|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Om varebilen var læsset med julegaver til rumænerne nede i Grev Dracula-land eller blot var en almindelig handelsvare, fremgår ikke af politiets døgnrapport.
Det var Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- & Sønderjyllands Politi, der natten til søndag den 7. december standsede en rumænsk indregistreret varebil.
Og det gav pote.
Bilen viste sig at være proppet med tyvekoster, som de to rumænske mænd i bilen i nattens mulm og mørke havde forsøgt at smugle ud af landet via grænseovergangen ved Kruså.
Registrerede over tusinde stjålne genstande
Politiet har nu afsluttet registreringen af de flere end 1.000 genstande, der blev fundet i varebilen.
Blandt andet er der fundet en stor mængde helt nyt tøj og et par hundrede stykker værktøj.
En del af værktøjet er mærket på forskellig vis med navn, firmanavn eller telefonnummer, og det har ført til, at politiet har kunnet finde frem til en række gerningssteder, ligesom ejerne har kunnet få udleveret deres værktøj.
En stor hjælp for politiet
Når det drejer sig om stjålne genstande, er det af stor betydning for efterforskningen, at politiet kan dokumentere, hvem de stjålne ting tilhører, lyder det fra vicepolitiinspektør Karsten Høy fra UKA Vest:
”Det er en stor hjælp for os, når virksomheder og andre mærker deres værktøj, så vi har mulighed for at identificere den rette ejer. Det hjælper både i efterforskningen og opklaringen af sagerne.”
De to rumænske statsborgere er varetægtsfængslet i sagen sigtet for hæleri, og sagen efterforskes fortsat.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og politiet har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.