|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Arabiske storfamilier gør hverdagen på hospital i Berlin til et helvede.
Arabiske storfamilier er et enormt og ødelæggende problem i Tyskland. Det har Den Korte Avis skrevet om flere gange.
Disse arabiske storfamilier gør også hverdagen på hospitaler til et helvede.
På et hospital i Berlin har skud- og knivstik længe været en del af dagligdagen.
“Vi har sådanne tilfælde flere gange om ugen,” fortæller sygeplejerske Felix Wolf, til avisen Welt. (Hans navn er ændret af avisen)
Når ofrene for knivstikkeri og lignende bliver bragt ind på akutafdelingen, så trækker det farlige slagsmål mellem klaner ind på hospitalet.
Familiemedlemmer til ham, der er blevet såret, strømmer til. Det gør familiemedlemmer til gerningsmanden også. De fylder på hospitalet og truer ofte personalet. Desuden kommer de to klaner i slagsmål på hospitalet.
Det udløser igen og igen angreb på personalet. Det er ikke nyt, men det er blevet meget voldsomt.
Det er avisen Welt, der har undersøgt forholdene og talt med en medarbejder på hospitalet i Berlin, der giver et indblik i, hvad der sker, og hvilke forhold personalet udsættes for.
Situationen bliver særligt drastisk, når de involverede er medlemmer af arabiske udvidede storfamilier.
Så snart det er medlemmer af storfamilier med bestemte navne, bliver politiet tilkaldt. Så kommer der nogle gange 15 til 20 patruljevogne og hospitalets område og nogle omkringliggende gader bliver afspærret.
Dette har enorme konsekvenser for hospitalets drift, forklarer medarbejderen. Mens politi og detektiver sikrer situationen, kan skadestuen praktisk talt ligge stille i timevis. “Nye akutte patienter kan ikke indlægges i denne periode,” fortæller Wolf.
Når offeret er bragt ind ankommer ofte kort tid efter adskillige slægtninge.
“Det tager som regel ikke lang tid for 20, 30, 40 familiemedlemmer at stå foran hospitalet.”
Ifølge sygeplejersken kommunikerede de via Telegram-grupper på nettet. De opførte sig nogle gange aggressivt.
Beskeden er: “Vi er her; Vi står ved vores folk – og du kan være forberedt på noget, hvis der sker dem noget.”
Personalet tager nu selv forholdsregler over for disse farlige situationer.
Wolf siger, at han ikke har gået med navneskilt i årevis, så han ikke kan identificeres.
Der tages også højde for mulige farer, når personalet sendes ind til medlemmer af arabiske storfamilier.
“Hvis to arabiske drenge skal tilses og plejes, så sender jeg ikke to piger ind, men mindst én mand.”
Wolf siger også: “Jeg forsøger også at holde kolleger med jødiske efternavne ude af sådan en sag.”
Bekymringen er særligt stor for, at et klanmedlem kan dø på hospitalet. “Det lyder måske forkert, men vi er altid glade, når den tilskadekomne dør på gerningsstedet og ikke her,” forklarer Wolf. Baggrunden er frygt for eskalering af vold blandt pårørende. Hvis en tilskadekommen person dør på gerningsstedetstedet, bliver politi og redningsfolk nogle gange kraftigt chikaneret og råbt ad.
Wolf klager også over, at sådanne tilstande er svære at tale åbent om, så man kan gøre noget ved det. Enhver, der nævner “hvilken klientel” der forårsager visse problemer, bliver hurtigt konfronteret med anklager om racisme.
Samtidig understreger han overfor avisen, at denne beskrivelse af vilkårene ikke er en generel kritik af indvandring, og han distancerer sig også fra det indvandringskritiske parti AfD. For ham er det vigtigste, at omsorgspersoner kan udføre deres arbejde uden at skulle acceptere intimidering, vold og tab af deres egen sikkerhed, siger han.
Sygeplejerskens beretning viser meget godt det dilemma mange i befolkningen står i. De kan se en række store problemer, men de er bange for at blive udskammet og kaldt racister.
Det er med til at tilsløre problemerne.
Truslen drejer sig ikkke om et dramatisk sammenbrud af samfundet, men om en ubønhørlig forandring af samfundet.
