Getting your Trinity Audio player ready...
|
For det tilfælde, at nogle skulle have glemt de ISIS-kvinder, som vendte Danmark ryggen for at leve et langt lykkeligere liv i kalifatet, er her først et kort resume af sagens begyndelse.
Regeringens standhaftighed
Vi husker sikkert alle regeringens standhaftighed, da de nægtede at hente ISIS-kvinderne til Danmark. Børnene ville regeringen tage imod, men det ville blive uden deres mødre. Ville de til Danmark, måtte de selv forsøge at nå frem til vores grænse, og intet konsulat eller dansk repræsentation på vejen måtte hjælpe dem.
Regeringen glemte dog at tage godhedssegmentet, der er mere humane, ja i det hele taget bedre mennesker end os andre, i ed.
Venstrefløjen, og det forlød, at Rosa Lund (Enhedslisten) var primus motor, skaffede lynhurtigt advokater, læger, psykologer og andet godtfolk til at møde op i de lejre, hvor mødre og børn opholdt sig, efter at kalifatet var nedkæmpet, og dets krigere var fængslet.
Så med gode råd fra de udsendte, blev mødrene lige så standhaftige som regeringen. De fik at vide, at børnene var deres rambuk til ophold i Danmark, så det gav mening hellere at lade børnene lide under talrige sygdomme eller i værste fald dø end at udlevere dem til omsorg og pleje i Danmark. Og så i øvrigt kaste beskyldninger om umenneskelighed på regeringen – og os andre.
Forinden var en forældreløs baby hentet til Danmark. Hvem babyens mor var, melder historien ikke noget om, men at dømme efter klædedragten på familiens kvinder, der mødte op i Kastrup Lufthavn, har den afdøde mor højst sandsynligt været somalier.
Det var der sikkert ingen, der opponerede imod, ej heller at en 13-årig dreng med skud i ryggen blev hentet til Danmark, da man havde indhentet den bosniske mors tilladelse. Hun havde jo stadig syv børn som gidsler.
Var der nogen, der havde regnet med, at regeringen ville vakle under det stærke pres, den blev udsat for? Ja, det vidste vi vist alle.
Og så startede tilbagetagelserne af ikke blot børnene, men også af deres mødre.
ISIS-kvinderne og deres børn
De seks ISIS-kvinder har tilknytning til Danmark. I alt har de tyve børn. Derudover er en syvende – en somalier – der ingen børn har.
I første omgang (2021) blev tre kvinder og femten børn hentet til Danmark.
33-årig etnisk dansk kvinde med fem børn.
31-årig etnisk dansk kvinde med to børn.
36-årig kvinde fra Bosnien-Herzegovina med otte børn, hvoraf den 13-årige skudramte dreng allerede var bragt til Danmark.
De næste tre kvinder med fem børn er:
23-årig somalisk kvinde med et barn. Hun er født i Danmark og opvokset i England.
(Hendes somaliske tvillingsøster, der var sammen med hende, har ingen børn og er ikke med i ovennævnte ”regnestykke”).
26-årig iransk kvinde med to børn.
33-årig marokkansk kvinde med to børn.
Den bosniske kvinde med otte børn
Kvinden fik frataget sit danske statsborgerskab.
Højesteret har for nyligt besluttet, at kvinden ikke skulle have det danske statsborgerskab tilbage, men alligevel godt kunne blive i Danmark med de otte børn. Det skyldes især børnene. Den ældste er nu myndig. De andre er placeret hos bedsteforældrene.
Hun fik 4 års fængsel og en advarsel om udvisning. Hun vil dog ikke kunne udvises, da hendes børn er unionsborgere og dermed har ret til at opholde sig i Danmark.
https://domstol.dk/media/2a2fhtjb/112-2023-anonym.pdf
De somaliske tvillingesøstre samt ét barn
Tvillingerne fik i 2020 begge frataget deres danske statsborgerskab. Og England ophævede tvillingesøstrenes opholdstilladelse.
Ingen af dem er blevet tilbudt evakuering. Dog appellerede man til moderen med det ene barn, at hun samtykkede til, at det blev evakueret til Danmark. Om dette er sket, er der ingen forlydender om.
