Russisk toppolitiker kommer med opsigtsvækkende kritik af Putin

Getting your Trinity Audio player ready...

Den ukrainske invasion af Ruslands Kursk-region har rystet præsident Putin og hans politiske system. Det har nu udløst et uhørt skarpt og åbent angreb på præsidenten fra egne rækker. Den slags er man absolut ikke vant til i russisk politik.

 

Kritikken mod Putin kommer  blandt andet fra Andrei Fedorov, der har haft topposter som viceudenrigsminister og tidligere rådgiver for både premierministeren og vicepræsidenten i Rusland.

 

Fedorov gav luft for sin vrede under en debat på russisk stats-TV i programmet “Mesto Vstrechi” (“Mødested”). (se videoen i bunde af denne artikel)

 

Hans udfald er opsigtsvækkende for russiske forhold, hvor der bliver lukket massivt ned for kritik af det politiske system i almindelighed og af Putin i særdeleshed. Særligt opsigtsvækkende er det selvfølgelig , at Fedorovs kritiske bemærkninger faldt i en debat om et så ekstremt ømtåleligt emne som Ruslands problemer i Ukraine.

 

Putin har tabt ansigt

Fedorovs udfald er bragt ud til offentligheden via journalisten Julia Davis, der står bag det kritiske russiske mediemagasin, som på engelsk har titlen “The Russian Media Monitor”.  Ifølge Julia Davis faldt der blandt andet følgende kommentarer i magasinet (gengivet fra Newsweek):

 

“I Rusland bryder helvede løs, da Ruslands tidligere viceudenrigsminister Andrei Fedorov siger, at han skammer sig over, hvordan det går med Ruslands invasion i Ukraine.” Studieværterne og andre kommentatorer prøver desperat at lukke munden på Fedorov, men skaden er sket. Putin har tabt ansigt.

 

Den usædvanligt skarpe og direkte kritik af Putin er et vidnesbyrd om, hvor meget presset på Putin er vokset med den ukrainske invasion af Kursk-regionen. Siden ukrainerne lancerede deres lynoffensiv den 6. august har man i betydeligt omfang vundet terræn i regionen.

 

En presset mand

Putin har reageret ved at beordre sine styrker til at trænge ukrainske styrker tilbage fra Kursk inden 1. oktober.  Det ser han ud til at få vanskeligheder med. Til gengæld har man bevaret et ganske stærkt greb om betydelige dele af den centrale Donbas-region.

 

Angiveligt har Ukraine erobret mere territorium i Kursk-regionen, end Rusland har erobret i Ukraine siden begyndelsen af 2024.

 

Der er fortsat usikkerhed omkring den militære udvikling i regionen. Men foreløbig kan man konstatere, at Putin ikke har været i stand til at nå de mål, han har sat op. Han er en presset mand. Presset får ham til at trække flere styrker til Kursk, men disse styrker mangler så andre steder.

 

De ukrainske styrker har angiveligt mere territorium i Kursk-området, end Rusland har erobret i Ukraine siden begyndelsen af 2024.

 

Stort prestigetab for Putin

For Putin er det ikke bare et militært problem. Det er et stort prestigetab, som sætter ham under et ekstra pres for at opnå hurtige landvindinger på slagmarken.

 

Under den omtalte TV-debat sagde kritikeren Fedorov: “Lad os ikke glemme, at ukrainske tropper har været i stand til at forblive på Kursk-regionens territorium i 21 dage.” (nu er det længere, RP)

 

Studieværten Ivan Trushkin brød ind: “Åh, De tæller ligefrem dagene?”

 

Fedorov: “Ja, jeg tæller dem, fordi dette er en skændsel. Og må jeg minde om, at om 84 dage, vil vi have været i krig i 1.000 dage – det er også en skændsel.”

 

“Er De stik-i-rend-dreng for ukrainerne?” 

Studieværten forsøger at sætte ham på plads med et insinuerende spørgsmål: “Er det Deres personlige mening? Eller bad kammerater fra Kiev dem om at sige dette?”  Underforstået: “Er De stik-i-rend-dreng for ukrainerne?”

 

Svaret kom prompte fra den tidligere viceudenrigsminister:

 

“Det er mit personlige synspunkt. Jeg kan huske, hvordan man kæmpede i Den Store Fædrelandskrig (Anden Verdenskrig). Min far deltog i den. I dag ville han have skammet sig over, hvad der foregår, og hvordan vores hær fungerer.”

 

Et ordentligt smæk til Vladimir Putin for åben mikrofon. Det er mildt sagt ikke den slags debat, han har lyst til at få.

 

“Hvis det ikke sker, er der dømt krise i Kreml”

Putin har beordret sine tropper til at presse de ukrainske styrker tilbage fra Kursk inden 1. oktober. Men det er uvist,  om russerne vil være i stand til det. Hvis det ikke sker, er der dømt krise i Kreml.

 

Én ting synes at være sikker:

 

Putins autoritet er blevet mere flosset. Det fremgår jo også af de ikke specielt respektfulde bemærkninger fra den tidligere viceudenrigsminister Andrei Fedorov.

 

Det svier, når en person med Fedorovs placering bruger Den Store Fædrelandskrig til at levere en slet skjult indirekte kritik af Kreml-diktatoren.

 

Endnu mere prekært kan det blive for Putin, hvis det ikke inden for en overskuelig fremtid lykkes ham at få styr på den militære situation i Kursk.

 

Putins voksende problem med autoriteten

Her og nu er det usandsynligt, at der skulle blive rokket afgørende ved Putins magtposition. Hvis nogen forsøgte sig mere åbenlyst, ville der blive slået hårdt ned på dem.

 

Men presset på Putin vokser, og hans autoritet er ikke så uanfægtet, som den har været. Det synes at være læren af blandt andet den bemærkelsesværdige  TV-debat om krigen, som blev refereret ovenfor.

 

Der er sprækker i Putins panser.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…