt, mundtligt, skriftligt eller økonomisk.

I loyal bekendelse til den islamiske offersaga har Muslimernes Fællesråd netop publiceret en meningsmåling og ’analyse’, der beskriver, hvordan hele 90 procent af de adspurgte muslimer har oplevet islamofobi i form af chikane, social mistænkeliggørelse og indskrænkning af deres religionsfrihed. Der har således været kritik fra det vantro danske samfund af islamiske shariapatruljer, mæglingsråd, kønsopdelte arrangementer, donationer til islamiske trossamfund, ejerskab af moskéer og tørklæde til muslimske kvinder. Set i et islamisk perspektiv er det bestemt ingen spøg at være muslim i Danmark og man må spørge sig selv, hvordan de overhovedet kan holde ud at være her?

Forlader vi den islamiske tusind og én nats eventyrsamling og ser på virkelighedens verden, kan vi konstatere, at islam i Danmark er gået fra sejr til sejr i al den tid, vi har haft indvandring fra islamiske kultursamfund. Muslimske migranter kan stort set leve en arbejdsfri tilværelse i det danske samfund, som anser alle muslimer som traumatiserede og derfor berettiget til førtidspension eller anden understøttelse. Islamiske migranter oppebærer livslang kontanthjælp, fordi jobcentre ikke orker at standse uberettiget udbetaling, da sociallovgivningen rummer så mange klage- og appelmuligheder, at det anses for billigere for samfundet at åbne kasserne og lukke øjnene.

Migranter fra islamiske kultursamfund har forskanset sig i parallelsamfund med selvjustits, hvor moskéerne fungerer som rådhuse, politistationer, domhuse og socialrådgivere. Islamiske påvirkningsagenter, enten som individer eller interesseorganisationer censurerer muslimske elevers adfærd i skolerne, hvor de holdes væk fra fællesbadning, lejrskole, skolefester og julegudstjenester. Ifølge integrationskonsulent Tina Magaard er den islamiske sindelagskontrol indgroet i gymnasier landet over, hvor elever tvinges til at opføre sig som ’gode muslimer’ og mobbes, hvis de bliver for ’danske’. Rektorerne er bange for at blive hængt ud som islamofober og vender ryggen til den stigende islamiske dominans. Også på vores universiteter mærkes den tiltagende islamisering, hvor især studerende fra MENAPT-landene bliver udsat for grov islamisk chikane, hvis de ikke retter ind efter shia-forskrifterne. Og universitetsrektorerne? Joh, de ’ser med stor alvor på udviklingen’, altså den danske model.

Islam har skaffet sig en stærk position i den offentlige sektor, især inden for omsorgs- og socialforvaltningen. Der er islamiske medarbejdere og sympatisører i ministerier, styrelser, nævn og udvalg overalt i samfundet, der nu bevilliger næsten 100 milliarder kroner hvert eneste år i overførselsindkomster til migranter fra islamiske kultursamfund. Der uddannes stadig flere islamiske læger, advokater, socialrådgivere og pædagoger, der bidrager til mere indvandring, flere særrettigheder og flere privilegier til det islamiske samfund i Danmark.

Danske politikere og medier skammer sig så meget over at have tilladt denne islamisering af samfundet, at emnet er blevet tabu. Nok er der kritik i politik og presse af enkeltsager i islam som børneægteskaber, genopdragelsesrejser og bøssehadet, men der er aldrig kritik af det, der er roden til alt det onde, nemlig den islamiske ideologi, der hader og bekæmper alt det, den vestlige kultur bygger på: frihed, respekt for medmennesker, demokrati og retsstaten. Siden ayatollah Khomeini kom til magten og militariserede islam til angreb på den vestlige kultur og levevis, er det lykkedes islamiske ledere at tyrannisere de vestlige demokratier til at se enhver kritik af islams grusomme straffemetoder, kvindeundertrykkelse og had til jøder, kristne og seksuelle minoriteter som racisme og angreb på trosfriheden. I Danmark kom det endda så vidt, at vi med koranloven kriminaliserede ’utilbørlig behandling’ af alle hellige islamiske skrifter, altså også hele sharia-lovkomplekset, der jo netop kanoniserer islams værste grusomheder. Den berygtede Marrakech-traktat, der giver alle vandrende mennesker en flygtnings rettigheder, er sammen med koranloven de foreløbige højdepunkter i den danske islamofobi.

Den islamiske ideologi og tro er ufortyndet fascisme, en ideologi der undertrykker, forfølger og myrder andre mennesker, ikke for hvad de har gjort, men for, hvad de er: vantro. Så længe vi ikke tør tage et opgør med islams nedbrydning af det danske folkestyre, kultur og retsstat, er vi på fortabelsens vej. Vi ved det. Vi skammer os. Endda så meget, at vi ikke kan holde ud at tale om det. Så islam er der bare. Og vokser.

8. maj 2026

Artiklen er bragt på aamund.dk