Den anden tvilling har mistet sit barn. Se også DKA.
Rosa Lund hævder ikke at helme, før disse to også er kommet ”hjem”, som hun kalder det.
Den iranske kvinde med 2 børn
Hun fik administrativt frataget sit danske statsborgerskab. Men Højesteret besluttede, at den iranske kvinde skulle have det danske statsborgerskab tilbage.
Kvindens anbringender og årsagen til denne uforståelige dom fremgår af dommen (se linket).
Hun har ingen kontakt til slægtninge i Iran (selv om der synes at være ret mange af dem). Hun har ikke været på ferie så tit hos familien i Iran med sin mor. Hun forstår ikke farsi, som er Irans officielle sprog, men hendes mor har undertiden talt til hende på aserbajdsjansk, der dog ”kun” tales af 23,5 millioner i Iran. Det burde vel være samtalepartnere nok.
Irans religion er shia-islam, som også denne nordvestlige befolkningsgruppe tilhører. Ikke desto mindre hævder den iranske kvinde, at hun er sunni-muslim. Med blot en lille smule kendskab til Irans brutale fremfærd over for andre religioner og sekter, var kvindens bemærkning nok tænkt som et forsøg på at få Højesteret til at forstå, at hendes liv ville være i fare, hvis hun blev hjemsendt. Dommerne replicerede dog, at både hun og hendes mor jo kunne tage på besøg hos familien uden at der nogen sinde var sket dem noget.
I første omgang ville hun ikke hentes til Danmark, hvilket ærgrede Lars Løkke Rasmussen. Årsagen er ikke nævnt, men da faderen til hendes børn er australsk statsborger, har hun måske sat sit håb til, at de sammen kunne tage ophold i Australien. Eller måske kan han blive familiesammenført til Danmark.
Den marokkanske kvinde med to børn
I 2014 tog hun sammen med sin tidligere mand til Syrien for sammen med ham at bo i kalifatet. Han blev slået ihjel i 2015.
Efter at have læst højesteretsdommen var det noget af en overraskelse at læse, at dr.dk kunne berette, at moderen og de to børn i 2023 blev hentet til Danmark.
”Den kvinde, der netop er blevet evakueret, er 33 år, har marokkansk baggrund og er mor til to danske børn på fire og fem år. Hun har fået frataget sit danske statsborgerskab, men hendes børn har dansk indfødsret.”
Selv om hun, ligesom de andre ISIS-kvinder, hævdede, at hun blot havde været husmor, anføres det i Højesterets dom (side 37): ”Ved at tilslutte sig Islamisk Stats kalifat i Syrien, havde hun på afgørelsestidspunktet selv demonstreret en manglende tilknytning til Danmark og danske værdier. Dette er i øvrigt efterfølgende blevet bekræftet ved hendes udtalelser, der er gengivet i Morgenavisen Jyllands-Postens artikel af 16. februar 2020, hvor hun har udtrykt forståelse for kalifatets barbariske afstraffelsesmetoder og endnu mere barbariske forfølgelse af homoseksuelle.”
Det er lige netop den slags personer, som konventioner, artikler og paragraffer beskytter, og som derfor må lukkes ind i vores land.
Børnene er født i kalifatet og har aldrig været i Danmark. Moderen er marokkansk statsborger og faderen afghansk statsborger. Han er i øvrigt – efter det oplyste – fængslet i en syrisk fangelejr.
Men på grund af moderens tidligere danske statsborgerskab anses børnene nu for at være danskere og dermed unionsborgere, hvilket redder kvinden fra at blive nægtet indrejse.
Enhver forbryder kan opnå ophold i Danmark, så længe vedkommende har en unionsborger at hænge sit hat på.
Unionsborger er et af eurokraterne frit opfundet sprogligt begreb, som samtlige EU-lande – incl. Danmark – har taget forbehold overfor. Ikke desto mindre fungerer det i praksis fortræffeligt.
Og så venter vi bare på familiesammenføring af fædre til unionsborgere, som har kæmpet for Islamisk Stat. Politikerne vil vride hænderne over ”ikke at kunne gøre noget”, men desværre er de bundet på hænder og fødder af konventionerne. Og vi kan da håbe på, at det går godt, ikke?