|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
En tilfældig 14-årig dansk pige er ifølge politiet blevet udsat for en voldtægt i en københavnsk park af en mand, der ikke overraskende har et arabisk navn.
Hvorfor skriver jeg, at dette “ikke er overraskende”?
Kunne det ikke ligesåvel have været en dansk mand, der var sprunget frem fra en hæk og havde analvoldtaget den blot 14-årige pige.
Teoretisk kunne det selvfølgelig.
Men vi må desværre også sande, at udlændinge fra særligt Mellemøsten og Afrika er voldsomt overrepræsenterede i den grove personfarlige kriminalitet.
De seneste tal fra Danmarks Statistik taler deres tydelige sprog:
Mænd med afghansk og libanesisk oprindelse bliver dømt for voldtægt og andre seksualforbrydelser mere end dobbelt så ofte som mænd med dansk oprindelse.
Når det gælder vold, er forskellen endnu større: Somaliske mænd bliver dømt mere end seks gange så ofte som danske mænd, mens mænd med libanesisk oprindelse bliver dømt mere end fem gange så ofte. Irakiske og syriske mænd ligger omkring to en halv gang så højt.
Det er ikke små udsving. Det er massive forskelle.
Overfald på tilfældige mennesker. Voldtægter i parker. Grov vold og trusler mod sagesløse mennesker, som gerningsmændene ikke nødvendigvis har haft nogen kontroverser med.
Det er en særlig form for kriminalitet, fordi den rammer noget helt fundamentalt: Nemlig følelsen af, at man kan bevæge sig frit og trygt rundt i sit eget land.
Når en ung kvinde ikke kan gå gennem en park uden risikoen for at blive udsat for et seksuelt overgreb, er det ikke bare en sag mellem gerningsmanden og offeret.
Det påvirker alle andre kvinder, der bagefter tænker sig om en ekstra gang, før de går alene hjem.
Det påvirker den grundlæggende tillid og tryghed, som Danmark ellers historisk har været kendetegnet ved.
Det er ikke en udvikling, der begyndte i går.
Danmark har gennem mere end fire årtier gennemgået en omfattende demografisk forandring som følge af indvandring og efterfølgende familiesammenføringer.
I mange år blev kritikere af udviklingen mødt med argumentet om, at integrationen med tiden ville løse problemerne.
Men fire årtier er lang tid.
Vi har i dag både anden og tredje generation. Meget tyder på, at problemerne ikke bliver mindre med generationerne.
Dansk Folkeparti har siden partiets stiftelse i 1995 gjort begrænsning af den islamiske og afrikanske indvandring til et centralt politisk spørgsmål.
Partiet har gennem årtier advaret om blandt andet kriminalitet, parallelsamfund, manglende integration og kulturelle konflikter.
Tallene skal selvsagt ikke bruges til at mistænkeliggøre ethvert menneske med udenlandsk baggrund. Der er kommet mange mennesker til Danmark, der helhjertet har investeret sig selv i den danske kultur, har opdraget deres børn som danske og bidraget loyalt til det danske samfund.
Men tallene skal heller ikke gemmes væk, fordi det er lettere at ignorere virkeligheden eller mere behageligt at gemme samtalen om konsekvenserne væk.
En ansvarlig udlændingepolitik må nødvendigvis forholde sig til konsekvenserne af den indvandring, man tillader. De strukturelle forskydninger, der sker på kriminalitet, tryghed, terror, økonomiske udgifter, kulturelle normer og den sociale sammenhængskraft, som et samfund i sidste ende står og falder med.
De seneste årtiers indvandring fra Mellemøsten og Afrika har gjort Danmark til et – relativt set – mere utrygt, mindre sikkert, mindre velstående og mindre sammenhængende land. Med større risiko for terror – og større risiko for grov vold og seksuelle overgreb.
Det betyder ikke, at der placeres et kollektivt ansvar hos mennesker med baggrund i disse lande – men det betyder, at politik også skal vurderes på sine konsekvenser.
Hvis udviklingen går i den forkerte retning, er det ikke nok at konstatere, at udviklingen er uønsket.
Så er vi nødt til også at diskutere, hvordan vi undgår at forværre udviklingen – og måske vigtigere endnu, hvordan vi vender den.
